Skip to main content

Alvorlige mangler i den almenmedicinske hoveduddannelse

DE 6 : Jeg håber, mine fremtidige kolleger får markant bedre uddannelse i sansespecialerne, end jeg har fået.

Lene Therkelsen, formand for FYAM og hoveduddannelseslæge

20. mar. 2017
3 min

Om godt et år kan jeg kalde mig speciallæge i almen medicin. Det har givet anledning til refleksion. Er jeg klar til at stå på egne ben? Købe en praksis og have ansvar for egne patienter? Er jeg uddannet godt nok? Langt størstedelen af speciallægeuddannelsen er jeg tilfreds med. Men der mangler noget! Sammensætningen af uddannelsesophold i den almenmedicinske hoveduddannelse afspejler slet ikke i tilstrækkelig grad mit behov som kommende praktiserende læge. Den nærmest totale mangel på klinisk erfaring i sansespecialerne har længe været mig en torn i øjet.

Jeg har både læst op og været på kurser på Lægedage. Jeg har tilmed haft en frivillig uddannelsesdag i speciallægepraksis hos både en dermatolog og en øre-næse-halslæge, en mulighed mange af mine kolleger ikke får. I sekundærsektoren er sansespecialerne relativt små, men i praksis fylder de godt op på dagsprogrammet. F.eks. viser en opgørelse [1], at ca. 11 % af kontaktårsagerne hos en gennemsnitlig praktiserende læge omhandler huden (kontaktårsager og diagnoser i almen praksis kategoriseres efter ICPC-2-systemet, hvori kategorierne er benævnt lidt anderledes, end man kender det fra ICD-10-systemet). For en organspecialist på et sygehus kan det virke som få, men det er faktisk næsten dobbelt så mange som fordøjelse og lige så mange som hjerte-kar (øre-næse-hals, dermatologi og oftalmologi). Et af de største problemer ved læring og erfaringsdannelse fra primærsektoren er, at prævalensen af de mindre hyppige tilstande er så lav, at man ofte ikke når at se et tilstrækkeligt antal af de mere alvorlige lidelser eller »sjældne fugle«. Derfor er klinisk erfaring fra sekundærsektoren enormt værdifuld, for ude i virkeligheden ser det røde øje kun sjældent ud som i bøgerne, og den sporadiske erfaring med sansespecialerne, man muligvis kan skrabe til sig i det internmedicinske ophold, drukner totalt i arbejdspres og endeløs dokumentation.

Jeg drømmer om, at mine fremtidige kolleger får en markant bedre uddannelse inden for sansespecialerne, end jeg har fået. Et struktureret forløb på f.eks. 2-3 uger med undervisning og praktisk erfaring fra enten speciallægepraksis eller sygehusafdelinger ville være optimalt. I Region Sjælland har man allerede noget lignende i mammakirurgi, med en uges fast tilrettelagt klinikophold, som fungerer rigtig godt. Om sansespecialerne kommer på listen, næste gang uddannelsen revideres, ved jeg ikke, men man har jo lov at håbe.

  • Tallene i denne klumme adskiller sig fra tallene i samme klumme i det trykte blad, nr. 7;2017. Der er tale om tilsendte rettelser fra skribentens side, som desværre ikke kunne nå at komme med i den trykte udgave. Men tallene i denne version er de korrekte, oplyser forfatteren.

  • Redaktionen

Referencer

  1. Kontakt- og sygdomsmønsteret i almen praksis. Forskningsenheden for Almen Praksis og Afdelingen for Almen Medicin, Aarhus Universitet, 2008:37, Tabel 15, s. 35.