Altid trøste

»Af alle de mennesker, jeg møder på hospitalet, er lægerne de mest blufærdige«, skriver Matthias Dressler-Bredsdorff i sin glimrende bog »Efter faldet«, da han beskriver sin fars indlæggelse og død. Lægerne kan ikke få sig selv til at sige »døende, dø, død«, men tyr til eufemismer og siger »alvorligt« i stedet.

Forfatterens oplevelse står til troende, men jeg vil med et eksempel vise, hvordan vi også kan møde patienter og pårørende og leve op til det, vi engang lovede: altid trøste.

I børne- og ungemedicinen har døden særlige dimensioner: Den er et brud på vores iboende forestilling om livsfaserne fra fødsel til alderdom og slutteligt død. Den rører ved forældres værste frygt: At miste sit barn. Den griber ind i søskendes liv. Og meget mere.

Et barn blev indlagt med tiltagende neurologiske symptomer. En af afdelingens speciallæger tog opgaven som patientansvarlig læge. Udredningen førte til en alvorlig diagnose. Relevant behandling blev iværksat, først med kurativt sigte, siden i form af en palliativ indsats. Efter et kortere indlæggelsesforløb døde barnet. Billedligt talt er det ingen sag at styre sit skib i havn, når der er havblik. Værre er det, når vinden hyler, og brølende bølger banker mod bolværket. Og i den aktuelle situation var der ikke just havblik. Lægen skulle gøre de rette faglige tiltag. Hun skulle være helhedsorienteret og håndtere forældrenes følelsesmæssige situation. I den malstrøm af følelser, forældrene befandt sig i, blev hun den, de stolede på, og som de kunne have de svære samtaler med. Lægen var ikke tilgængelig døgnet rundt, og hun var selvfølgelig ikke alene om opgaven, men var i et tværfagligt team. Men når alt kom til alt, var det hende, der havde den. Hun leverede en fremragende faglig indsats. Hun var nærværende. Hun var medmenneskelig.

Da jeg var i turnus, oplevede en jævnaldrende kollega, at 4-5 patienter døde i løbet af en nattevagt. Hun virkede, sagt med nordjysk underdrivelse, lidt slidt ved morgenkonferencen. Chefens eneste kommentar var: »Må jeg se din autorisation, før du går hjem?« Hvem kunne herefter tale åbent om det, som var svært? Chefen havde i hvert fald distanceret sig. Kulturen i sundhedsvæsenet har heldigvis ændret sig siden. For at kunne gøre som speciallægen i ovenstående case, skal der være en kultur, hvor vi som læger tør tale med hinanden om sårbarhed og tvivl. Det er ikke nok at sætte vores lid til den enkelte læges personlige egenskaber. Den kultur har vi som kolleger et ansvar for at fremme. Det har vi, som er ledere, i højeste grad også. Egen tryghed vil gøre det lettere at tale med patienterne om det »alvorlige«. Blufærdighed er distance. Det har vores patienter ikke brug for. De har brug for nærvær og medmenneskelighed! Vi skal turde sige »døende, dø, død«.