Alt for mange børn af forældre med psykisk sygdom bliver overset

Alt for mange børn, hvis forældre lever med psykisk sygdom, går under radaren og får ikke den hjælp, de har brug for. Som læge kan du være med til at sikre, at denne særlig sårbare gruppe bliver opsporet og får den nødvendige støtte.

Omkring 135.000 børn i Danmark lever med en forælder, som i løbet af de seneste fem år er diagnosticeret med en psykisk sygdom [1]. Disse børn udgør en særlig sårbar gruppe, fordi de er i markant øget risiko for mistrivsel og for at udvikle mentale og sociale udfordringer i voksenlivet. Alligevel bliver børnene alt for ofte overset i sundhedssystemet og får derfor ikke den hjælp, de har brug for. Det kan have langvarige konsekvenser, både for det enkelte barn og for samfundet.

En uforudsigelig og utryg hverdag

Mange børn af forældre med psykisk sygdom vokser op i hjem, hvor hverdagen i perioder er uforudsigelig og utryg. Når børn aldrig ved, hvad der venter derhjemme – om mor ligger på sofaen, eller om far er manisk – lærer de at gå på æggeskaller og overtage opgaver i hjemmet, fordi deres forældre ikke magter. Samtidig rammer skyldfølelsen og den dårlige samvittighed. Er det min skyld, at mor er syg? Har jeg gjort noget forkert, siden far har det dårligt i dag?

På længere sigt ved vi, at børn af forældre med psykisk sygdom er i markant øget risiko: for selv at få kontakt til behandlingspsykiatrien, for ikke at gennemføre en ungdomsuddannelse, for at komme på overførselsindkomst og for at få en dom for kriminalitet. Det viser en samfundsøkonomisk analyse fra Syddansk Universitet (SDU) [2]. Konsekvenserne rammer både det enkelte barn og samfundet som helhed. På baggrund af SDU’s analyse har Børns Vilkår beregnet, at hver årgang af børn af forældre med psykisk sygdom udgør en samfundsmæssig meromkostning på 7,5 mia. kr. sammenlignet med børn af forældre uden psykisk sygdom.

Alt for få børn får hjælp

I vores skandinaviske nabolande er sundhedspersonalet forpligtet til at opspore og sikre støtte, når en patient har børn, men en tilsvarende lovgivning findes ikke i Danmark. Sundhedsstyrelsen anbefaler dog, at børn inddrages i behandlingen – f.eks. gennem familiesamtaler eller børne-/ungegrupper – men i praksis sker det alt for sjældent.

Børns Vilkår, Psykiatrifonden og Ole Kirk’s Fond kortlagde i 2023 regionernes tilbud og procedurer for børn af forældre med psykisk sygdom. Selv om alle regioner formelt har fastsat procedurer, er der stor variation i, hvordan personalets forpligtelser beskrives, og der indsamles meget lidt data om børnene. Samlet set tyder det på, at ganske få børn og familier reelt modtager et tilbud.

Det er f.eks. kun én region, der har data på, hvor mange børn der deltager i familiesamtaler. Her viser beregninger, at kun fem ud af 100 børn deltog i en familiesamtale i 2021. Tilsvarende er det kun én region, der har data om børne-/ungegrupper for målgruppen, og her tyder det på, at kun fem ud af 1.000 børn deltog i en gruppe i 2021 [3].

Hvis vi ser på de praktiserende læger, har en undersøgelse fra 2018 vist, at en tredjedel angiver ikke at spørge ind til børnene, når en forælder henvender sig med depression. Ca. fire ud af ti læger vurderer, at deres viden om forældre med depression er utilstrækkelig og ønsker at vide mere [4].

Læger bør systematisk spørge til børnene

Læger har en unik mulighed for at opspore børn af forældre med psykisk sygdom. Men det kræver, at læger systematisk spørger til, om patienten har børn, og inviterer til at tale om, hvordan børnene og familien er påvirket af sygdommen. Det sker alt for sjældent i dag, både i almen praksis og i psykiatrien.

Konsekvenserne af den manglende opsporing er tydelige. Det kan Anna på 26 år nikke genkendende til. Hun har deltaget i en undersøgelse fra Børns Vilkår og fortæller her om at besøge sin mor i psykiatrien som barn [1]:

»Der burde have været mindst én, der havde sat sig ned og snakket med os og spurgt ind til, hvordan jeg havde det, eller hvordan jeg havde det med at besøge min mor i psykiatrien … Jeg føler helt klart, at der skulle have været nogen, der havde snakket med os, men det har der ikke været«.

Når ingen spørger, svigter vi børnene

Vi kan som samfund ikke være bekendt at lade disse børn i stikken – særligt ikke, når vi ved, at forebyggende indsatser kan gøre en reel forskel. Forskning viser, at støtte til børn af forældre med psykisk sygdom bl.a. kan reducere deres risiko for selv at udvikle psykisk sygdom med op imod 50% [5].

Det første skridt er enkelt, men afgørende: at spørge til børnene. Alligevel sker det alt for sjældent. Ansvaret hviler på alle fagpersoner omkring forældrene – ikke mindst læger, som ofte er de første og mest gennemgående professionelle i familiens møde med sundhedsvæsenet.

Lægen kan medvirke til at afstigmatisere og afmystificere psykisk sygdom ved at invitere til åbent at tale om, at det påvirker hele familien, når mor eller far har en psykisk sygdom. Det kan indimellem være hårdt for alle at være forælder, og endnu hårdere bliver det, når man samtidig kæmper med symptomer. Men det værste er, hvis sygdommen også skal holdes hemmelig. Det er der ingen grund til. Hjælpen findes, f.eks. i form af samtaler, grupper, onlinematerialer og bøger, både i kommunalt regi og i mange NGO-initiativer. Lægen kan også være med til at vurdere børnenes trivsel og underrette relevante instanser, hvis der er bekymring for børnene eller for patientens forældreevne.

Derfor denne opfordring: Spørg til børnene, når du møder forældre med psykisk sygdom. For hvis ingen spørger, forbliver børnene usynlige – og prisen, de betaler, er alt for høj.