Skip to main content

Afskaf turnus - hvad skal vi studerende med den?

Stud.med. Frederik Frost Nielsen, 11. semester, Københavns Universitet. E-mail: fnielsen@studmed.dk

31. okt. 2005
2 min.

Jeg foranlediges til at spørge: Når der tydeligvis er en generel utilfredshed vedr. turnusordningen - hvorfor skal vi så have den? Tjener den os studerende, eller tjener den yderamtssygehusene?

Fra mit synspunkt har jeg svært ved at se, at ordningen tjener mig. Jo bevares, jeg sikres et job lige efter studiet, men et job jeg ikke selv kan bestemme hvor skal være - et job jeg ingen indflydelse har på.

Hvis vi som færdige cand.med.er selv søger vores stillinger inden for de specialer, der har vores interesse - så vil vi fra starten se en målrettethed mod speciallægeuddannelsen.

Vil det ikke være til samfundets (og vores egen) gavn, at vi med det samme kommer til at arbejde inden for et felt, vi har en egentlig interesse i?

Så vi kan bruge vores engagement et sted, hvor vi ønsker at bidrage med noget.

Lad os sige, at man gerne vil være kardiolog: så søger man stillinger inden for kardiologien eller med relevans for kardiologien. Måske kræver den afdeling, man søger på, at man skal have diverse kvalifikationer, inden man søger stillingen - jamen, så må man ud og hente dem, eller også må man finde en kardiologisk afdeling et andet sted, som har andre betingelser, eller som på grund af problemer med rekruttering må slække lidt på sine krav.

De forskellige speciallægeuddannelser kan så opstille nogle minimumskrav, som skal være opfyldt, før man er kvalificeret til at søge ind på speciallægeuddannelsen.

Når man er blevet cand.med., vil man altså specifikt kunne gå efter de kvalifikationer, som den speciallægeuddannelse, man har til hensigt at påbegynde, har opstillet.

»Jamen, turnus sikrer mig nogle basale færdigheder«. Ja, men når alle kommer ud som nye, så ved afdelingen, at hvis den skal sikre dækning, så må den hyre os, selvom vi ikke har alle basale færdigheder. Er det ikke bedre at lære de »basale« færdigheder inden for et speciale, hvor man har tænkt sig at have sit fremtidige virke, frem for noget der ikke har ens interesse, og som for den enkelte måske bare opfattes som spild af tid og uden relevans?

Jeg har måske misforstået turnusordningen, men jeg ser den som en ordning, der sikrer bemanding af yderamtssygehusene frem for at sikre os en god uddannelse. Til yderamtssygehusene kan jeg kun sige: »Kan I ikke få læger, så giv en bedre løn, gør det attraktivt at vælge jeres sygehus eller importer polakker eller tjekker«.

Fortsæt evt. debatten på www.studmed.dk under »generel debat« og »afskaf turnus - hvad skal vi studerende med den?«.