Alle ingredienser til vaccinemodstand er til stede under COVID-19-krisen

Med udsigterne til en vaccine imod COVID-19 inden for det næste år er vaccinemodstandere verden over begyndt at røre på sig. Coronakrisen er den perfekte storm for vaccineskeptikere og en gylden mulighed for tvivlere til at skabe forvirring om myndighedernes anbefalinger. Tendenser tyder på, at Danmark også kan blive ramt.

Med en mulig coronavaccine i sigte er det vigtigt, at myndigheder og sundhedsprofessionelle forbereder sig så godt som muligt og skaber maksimal tillid og forståelse i befolkningen. Tidligere infektionssygdomme har vist, at dele af befolkningen i varierende grad modsætter sig vaccine, og at vaccineskeptikere vil tage alle midler i brug for at vildlede borgere og patienter i et forsøg på at vinde opmærksomhed og følgere.

Selvom der skal foreligge tydelig evidens for virkninger og bivirkninger, før en vaccinekandidat bliver godkendt, vil der efter al sandsynlighed være større eller mindre lommer i samfundet, der vil nægte at tage vaccinen. De fleste af disse tvivlere, skeptikere eller direkte modstandere vil være »informationelt sårbare« over en længere periode forud for vaccinen. De vil typisk søge information, der bekræfter deres skeptiske antagelser og finde digitale fællesskaber, der bestyrker mistroen til de officielle anbefalinger. Over tid kan sådanne lomme af skepsis vokse sig større for til sidst at bryde ud i en generel tvivl i befolkningen, som det eksempelvis skete i Danmark under HPV-vaccinekrisen i 2015-2017, hvor en stor del af den anbefalede modtagergruppe over en periode fravalgte vaccinen.

Studier af vaccineskepsis har tiltrukket sig væsentlig opmærksomhed i den psykologiske litteratur og kommunikationsforskning [1]. Der er ingen entydig forklaring på, hvordan vaccineskepsis opstår eller breder sig, men der er nogle bud, som det er værd at holde sig for øje, jo tættere det globale samfund kommer på en vaccine imod COVID-19.

For at vaccinemodstand skal bryde ud, skal en række betingelser være opfyldte. Der skal være stigende mistillid til myndigheder. Der skal være en konflikt eller krise, som gør det vanskeligt for borgere at navigere i informationsstrømmen. Der skal være tvivl om egen sundhed og om interesserne bag myndighedernes anbefalinger og industriens rolle. Der skal typisk være toneangivende »modeksperter« eller meningsdannere, der taler imod vaccinen – og som i takt med, at myndighederne tager til genmæle, bliver udråbt som sandhedsvidner, der taler autoriteterne imod (såkaldte »truthers«).

Mange af disse betingelser synes at være til stede under coronakrisen. Epidemien har skabt en vækst i konspirationsteorier og modstand, og WHO advarer om, at der som følge af epidemien er opstået en »infodemi«, hvor misinformation spredes i befolkningen. På sociale medier cirkulerer teorier om, at coronavirus er et biokemisk våben fremstillet af Kina, at coronavirus er opfundet af medicinalindustrien for at tjene penge, og at hele epidemien er en løgn, der er skabt for at gennemføre et hemmeligt magtskifte i samfundet.

Fordi hverdagen omkring borgerne pludselig er ændret, og fordi mange borgere oplever, at deres personlige frihed er begrænset, kan skepsis og modstand blive den metode, de anvender til at skabe mening i kaos. Kombineret med den overflod af information og meningstilkendegivelser om epidemien, der eksisterer både online og offline, er der risiko for at stimulere, hvad psykologer kalder identitetsbekræftende kognition: altså en erkendelse af verden, der bekræfter vores personlige stillingtagen og handlekraft, ofte ved at udpege fjender og overgreb [2].

I stedet for accept af kendsgerninger, dokumentation og anbefalinger opstår der i større eller mindre dele af befolkningen et behov for selv at tage stilling og komme til orde. Dette er langtfra almindelig sund autoritetskritik, men kan blive et ekkokammer, hvor information søges bekræftet i en uendelig regres af påstande og alternative kilder. For borgere, der ikke i tide fatter tillid til myndigheder og sundhedstilbud, kan det ende med at få alvorlige konsekvenser i form af øget sundhedsrisiko samt negative samfundsmæssige konsekvenser i form af fortsatte smittekæder [3].

