Skip to main content

Akademisk medicin - hvor bliver den af?

Professor Michael Kjær, H:S Bispebjerg Hospital. E-mail: m.kjaer@mfi.ku.dk

3. nov. 2005
5 min.

En amtsborgmester udtalte engang på et administrationskursus for læger, at: »... på vores hospitaler forsker vi ikke, der helbreder vi patienter!« Ved første øjekast kan udtalelsen tiltrække lidt sympati hos nogen, der opfatter forskning som »luksus«, der blot forringer muligheden for at være klinisk produktiv. Ved nærmere eftersyn er udtalelsen og tankerne bag ikke kun naive og kortsigtede, men også forkerte. Jeg vover den påstand, at høj forskningsaktivitet på en afdeling er lig med en høj kvalitet i behandling og høj produktivitet. Forskning på hospitaler forhøjer gejsten og engagementet på en afdeling, perspektiverer det kliniske arbejde og tiltrækker engagerede læger og »skarpe knive«, der meget ofte er villige til en stor indsats på flere områder. Dette smitter ofte af på kolleger og andre personalegrupper og forhøjer arbejdsglæden og dermed produktiviteten. Dette gælder ikke blot på store universitetsafdelinger, men også på de steder hvor mindre, regionale sygehuse har forsøgt sig med initiering af forskning. Inden for mange specialer har en tradition for høj forskningsaktivitet over årene gjort området mere dynamisk og spændende, end det initialt syntes. Uden forskning som en naturlig del af lægens hverdag er det svært at se, hvorledes medicin (og kirurgi) er et akademisk fag.

Forskning optræner evnen til at nå kvalitet i sit arbejde, og forskningsaktive læger er vant til en snæver udvælgelse ved f.eks. fondsansøgninger, ligesom det er legitimt at blive kritisk vurderet næsten konstant (f.eks. ved bedømmelse af indsendte manuskripter). Dette lærer én »kvalitetskontrol«, ligesom det sikrer en maksimering af indsatsen mod primærydelsen. En god forskningsopdragelse overflødiggør et kæmpe resurseforbrug på ting som møder og akkreditering. Vi er kommet til en situation, hvor møder synes at være blevet en hovedaktivitet på sygehusene. I disse tider fødes mange »varm-luft-ord«, og læger afkræves ofte en større omstillingsparathed, hvad angår strukturændringer. Ofte kræver disse omstillinger ikke alene opbyggelse af ekstra administrationssystemer på hospitalerne (på nogle universitetssygehuse har man nu næsten én administrativ akademisk medarbejder for hver 20 læger!), men ofte betyder det også, at energien rettes mod andet end den primære lægelige aktivitet: patientbehandling og forskning. Den akademiske medicin ville blive højnet af, at en del udgifter til møder og administrative aktiviteter blev overført til forskning i stedet. Flere konkrete tiltag for at fremme forskning på sygehusene kunne nævnes:

  1. Afdelings-, center-, og hospitalsledelser bør være skarpere i deres prioritering af forskningen, og på ledende poster bør man derfor ansætte personer med profil og gennemslagskraft i relation også til forskning. Afdelings-/klinikchefer vælges ofte ud fra kriterier som omgængelighed, loyalitet, diplomati og lydhørhed, hvilket i mine øjne er gode egenskaber, men som aldrig må erstatte egenskaber som profil, visioner, intelligens og gennemslagskraft. Ofte tilsidesættes »personligheder« ved udvælgelse til ledende poster til fordel for mainstream lidt profilløse typer, som ofte passer ind i et stereotypt ledelsesbillede, men som ikke nødvendigvis sikrer afdelingen den nødvendige faglige tyngde og dermed behandlingskvalitet. Vel synes meningsstærke klinikledere ofte besværlige for hospitalsledelser og -administration, men skal det ikke ofte være lidt besværligt - men relevant - for at blive kvalitativt rigtig godt?

