Vi takker for en god artikel om allergitestning i Ugeskrift for Læger (2004;166:1008-11). Vi mener dog, at målgruppen for allergitestning samt validitet og cost-benefit-perspektivet må diskuteres. Vores synspunkt er, at allergitest skal anvendes mere restriktivt end foreslået i artiklen.
Bindslev-Jensen et al anbefaler, at »patienter med sygdomme, der kan skyldes allergi (høfeber, astma, fødemiddelallergi, insektstiks- og lægemiddelallergi), som hovedregel bør allergitestes«, primært med en priktest (SPT). Den omtalte patientgruppe anslås ofte at omfatte 1/4 af befolkningen.
Forfatterne anfører senere, at allergitestning kun bør foretages, såfremt det vil have diagnostisk, terapeutisk eller prognostisk konsekvens for patienten, men præciserer ikke, hvad der menes.
Forfatterne skriver, »at samtlige diagnostiske allergitest påviser sensibilisering«, dvs. om patienten har et IgE-svar over for et allergen, men at testen intet viser om den kliniske betydning af denne »sensibilisering«. Derimod, er der »tale om klinisk allergi, hvis der er en sandsynlig sammenhæng mellem udsættelse for allergenet og kliniske symptomer«.
Mange er IgE-sensibiliserede uden at have allergisk sygdom, og GINA pointerer at »the main limitation to the test is that a postivite test does not necessarily mean that the disease is allergic in nature« [1]. En negativ test udelukker ikke allergi. Validiteten er således ikke høj.
Diagnosen astma, høfeber m.m. stilles primært ud fra symptomatologi og ikke ud fra allergitest, formuleret, som »While these (allergy) tests add little to the diagnosis of asthma, they can help in identifying its risk factors or triggers« [1]. Patientgruppen skal naturligvis have afdækket udløsende faktorer ved en grundig sygehistorie.
Hos den store gruppe med mild astma, hvor sygehistorien ikke giver mistanke om klinisk allergi, og hos den store gruppe med sæsonhøfeber i birk eller græspollensæsonen hvor sammenhængen er oplagt, mener vi, at testen sjældent er nødvendig.
Den lille patientgruppe med mistanke om insektsstiksallergi skal altid allergitestes. Forfatterne anfører selv, »at allergiske reaktioner udløst af fødevarer og lægemidler kun kan diagnosticeres ved provokation af det relevante organ«.
Den prognostiske værdi af en allergitest, dvs. en allergitests evne til at forudsige forløbet af sygdom, er begrænset, idet det især er sværhedsgraden af sygdommen samt den familiære disposition der har betydning [2, 3].
Terapeutisk kan allergensanering ved klinisk allergi være vigtig. I et af de få studier af allergitestnings betydning for sygdomskontrol kunne man ikke påvise effekt, men en allergisygehistorie + rådgivning havde betydning for sygdomskontrollen [4]. Et Cochrane-review om støvsanering kunne ikke vise overbevisende effekt på astma [5].
Hos de få procent, hvor specifik immunterapi påtænkes, er allergitestning evident.
I kliniske anbefalinger må man anlægge et cost-benefit-synspunkt mhp. prioritering af resurserne. Anvendelse af allergitest til hovedparten af astma- og høfeberpatienter ville være kostbar.
