Akkreditering af speciallægepraksis – blåstempling eller blålys?

Ikke styr på kvaliteten

Som det efterfølgende skal vises, har disse påstande ingen bund i virkeligheden; der er hverken styr på den kliniske eller den organisatoriske kvalitet.

I 2014 udførte Afdelingen for Patientsikkerhed på Hvidovre Hospital en kortlægning af kvaliteten af skrab fra livmoderhalskanalen fra kvinder, der var udredt for celleforandringer på livmoderhalsen i gynækologisk speciallægepraksis (GSP) i Region Hovedstaden.

Hvor benchmark ligger på 1-2% uegnede prøver, lå den gennemsnitlige uegnethedsprocent i GSP i flere kvartaler konstant på 13% med flere over 20% og en enkelt med 40% uegnede prøver.

Samtlige gynækologer fraset vedkommende med de 40% uegnede (som af helt andre årsager har mistet sin autorisation) er efterfølgende blevet akkrediterede.

Uden at der blev stillet spørgsmål om, hvor stor en andel af uegnede livmoderhalsskrab, de havde på akkrediteringstidspunktet.

Bedre bliver det desværre ikke, når det handler om udredning af kvinder med blødning efter overgangsalderen (PMB).

Her viser opgørelser, at der ikke er væv til bedømmelse i 31-33% af de vævsprøver, der bliver taget i GSP i Region Hovedstaden fra livmoderhulen hos disse kvinder; prøverne er altså uegnede i en tredjedel af tilfældene, hvor man skal be- eller afkræfte cancer.

På en sammenlignelig afdeling i Region Hovedstaden er uegnethedsprocenten éncifret.

Heller ikke denne parameter indgik i akkrediteringen.

Kvinder med blødning efter overgangsalderen

Det står mindst lige så slemt til med den organisatoriske kvalitet, når det handler om udredning af kvinder med PMB.

Denne patientgruppe er omfattet af Sundhedsstyrelsens kræftpakkeforløb med dennes krav til opfyldelse af tidsfrister.

I modsætning til sygehusafdelingerne, som skal kunne demonstrere, at man overholder disse tidsfrister, er der ingen i GSP – eller Lægeforeningen – som ved, hvad der sker med de kvinder, hvor der ikke er væv til bedømmelse i biopsimaterialet: Får de at vide, at der ikke er noget galt? Bliver de henvist videre til kikkertundersøgelse? Bliver de kontrolleret efterfølgende?

På trods af disse helt åbenbare organisatoriske mangler er samtlige GSP blevet akkrediterede.

Hvem har ansvaret?

For at få klarhed over, hvem der egentlig har ansvaret for den kliniske og organisatoriske kvalitet i speciallægepraksis, herunder særligt at kræftpakkeforløbenes krav overholdes, har jeg henvendt mig til Samarbejdsudvalget for Speciallægepraksis i Region Hovedstaden. Af udvalgets skriftlige svar fremgår, at man mener, at ansvaret har gynækologernes videnskabelige selskab (DSOG). Det havde jeg meget svært ved at forstå, hvorfor jeg forelagde spørgsmålet for daværende sundhedsminister Ellen Trane Nørby.

Styrelsen for Patientsikkerhed svarede på ministerens vegne, at ansvaret ligger hos regionen.

Jeg rettede derfor henvendelse til direktionen i Praksisadministrationen i Region Hovedstaden, som skriftligt blankt har afvist at have noget som helst ansvar. Ansvaret ligger ifølge direktøren hos den enkelte gynækolog.

Det påhviler altså mig at holde mine resultater op mod mine kollegers.

Men det forbyder Konkurrencestyrelsen mig, da styrelsen i en afgørelse har slået fast, at udveksling af data mellem speciallægepraksis er at regne for karteldannelse.

Joseph Heller har sandelig ikke levet forgæves.

Så ingen – og da slet ikke Lægeforeningen – aner noget som helst om hverken den kliniske eller organisatoriske kvalitet i GSP i Region Hovedstaden.

