Der fremsættes meget hyppigt ernæringsrelaterede påstande i medierne om sundhedsfremmende eller skadeforvoldende effekter af fødevarer. Sådanne påstande er vanskelige at forholde sig til med kort varsel og dermed meget besværlige at tilbagevise, fordi det kræver grundig litteraturgennemgang og måske mange referencer. I modsætning til de fremsatte påstande bliver kommentarerne søgt tilbagevist efter minutiøs gennemgang af det skrevne. De fremsatte påstande er således ofte »letkøbte« og kan sætte dagsordenen og binde store mængder af arbejdskraft. De oprindelige forfattere synes ofte, at det er helt rimeligt, at resten af verden koncentrerer sig om netop deres påstande, men den type af dagsordener tjener sjældent helheden. Desuden er meget defensive reaktioner på grundigt arbejde blevet hovedreglen, og det fastholder yderligere dagsordenen og binder yderligere arbejdskraft.
Et nyere eksempel er bogserien, Kernesund Familie, hvor der bringes mange, meget udokumenterede påstande til torvs, og de har vundet udbredt accept, bl.a. med begrundelsen, at de faglige miljøer ikke har argumenteret imod de fremsatte påstande.
De nyhedsmedier, der promoverer de fremsatte påstande, har en unik rolle, idet de er forbindelse mellem videnskaben og resten af befolkningen. Det faglige forsvar har dog trange kår i debatten, idet disse medier ikke er indstillet på at trykke lange, grundige, vurderende artikler med mange referencer. Desuden har Ugeskriftet lagt en redaktionel linje, hvor man ikke ønsker at trykke »tilbagevisende« artikler, så det må foregå på anden vis.
Nogle af påstandene i Kernesund Familie handler om mælks angiveligt skadevoldende effekter. Fire af disse er: 1) at indtagelse af bl.a. mælk er årsag til autisme, 2) at mælk ikke kan tåles af børn under tre år, 3) at mælk kan forårsage mellemørebetændelse, og 4) at mælk kan forårsage kræft i mammae og prostata.
Ved en gennemgang af disse fire (fem) påstande findes, at der måske kan være belæg for påstanden om relation til prostatakræft, men at det ikke kan dokumenteres for nærværende, ligesom der er tungere dokumentation for, at mejeriprodukter nedsætter risikoen for andre kræftformer, især tyktarmskræft.
En sammenhæng mellem mælk og autisme er sparsomt undersøgt. En gluten- (mel) og kasein- (mælkeprotein) fri diæt til behandling af autisme er undersøgt i to interventionsstudier. Begge indeholder meget få cases og er desuden modstridende i deres resultater. I en Cochrane meta-analyse, der inkluderede disse to studier, konkluderede man, at der ikke er tilstrækkeligt belæg for en sammenhæng, til at diæten kan anbefales. Især med henblik på at en sådan diæt både er bekostelig, svær for en familie at overholde og medfører risiko for proteinmangel hos børn.
Ved en gennemgang af den nærværende litteratur er det ikke lykkedes at finde dokumentation for sundhedsgevinster ved at udelade komælk fra kosten indtil treårsalderen, heller ikke for børn, der er disponeret for allergi.
En øget risiko for mellemørebetændelse hos børn, der får komælk, er undersøgt i fire kohorteundersøgelser. Risikoen synes at være multifaktoriel. Allergi spiller muligvis en rolle, men sammenhængen er kontroversiel, og en udeladelse af mælk fra kosten nedsætter ikke hyppigheden af mellemørebetændelser hos raske børn. Der kan således ikke findes belæg for påstanden.
En sammenhæng mellem indtagelse af mælk og en øget risiko for prostatakræft og brystkræft er undersøgt i adskillige studier. I relation til brystkræft synes fedtfattig mælk dog at have en beskyttende effekt, hvorfor mælk ikke kan bekræftes som risikofaktor for brystkræft.
I relation til prostatakræft er resultaterne af studierne inkonklusive, men der synes dog at kunne være en positiv association mellem cancerforekomst og et højt indtag af fedtfattig mælk og calcium. En sammenhæng mellem mælkeindtagelse og prostatacancer kan således hverken afvises eller bekræftes på det foreliggende grundlag.
Det bør dog bemærkes, at et fødevaremiddels rolle i en risikovurdering af kræft ofte kan være svær at undersøge, idet risikoen er multifaktoriel. At udråbe mælk som medvirkende faktor til udviklingen af kræft kan give anledning til misforståelser, da mælk umuligt kan bære skylden alene.
Både Ugeskriftet og vor profession bliver nok nødt til at se kritisk på vor egen rolle i sådanne debatter. Hvis vi ikke kan finde en rimelig, akademisk måde at komme til orde på, har vi tabt slaget om opinionen og besværliggjort vor egen indsats for at deltage i forbedring af folkesundhed og behandlingskomplians.