Alderdom og forfald er ikke et problem!

Målet er, at vi alle skal dø raske, sagde en politiker engang. Det mål bliver svært at nå. Statistikken siger, at de fleste af os kommer til at dø langsomt af en sygdom. Dette jubeloptimistiske mål siger noget om vores forhold til alderdom: Vi tror alle, at vi kommer til at dø af et hjerteslag som spændstige oldinge. Vi bilder os selv og hinanden ind, at alder bare er et tal. Vi styrer selv, hvor gamle vi er. Og lægestanden er ingen undtagelse. Jeg ser gang på gang, at der bliver behandlet på de gamle svagelige, som bildes ind, at de kan helbredes. Men ingen fortæller dem om alle de sygdomme, der kommer i kølvandet på behandlingen – alene pga. kroppens forfald. Det avler et forkvaklet menneskesyn, som ikke levner plads til det forfald, der i virkelighedens verden er alderdommens uundgåelige følgesvend.

Aldringsforskeren Henning Kirk siger noget interessant om vores måde at forholde os til alderdom på. Han siger, at politikere og medier bruger alderdommen som forklaring i sig selv: »... alderdommen gør jo, at ...«. Hvem er de her ældre egentlig, spørger Kirk og pointerer, at alder alene indikerer, hvor mange år vi har levet. Jeg er til dels enig. Jeg er også dødtræt af tidens aldersfascisme. Men vi er også nødt til at erkende, at hver gang vi fylder år, rykker vi tættere på døden. Vi bilder hinanden ind, at det er vores eget ansvar, om vi påvirkes af alderens forfald. Det er godt at svinge golfkøllen, løbe et halvmaraton eller lære om Foucault. Men hvad med alle dem, der ikke har råd, tid, mulighed, opbakning, eller simpelthen er for syge eller gamle?

Litteraturprofessoren Thomas Bredsdorff har skrevet bogen »Tøsne og forsytia«. En usentimental og rørende beretning om hans kone med Alzheimers sygdom og om vores holdning til aldring, sygdom og forfald. Han påpeger, at hvis vi tror, vi selv styrer, hvor gamle vi er, ender vi med at føle os konstant skyldige. Vi ender i det, han kalder »gerontologisk religiøsitet«. Her lyder trossætningen, at gamle bare er en anden slags unge, og hvis man som gammel er svækket, er det ens egen eller samfundets skyld – ikke alderens. Det »normale« er at være evig frisk. Og dermed bliver aldringen og forfaldet en fiasko – ikke livets uundgåelige gang. Det avler et trist menneskesyn. Vi kan kun tabe til livets realiteter, hvis vi tror, at vi selv er herrer over forfaldet, og nægter at overgive os til naturens magt.

Hold op med at se alderdom og forfald som et problem, du kan løse. Det er et menneskeligt vilkår, der ikke kan behandles væk. Du skal selvfølgelig tage kontrol over det, du rent faktisk kan tage kontrol over; hold dig sund og i gang. Men besind dig på det uundgåelige, nyd årenes indsigt og se på alderdommen som et privilegium. Eller som den 28-årige uhelbredeligt syge mand, der sagde til mig: »Bare det var mig, der blev gammel«. Alderdom er et livsvilkår, hvis du ellers er så heldig at nå dertil.