Akut behov for en national, klinisk retningslinje for palliativ indsats ved udskrivelse af døende patienter fra hospital – ikke nye »tryghedskasser«

Hvordan vi som samfund tager hånd om døende er et spørgsmål om værdighed, kvalitet og lighed i sundhedsvæsenet. I dag er det desværre langtfra alle, der får en tryg afslutning på livet. Alt for mange døende bliver indlagt akut i deres sidste tid, hvilket kunne være undgået, og en indlæggelse medfører stor risiko for, at de døende udskrives uden en velovervejet og sammenhængende plan for lindrende pleje, omsorg og medicinsk behandling i eget hjem. Dette kan føre til unødig lidelse eller genindlæggelse og skaber dermed stor utryghed for både patient og pårørende. Vi mangler klare retningslinjer og bedre koordinering mellem sektorerne.

Som faglige selskaber, der repræsenterer læger og sygeplejersker på tværs af hospital, kommune og almen praksis, går vi nu sammen i et fælles opråb: Der er akut behov for en national, klinisk retningslinje for palliativ indsats ved udskrivelse af døende fra hospital. Vi har behov for en mere tværfaglig og tværsektoriel tilgang, så både patienter, pårørende og personale kan føle sig trygge.

Sektorovergange er blandt de mest sårbare tidspunkter i et patientforløb – og for døende er det særlig kritisk. Det er tidspunktet, hvor alt skal gå godt, og hvor kommunikation og overdragelse af ansvar skal foregå uden problemer. Det kræver høj faglighed, effektiv organisering, koordinering og – vigtigst af alt – tæt samarbejde mellem alle involverede parter. I dag står hver sektor med hver sin virkelighed og egne udfordringer, men kun ved at samle kræfterne kan vi sikre ensartede og kvalificerede tilbud i hele landet.

Behovet for en national, klinisk retningslinje er tydeligt, for der er tale om et komplekst problem, der ad flere gange er søgt løst gennem implementering af »tryghedskasser« med standardiserede medicindoser, som desværre indebærer en uacceptabelt høj risiko for fejlbehandling af det sårbare døende menneske [1-4].

Som faglige selskaber mener vi ikke, at vi løser problemet ved at indføre nye tryghedskasser. Det er ikke muligt at standardisere lindring ved livets afslutning. I stedet skal vi med tydelige, kliniske retningslinjer sikre, at alle har den nødvendige viden, kender deres opgaver og ved, at der skal søges rådgivning og sparring, når der er tvivl. Akkurat som havde patienten sukkersyge eller et hjerteproblem. Vi skal behandle det døende menneske med samme høje faglige standarder som alle andre patienter.

Vi ser et stort behov for at udbrede viden om palliativ indsats og øge kompetencerne på tværs af sektorer og faggrænser. Andet kan vi ikke være bekendt.

Vi ønsker at tage ansvar. Vi har ikke tid til at vente på direktiver oppefra. Derfor rækker vi i fællesskab hånden ud til myndighederne og beslutningstagerne med en klar opfordring om at indgå i et samarbejde med os om at udvikle en national retningslinje.

Det stigende behov for palliation kræver handling nu. Vores ambition er at sikre, at alle døende patienter, der udskrives fra hospital, får adgang til den bedste, lindrende behandling i deres sidste tid. Det er en opgave, vi kun kan løfte i fællesskab.