Anamnesen er ofte afgørende

Det var tankevækkende at læse overlæge Lars Rosenkvists »sygehistorie fra det virkelige liv« (Ugeskr Læger 2010;172:735). Det fik mig til at tænke på min egen historie:

En fredag aften var jeg gået i biografen for at se Clint Eastwoods »Million dollar baby«. Et kvarter inde i filmen begyndte jeg at få kraftige smerter i venstre flanke. Jeg prøvede at bide smerten i mig, men snart tilstødte også kvalme og brækfornemmelse. Jeg forlod biografen og tog hjem. Her forværredes smerterne dog kraftigt, så jeg tilkaldte vagtlægen, der gav en smertestillende injektion og arrangerede akut indlæggelse på den lokale urologiske afdeling. Om natten var der flere smerteanfald, som dog kunne dæmpes med Diclon

På grund af weekenden blev der først foretaget en computertomografi den følgende mandag. Den viste normale forhold.

I mellemtiden havde jeg som følge af processen i min mave fået obstipation. I forbindelse hermed observerede jeg en frisk blodstribe på en fæcesknold, hvilket jeg følte mig forpligtet til at rapportere.

Dette resulterede i, at jeg blev overflyttet til nabosygehusets abdominalkirurgiske afdeling til observation for en coloncancer. En koloskopi viste dog intet abnormt. Herefter rekvirerede man computertomografien fra det første sygehus og kunne så meddele, at jeg alligevel havde en nyresten.

Jeg blev så udskrevet og genindlagt på den oprindelige urologiske afdeling, hvor der den følgende dag fjernedes en venstre uretersten med en diameter på 7 mm!

Min kommentar: Jeg er gammel røntgenlæge. Diagnosen kunne være stillet af en røntgensygeplejerske i løbet af 20 minutter: et oversigtsbillede over abdomen, evt. også sidebillede. I tvivlstilfælde injektion af kontrast, som ville vise kontrastfyldning af ureter ned til konkrementet. I stedet flere dages ventetid på en unøjagtig skanning med udstyr i millionkronersklassen og med en personalebemanding på en læge, en røntgentekniker og en sygeplejerske.

Hvorfor gøre tingene enkelt og pålideligt, når det kan gøres kompliceret og upræcist!

Men den vigtigste morale: Hvis man ikke lytter til patienterne, kan man gå så grueligt galt i byen.