Alternativ behandling, en alternativ udvej for behandlende læger?

Havde det ikke været for Universitets TV's (UTV) litteraturredaktion PRÜGL havde jeg aldrig fået læst bogen »Lægekunst i det 21. århundrede, danske læger om alternativ behandling« redigeret af Lasse Skovgaard og udgivet på forlaget Hovedland i 2003. Bogen er skrevet af 25 læger, der beretter om deres engagement i alternativ behandling. Den har været med i cykeltasken til sommerhuset, med på arbejde i Zürich, på forlænget weekend i Berlin, frem og tilbage i fly og tog mellem Århus og København og på utallige rejser i IC3-toget mellem Århus og Aalborg. Den har ligget på natbord, spisebord, køkkenbord, skrivebord; ved siden af liggestol og lænestol, kort sagt: det har været træls (jysk for trælsomt) at komme igennem den.

Den består af 25 små stykker bekendelseslitteratur, hvori læger, der alle har vendt ryggen eller i hvert fald siden til sundhedsvæsenet, bekender hvorfor de heltids eller deltids har forladt sundhedsvæsenet for at beskæftige sig med ortomolekylær medicin, plantemedicin, akupunktur, zoneterapi, kinesiologi, homøopati, antroposofi, homotoksikologi, livsterapi, healing, transcendental meditation herunder maharishi Ayur-Veda, radioni og meget mere.

De skrivende kolleger er store i deres generøsitet, når de udstiller personlige skuffelser og modviljer i deres relation til det offentlige sundhedsvæsen, men man bliver ikke meget klogere af at læse om det, dertil er det i det store og hele alt for privat, for lidt almengyldigt. Der bliver for meget utidig lureri over læsningen. Dertil kommer, at man skal begynde forfra 25 gange. Havde det ikke været for aftalen om at anmelde bogen for UTV's litteraturredaktion, havde jeg aldrig fået læst den til ende.

De private frustrationer koger i nogle afsnit ganske utilstedelig over, som fx »... at en flok danske kar- og hjertekirurger har skaffet millionbeløb (fra medicinalindustrien) med formål at dokumentere, at ... ikke virker. Alene den kendsgerning er for mig bevis på, at det virker. Den lægevidenskabelige dokumentation kan således også misbruges« (p. 143) eller »Der uddannes ikke egentlige forskere inden for den alternative verden, så den alternative forskning vil blive foretaget af læger, måske finansieret af medicinalindustrien med henblik på at dokumentere, at der ingen virkning er. Det har man ... set eksempler på, da danske karkirurger tilsyneladende følte sig truet af ... behandling, ... Er man ,dygtig` nok, kan mange forhold ,dokumenteres videnskabeligt`« (p. 149).

Et andet gennemgående træk er de alternative kollegers ønske om at dokumentere aktiviteterne. Hvorfor dog? Hvis det lykkes at vise uskadelighed af funktionen, eller endnu bedre, positiv effekt, er der jo ikke længere tale om alternativ behandling. Det eneste, man opnår, er, at ens niche bliver indlemmet i det foragtede sundhedssystem.

Så er der mere ræson i ønsket om »brobygning« til sundhedsvæsenet. Efter undertegnedes mening kan sundhedsvæsenet lige så godt først som sidst acceptere, at befolkningen dyrker alternative praktikker i massivt omfang; det vil finde sted uanset hvad repræsentanterne for sundhedsvæsenet synes, mener og siger. Ved at acceptere, at befolkningen benytter sig af alternativ behandling, sætter man ikke sine patienter i en uheldig og ubehagelig loyalitetskonflikt, og man kan måske opnå så megen åbenhed og frimodighed, læge og patienter imellem, at man kan komme de mere negative sider af alternativ behandling i forkøbet, såsom sværere komplikationer til eksempelvis plantemedicin, livstruende interaktioner under eksempelvis anæstesi og undgåelse af, at alvorligt syge patienter vender sig bort fra regelret, dokumenteret behandling. Et af afsnittene foreslår efter undertegnedes mening særdeles fornuftigt, at måske kunne vi i sundhedsvæsenet oven i købet lære noget om lydhørhed og empati af det alternative system. Vi kunne måske også lære noget om igen at turde påtage os autoritet og paternalisme i stedet for at gemme os bag latterlige »politikker« (politikker!?) om bruger-ditten og bruger-datten.