Uden for akkrediteringsproceduren

Denne mangel på systematisk indsamlet viden om kvaliteten af den enkelte speciallæges kliniske arbejde er specielt bekymrende, da virkeligheden jo er, at man efter opnåelse af speciallægeanerkendelse kan have været ude af det gynækologiske speciale i 10-15 år og derfor ikke har fulgt med i den fagligt-videnskabelige udvikling inden for den kliniske gynækologi – for derefter at nedsætte sig som praktiserende speciallæge og for eksempel behandle barnløse uden nogen sinde at have set en barnløs kvinde tidligere.

Når dertil lægges, at speciallægen ofte arbejder alene i 20-30 år uden lægelige kolleger og uden krav til efter- og videreuddannelse – som heller ikke er en del af akkrediteringsgrundlaget – med deraf følgende risiko for faglig udbrændthed, ja så er det af altafgørende betydning, at kvaliteten af speciallægens arbejde løbende monitoreres, sammenholdes med såvel kollegers og sygehuses resultater som best practice.

Men en sådan monitorering er ikke en del af akkrediteringsproceduren.

Akkreditering er symbolsk

Akkrediteringen af speciallægepraksis er således et rent symbolsk foretagende uden nogen form for substans, fuldstændig dekoblet den kliniske hverdag i speciallægepraksis.

Inspektørerne kan lige så godt benytte antallet af elektriske pærer i klinikken som mål for, hvor oplyst speciallægen er.

I sin selvros mister Lægeforeningen til sidst helt virkelighedsforbindelsen, når man påstår, at vi også fremover kan give patienterne en sikker og tidssvarende behandling af høj kvalitet.

For at dække over speciallægernes meget heterogene faglige baggrund og meget forskellige behandlingsresultater har Lægeforeningen i alle årene med held forhindret, at kvinder får adgang til information om kvaliteten af den enkelte gynækologs kunnen med hensyn til det problem, hun står med. For kvinden skal, ifølge Lægeforeningen, have retten til at »vælge frit«.

Men når hun forholdes helt basale oplysninger, som er altafgørende nødvendige for meningsfuldt at kunne udøve et reelt frit valg – om en gynækologs behandlinger gør 7% eller 15% gravide eller har 0 eller 40% uegnede vævsprøver – så reduceres dette »frie« valg til retten til at vælge forkert.

Det er begrædeligt og dybt beskæmmende at opleve, at Lægeforeningen af rent merkantile årsager manipulerer så groft med sandheden, at der intet er tilbage af den. Der eksisterer simpelthen ikke data, som kan underbygge en eneste af de konklusioner, som præsenteres af Lægeforeningen i indledningen.

Få, men entydige data

Hvad der imidlertid er noget nær en katastrofe er, at Lægeforeningen ved således, på et falsk grundlag, at lobhudle sine medlemmer, på denne måde fratager den enkelte gynækolog incitamentet til og ansvaret for at forholde sig kritisk til sit kliniske arbejde.

Når de få konkrete data, som trods alt foreligger, alle entydigt peger i samme retning: at udviklingen i GSP i Region Hovedstaden halter 10-15 år bagud for sygehusafdelingerne samt, at kvaliteten af de kliniske procedurer er måleligt lavere end den tilsvarende på sygehusene.

Lægeforeningens opfattelse af læge-patient-relationen i speciallægepraksis har sine rødder i en æra, som ligger mere end 50 år tilbage i tiden: Lægen er den uantastelige autoritet, og patienten skal ikke have adgang til informationer om lægens kunnen endsige formaste sig til at stille spørgsmålstegn ved »gudens« visdom.

Det ville klæde Lægeforeningen at træde ud af denne Matadorvirkelighed og ind i det 21. århundrede.

Akkreditering af speciallægepraksis er med sin nuværende tilgang rent blålys – falsk varebetegnelse – uden skyggen af reelt indhold, hverken for den enkelte speciallæge eller hendes patienter.

Man må opfordre den nye sundhedsminister til at erstatte den med en proces, hvor den enkelte speciallægepraksis på en for speciallægen understøttende og udviklende og ikke mindst for borgerne gennemskuelig og meningsfuld måde dokumenterer den kliniske og organisatoriske kvalitet af den enkeltes praksis.