  2. I det daglige kliniske arbejde bør forskningen prioriteres. På et svensk universitetshospital har man på ortopædkirurgisk afdeling endelig fået gennemtrumfet en ugentlig forskningsdag for alle forskningsaktive kirurger, men ironisk nok kaldes den på arbejdsskemaet for »forskningsfri«! Alle bør have forskning som en del af deres agenda. Klinikchefer og overlæger bør have medvirket til mindst én publikation årligt for at opretholde deres stilling.

  3. Der bør på alle sygehuse ydes løntillæg til den enkelte læge for videnskabelig aktivitet og for opnåede akademiske grader. Endvidere bør det enkelte afdelingsbudget kunne mærke, at afdelingen er forskningsaktiv, og gennem en tildeling af økonomiske midler fra hospitalet for publikationsaktivitet vil indsatsen blive påskønnet, og den enkelte forsker føler, at aktiviteten bidrager til afdelingens samlede succes på linje med opnåede kliniske mål.

  4. For den yngre læge bør der være bedre muligheder for at kombinere et forskningsstipendium (mhp. ph.d. eller disputats) med klinisk uddannelse. Københavns Universitet (KU) søsætter nu de første kombinationsstillinger (ph.d./ turnus), og det er på høje tid, at forskningsaktive yngre læger tildeles gode turnusvilkår i en turnusordning, som i sin rigide lodtrækningsform ikke synes en akademisk uddannelse værdig! Det er i denne sammenhæng selvsagt fatalt specielt for den kliniske forskning, at nogle af de store universitetsafdelinger nu mister deres turnus- og introduktionsstillinger.

  5. Ved besættelse af uddannelsesstillinger giver det for få point at være forskningsaktiv. Omfanget af point erhvervet ved forskning står i et arbejdsmæssigt misforhold til de relativt lette point, som kan opnås ved andre aktiviteter (som f.eks. »passive« kurser og fagforeningsarbejde). Herudover opnås ekstra point for en grad først, når afhandlingen er accepteret, hvilket i praksis dels betyder, at en ph.d.-studerende ikke akkumulerer løbende point i sit forløb, og at det logistisk kan være svært at opnå en stilling på en relevant afdeling umiddelbart efter indleveret afhandling.

  6. Der bør være bedre muligheder for delestillinger mellem forskning og klinik på sygehusene eller for samlede perioder, hvor forskningen opprioriteres i det kliniske uddannelsesforløb. Der er nu oprettet nogle kliniske forskningslektorater (på KU), og dette er et godt skridt i den rigtige retning og bør udbygges gennem lokal hospitalsstøtte. Sådanne stillinger er katalysatorer for øget guidet forskningsaktivitet på afdelingerne og synliggør forskningen, ligesom det styrker klinisk forskning i det daglige arbejde.

  7. Der bør være langt bedre muligheder for stillinger til læger, som ønsker at gå ind i et fuldtidsforskningsforløb. Det er ironisk, hvor dårligt lønnet man som læge er på f.eks. teoretiske universitetsinstitutter, når man netop ønsker lægeligt uddannede personer ansat på disse institutter til at foretage den integrerede klinisk-teoretiske undervisning, som efterspørges så meget på medicinstudiet. Sådanne stillinger bør lønmæssigt sidestilles med kliniske ansættelser. I tillæg til dette er den medicinske forskning i stigende grad afhængig af andre veluddannede ikkelægelige forskere på hospitalsafdelingerne, og ansættelse af sådanne personer bør økonomisk befordres.

Sundhedsvæsenet herunder hospitalerne har det aktuelt økonomisk vanskeligt, men forskningen er netop den del, der bør satses på. Kun således kan man tiltrække engagerede læger, skabe gejst og arbejdsglæde på afdelingerne og sikre, at ordene »akademisk medicin« kan udtales uden at få en dårlig smag i munden. Som en dansk konge engang udtalte, da det danske riges økonomiske situation var katastrofal, og det overvejedes at afhænde det kongelige bibliotek: »... én ting er, at vi er fattige, skal vi nu også til at være dumme!« En nedprioritering af forskningen vil lede til dårligere behandling af patienter på alle niveauer. Hvis vi ikke befordrer den akademiske medicin gennem at fremme forskningen på hospitalerne langt mere, skyder vi os selv i foden, og såret vil have meget svært ved at hele.