Tilbage til alternativbogen. Ordet »brobygning« går igen som et mantra, og med få undtagelser er det sundhedsvæsenet, der skal gøre sig rede til brobygning, men ærligt talt de damer og flest herrer alternative kolleger: hvem tror I har lyst og engagement til større entreprenørarbejde efter en svada, som fx denne om sundhedsvæsenet håndtering af »træthedspatienter«: »Den videre behandling af disse sager lader sig tvangfrit sammenligne med en inkvisitorisk proces. Denne form for proces er til forskel fra en almindelig retshandling karakteriseret ved, at den giver anklageren uindskrænket magt til uimodsagt og uden egentlige beviser at tildele den anklagede en bestemt rolle, det være sig som fjende af stat eller kirke eller som psykisk syg.« (p. 248/249). Det skal i fuldstændighedens interesse siges, at der også er mere psykologisk modne indlæg, som fx af den urtemedicinske kollega, der en passant nævner, at han naturligvis holder sine alternative aktiviteter skarpt adskilt fra sit virke som læge, kollegaen der ønsker at hjælpe patienterne til en følelse af at blive hørt og taget alvorligt (p. 186) eller patologen, der efterlyser større grad af erkendelse af at lægevidenskaben dog ikke ved alt (p. 255).

De 25 bidrag strækker sig fra pinligt selvudleverende bandbuller, som fx: »Hvem det menneske var, som kroppen tilhørte, var fuldstændig ligegyldigt. Bare kroppen hørte efter og gjorde det, som den blev beordret til af den alvidende læge, ja, så var lægerne tilfredse. Så var systemet tilfreds.« (p. 192), eller »Uanset om det drejer sig om smerter eller alment ubehag, så står lægen magtesløs over for sin patient, hvis blodprøver, røntgen og diverse andre ,videnskabelige prøver` ikke viser noget abnormt. Jo, det skulle da lige være at skrive en recept på lykkepiller!« (p. 201), klart rundede af personlige skuffelser og frustrationer over konkrete angivelser af, hvor mange centimeter fra kroppen forskellige fænomener udstrækker sig, fx: »Det højest vibrerende atomare legeme i menneskets personlighed er det mentale legeme, sindets eller tankens legeme. Det er det egentligt formskabende legeme. Her dannes alle tanker og ideer, som fortættes eller nedtransformeres til astrallegemets frekvens, hvor det former astrallegemet, der igen påvirker det æteriske legeme og derigennem fx bevirker, at mennesket bevæger sig. Astrallegemet har tilstrækkelig tæthed til at kunne opleves op til 30-40 cm ud fra kroppen, mens mentallegemet opleves op til 60-80 cm ud fra kroppen. I mentallegemet er der mere stille end i astrallegemet, da mentallegemet generelt ikke bruges ret meget endnu« (p. 212), til modne og velovervejede perspektiveringer af sundhedsvæsenets aktuelle problemer: »Hos de seriøse alternative behandlere får folk noget at det, de efterlyser hos lægerne. De får mere tid. De får en forklaring, som de kan forstå, selvom den efter en videnskabelig model kan virke forvrøvlet og dårlig dokumenteret« (p. 278). Netop her kunne vi i sundhedsvæsenet måske lære noget. Så et forslag fra stud.med.-deltageren i forfatterpanelet om at tilføre medicinstudiet »undervisning om alternativ behandling på medicinstudiet«, men undgå »undervisning i alternativ behandling«, (p. 271) er måske ingen dårlig idé.

Efter at have læst bogen m elder der sig en fornemmelse af ærgrelse over, at så mange entusiastiske og ordentlige kollegaer har vendt sundhedsvæsenet ryggen frem for at blive og tage deres tørn for at forbedre det - for bedres kan det, ingen tvivl om det. Netop de kvaliteter, som alternativkollegerne besidder og som kommer til udtryk i citatet fra side 278, er dem der kunne bruges i større udstrækning i væsenet. I stedet har mange valgt den ufrugtbare vej at stille sig op på sidelinjen og galpe op over for dem der, selv om mange også ønsker ændringer a la side 278, loyalt bliver og arbejder for forbedringer.

Der er noget forunderligt ved bogens sprog. For medarbejdere i sundhedsvæsenet, der regelmæssigt af de ordproducerende dele af samme væsen løbende præsenteres for besynderlige sproglige konstruktioner såsom: ledelsesplatforme, brugersnitflader, poser penge, ledelsesværktøjer, læringshistorier, og andre eksempler på konkret tænkning, for ikke at tale om omkring'er det ene eller det andet, og politikker om alt mellem himmel og jord, er det en fornøjelse at læse alternativbogen. Langt hovedparten af afsnittene er skrevet på det smukkeste dansk, som tænkes kan. Bortset fra et par enkelte omkring'er, diverse problematikker og et slutkapitel med alle managementflosklerne fra faglige rum over primære kontaktpersoner til kompetenceudvikling og resultatorienterede redskaber er bogens sprog smukt, klassisk dansk, på ingen måde opstyltet eller fejlbefængt. Måske selekteres man til alternativ behandling ved at kunne skrive dansk, eller også har bogen haft en sjældent dygtig redaktør i Lasse Skovgaard. For regelmæssige læsere af rapporter, papirer og politikker fra det offentlige sundhedsvæsen vil det være en lise at læse alternativbogen - for sprogets skyld.