Debatten om afviste henvisninger kører i ring. Hospitalerne klager over for mange og mangelfulde henvisninger. Praktiserende læger klager over at blive sendt tilbage til start med patienter, de ikke har tid til. Begge sider har ladet kanonerne med gamle fordomme om de andres arbejde. Politikerne svarer igen med ønske om »bedre dialog« og »smartere arbejdsdeling«. Det er bekvemt: Det kræver ikke en krone.
Afviste henvisninger handler ikke bare om, hvem der har ret. De er et symptom på pres i begge ender af kæden.
I den ene ende sidder den praktiserende læge med voksende patienttal og uændret konsultationstid. Studier i defensiv medicin viser, at praktiserende læger i cirka hver ottende konsultation gør noget, de selv mener, strider mod fagligheden; halvdelen af handlingerne er »i høj grad« defensive. Henvisninger og blodprøver dominerer. Det handler ikke primært om klagefrygt, men om forventningspres og frygten for at overse alvorlig sygdom, når der ikke er tid til at tænke sig om. Henvisningen bliver let en overlevelsesstrategi i en timinutters konsultation.
I den anden ende sidder speciallægen. En afvisning er ikke altid kapacitetsmangel eller arrogance. Nogle henvisninger beder om undersøgelser eller behandlinger, som det pågældende sted ikke udfører. Andre ønsker ny udredning af patienter, der allerede er færdigudredt for det samme uden nye symptomer eller fund. Det kan – og skal – hospitalet ikke imødekomme uanset kapaciteten. Alligevel kastes patienten frem og tilbage, mens begge parter kan henvise til deres retningslinjer.
»Man kan ikke kræve mere præcise henvisninger og samtidig fjerne tiden til præcision«Klaus Theede
Og her kan politikerne ikke slippe. De kræver, at sundhedsvæsenet arbejder »smart« og både undgår unødvendige henvisninger og afviste henvisninger, men har hævet minimumspatienttallet i almen praksis og ladet speciallægemanglen vokse. Man kan ikke kræve mere præcise henvisninger og samtidig fjerne tiden til præcision. Man kan ikke kræve bedre modtagelse på hospitalerne og undlade at uddanne dem, der skal modtage.
Mest afslørende er datamørket. Der findes ingen systematisk national opgørelse. Tallene i debatten stammer fra spørgeskemaer og regionale stikprøver – ikke løbende registerovervågning. Sundhedsstyrelsen har selv konstateret, at regionerne ikke har valide data, der kan bruges på tværs af landet, fordi registreringen ikke overalt er systematisk. Alligevel bruges tallene som ammunition i en skyttegravskrig, mens ingen tager ansvar for datagrundlaget. Vi må ikke lade os splitte som stand, når ansvaret er andres.
Løsningen er ikke endnu et dialogmøde. Giv almen praksis tid til at afklare tvivlen, før henvisningen skrives, og skaf speciallægekapacitet til de patienter, der reelt har brug for den.
