Skip to main content

Anatomi og fysiologi. Ind under huden

Nielsen O, Springborg A.

2. nov. 2005
2 min.

Denne bog beskriver menneskets anatomi og fysiologi, og er tænkt som lærebog i dette stof ved sygeplejestudiet og andre mellemlange sundhedsuddannelser, hvor bogens forfattere er undervisere. Forfatterne søger at give en overordnet redegørelse for menneskets anatomi, fysiologi og biokemi, således at læseren først og fremmest bibringes samspillet mellem organsystemernes anatomi og funktion, frem for en detaljerig opremsning af de enkelte organers anatomiske komponenter. Forfatterne opnår herved at stoffet fremtræder spændende og relevant, da man umiddelbart forstår, hvad formålet med kroppens forskellige organer er, og hvorfor de har en givet strukturel opbygning. Bogen er således velegnet som en første indføring i kroppens anatomi og funktion, hvilket yderligere understøttes af talrige flotte anatomiske illustrationer, som supplerer teksten på bedste måde og overflødiggør samtidig brug af øvrige anatomiske opslagsværker.

Forfatterne mestrer især formidlingen af menneskets fysiologi og biokemi til fulde, og redegør herfor med en velskrevet og godt disponeret tekst, ligesom fremragende illustrationer af væsentlige fysiologiske forhold såsom det parakapillære kredsløb, impulsledning i nerveceller, og nyrernes glomerulære filtration bevirker, at læseren kan tilegne sig disse svære emner umiddelbart.

Forfatterne bør dog være mere konsekvente i deres brug af latinsk/dansk terminologi, da man hyppigt irriteres over en lemfældig omgang med sproget, hvor nogle organer gennemgående benævnes med danske betegnelser og andre gennemgående med latinske. Ligeledes er medicinske begreber såsom shock og forhøjet blodtryk ofte noget overfladisk defineret. Disse få skønhedsfejl rokker dog ikke ved, at dette er en velegnet lærebog rettet mod de mellemlange sundhedsuddannelser og gymnasier, da forfatterne med stort overblik og talrige illustrationer på begrænset plads får redegjort sagligt for et stort og kompliceret emne. Bogen er dog for udetaljeret i sin beskrivelse af kroppens kar og nerveforsyning, ekstremitetsmuskulatur og neuroanatomi til at kunne bruges af medicinske studenter med henblik på eksamen i anatomi og fysiologi.

København: Munksgaard, 2002.

416 sider. Pris: 648 kr.

ISBN 87-628-0271-2

Carsten Reidies Bjarkam