Nu kunne man måske tro, at modstand mod en COVID-19-vaccine kun vil være udbredt blandt kristne, amerikanske fundamentalister. Det er ikke tilfældet. En ny måling foretaget af YouGov viser, at hver tiende dansker vil modsætte sig en coronavaccine, som er godkendt af de danske sundhedsmyndigheder. Undersøgelsen er baseret på interview med 1.252 repræsentativt udvalgte personer over 18 år fra YouGov Panelet i perioden 14. -17. august 2020, og stikprøven er repræsentativ på tværs af køn, alder, geografi og politisk observans. En lignende tendens er set i Tyskland. I begyndelsen af august demonstrerede over 20.000 borgere i Berlin mod coronarestriktioner. Og Tyskland har i de seneste uger oplevet en eksplosion af folkelige protester mod regeringens tiltag under coronakrisen.

Vaccinemodstand findes især i grupper, der føler sig oversete, eller hos borgere, der føler, at deres stemme ikke i tilstrækkelig grad tages alvorligt. Studier har vist, at vaccineskepsis ofte fungerer som en pladsholder for social og kulturel utryghed generelt. Det er som regel ikke forskerne bag vaccinerne, der er det primære mål for mistillid, men derimod de organisationer, der udvikler, godkender og markedsfører vacciner. Derfor ligger en stor del af ansvaret for tillidsskabende og borgernær kommunikation netop hos sundhedsmyndighederne.

Når først påstande om skjulte hensigter eller bivirkninger har taget fat i befolkningen, er det vanskeligt at tilbagevise, fordi sådanne påstande taler direkte til borgernes frygt og konfirmationsbias. Af samme grund kan iveren efter at tilbagevise vaccineskeptiske påstande i nogle tilfælde få den modsatte effekt, nemlig at gøre afsenderen af fakta mere mistænkelig ved igen og igen at bekræfte rigtigheden af det, som for skeptikeren er forkert [4].

Andre studier viser, at man kan tilbagevise skepsis, men at det skal gøres på en indlevet, engagerende og dialogskabende måde. Det handler ikke om passivt at informere patienter og borgere. Studier viser, at mennesker er langt mere modtagelige for information, hvis evidens fremlægges som en del af et narrativ eller en historiefortælling. Hvis det lykkes at etablere et værdifællesskab med borgeren, er det i mange situationer opskriften på at etablere en fælles virkelighedsforståelse. Omvendt betyder værdikonflikt og polarisering, at tilliden mellem afsender og modtager af information falder [5].

Derfor er borgernær og inddragende kommunikation nødvendig tidligt i implementeringen af en vaccine imod COVID-19. Det drejer sig om tidligt at sikre tillid og forståelse i befolkningen og kommunikere åbent og transparent om interesser, godkendelser, leverandører og samarbejdspartnere og andre forhold, der ellers kan give anledning til identitetsbekræftende kognition.

Det er tendenser, som danske myndigheder bør følge tæt. Vaccineskepsis kan bryde ud uventet og på kort tid tage til i styrke – især i krydsbefrugtning med andre tillidskriser, f.eks. til regering, myndigheder, medier og virksomheder. Når først betingelserne er på plads, kan det være vanskeligt at overbevise modstanderne, og det kan få langsigtede konsekvenser for både den individuelle sundhed og folkesundheden.

Det sidste forhold afhænger selvfølgelig af, hvor stor en del af befolkningen, der skal være vaccineret, før smittekæderne afbrydes. Skøn fra Gates Foundation viser, at helt op imod 80 procent skal vaccineres for at undgå nye udbrud af COVID-19, selvom den eksakte procentsats er ukendt. Microsoft-grundlæggeren Bill Gates har i øvrigt igennem sin almennyttige fond doneret milliarder af dollars til forskning i vacciner. Til stor frustration for verdens vaccinemodstandere, der mener, at Gates er i gang med at overtage verdensherredømmet og forgifte borgerne.