Åndelig omsorg er et nyt forskningsfelt

Antallet af internationale forskningsartikler om forholdet mellem tro og helbred er i de senere årtier steget markant [1]. Den internationale, og nu også danske, forskning dokumenterer, at mennesker med en tro og dertil hørende livsstil har en lavere sygdomsforekomst end ikketroende [2, 3].

Andre undersøgelser dokumenterer, at eksistentielle og åndelige overbevisninger påvirker håndtering af sygdom, symptomkontrol, oplevet tryghed ved behandling og angst for døden [1]. Ifølge en nylig Harvard-undersøgelse koster døende, der oplever god åndelig omsorg fra deres palliative behandlerteam, det halve i den sidste uge inden døden, i forhold til patienter, der oplever mindre grad af åndelig omsorg. Undersøgelsens konklusion er, at det primært er fordi, de, der kun modtager en begrænset åndelig omsorg, oplever flere bekymringer, åndenød, smerter, mv., hvilket øger sandsynligheden for, at de dør på intensivafdelinger i stedet for hjemme [4].

Danskerne og religion

Samtidig står det klart, at især sygdom intensiverer eksistentielle og åndelige behov. Et større antal forskningsprojekter fra Odense, København og Aarhus har givet indblik i danske patienters og pårørendes åndelige behov (www.faith-health.org/?p=5411). Undersøgelserne tyder på, at sygdomskrise sjældent gør en ateist til troende eller en troende til ateist. Det er snarere sådan, at sygdom aktiverer eller intensiverer en tro, som mennesker kan bære i sig, ofte uden, at den har spillet en særlig aktiv rolle før i deres liv. Det synes i særlig grad at gælde for Danmark, som sociologer betegner som ”verdens mindst religiøse samfund”. Religiøsitet italesættes som et af de største tabuer i Danmark, har begrænset betydning i det offentlige rum og lader sig kun meget vanskeligt italesætte af danskerne [5].

Danskerne og tro

Skal man tro de store værdiundersøgelser, er danskernes manglende trospraksis ikke det samme som, at danskerne ikke er troende. Spørger man anonymt, som man har gjort i godt tredive år gennem ”Den Europæiske Værdiundersøgelse” finder man, at kun 7% af danskerne betegner sig som ”overbeviste ateister”, 21% som ”ikketroende”, mens 72% betegner sig som ”troende” [5]. Godt halvdelene heraf tror på en ”personlig Gud”, resten på ”en højere magt”. Danskerne kan på mange måder figurativt siges at være det folkefærd i verden med den højeste grad af ”passivt” kirkemedlemskab, der kan aktiveres ved behov. Godt 76% af danskerne er medlemmer af den danske folkekirke (verdens højeste grad af medlemskab af nogen organiseret kirke), mens kun 2% går i kirke på ugentlig basis (verdens laveste grad af religiøs praksis). Som en kollega sagde ved en konference, hvor jeg fremlagde disse tal: "This is crazy! This is like subscribing to Netflix without having a TV!”.

Passivt medlemskab

Danskernes ”medlemskab” handler om mere end kirkegang: Det handler om kulturel og etnisk tilknytning, men symboliserer tillige en tro på, at der er ”mere mellem himmel og jord”. Således er den mest udbredte trosform i Danmark: ”Jeg tror på noget, jeg ved bare ikke rigtig, hvad det er!” Dette ”passive medlemskab” kan aktiveres, såfremt man oplever et tab af kontrol i forbindelse med krise, især sygdom, enten hos sig selv eller i den nærmeste familie. På den måde kan man rettelig kalde dansk religiøsitet for ”krisereligiøsitet”.

Hvorfor åndelig omsorg?

Der kan gives to grundlæggende, konkurrerende svar på spørgsmålet om, hvilke konsekvenser den fremvoksende forskning skal have for den sundhedsfaglige praksis i Danmark. Det ene svar lyder: Når Danmark er verdens mindst religiøse samfund (og hospitalet i øvrigt er et sted, hvor praksis bygger på naturvidenskab og ikke tro), bør hospitalet ikke gøre mere i forhold til at yde eksistentiel omsorg og støtte. Den lille minoritet, der med udgangspunkt i regelmæssig kirkegang faktisk er vant til at italesætte religiøse overvejelser, kan (og vil som regel også) få dækket religiøse behov i hjemmesognet eller hos sygehuspræsten. Problemet med dette svar er, at det ophøjer de naturvidenskabeligt baserede interventionstiltag til en altdominerende kosmologi, der hverken indfanger kompleksiteten eller betydningen af patienters behov; de 2% regelmæssige kirkegængere er sikkert udmærket dækket, ja, men hvad med flertallet af de uafklarede og deres uudtalte tvivl, angst og eksistentielle nød?

Derfor bør svaret være et andet: Netop fordi åndelige overvejelser er så tabubelagte, og mange danskere ikke har sprog herfor, er der behov for kompetent åndelig omsorg. For mange danskere vil være åndeligt uforberedte, når de træder ind i lidelsen. Dette svar afhænger naturligvis i høj grad af, hvordan vi overhovedet forstår, hvad åndelig omsorg er.

Hvad er åndelig omsorg?

Åndelige problemer defineres af WHO som del af ”totalsmerten” bestående af fysisk, psykisk, social og åndelig smerte. Ifølge WHO's definition af palliativ pleje (2002) er det en pleje, der omfatter patienters ”smerter og andre problemer af både fysisk, psykisk, psykosocial og eksistentiel/åndelig art”. Det Etiske Råd definerer åndelig omsorg som ”en omsorg, der både omfatter den specifikt religiøse omsorg og hensynet til de eksistentielle spørgsmål og bekymringer, der kan opstå̊ hos ethvert døende menneske, uanset om disse spørgsmål og bekymringer hos den enkelte er mere eller mindre eller slet ikke præget af religiøse aspekter”. Åndelig omsorg er således ikke en indsats, der skal føjes til eksisterende tiltag, men udgør snarere et vigtigt element i de eksisterende bestræbelser på en helhedsorienteret patientindsats, blot med særlig opmærksomhed på de åndelige problemer, smerter og bekymringer, der kan opstå hos alle mennesker i krise.

Ifølge denne forståelse vil åndelig omsorg ikke (alene) være forbeholdt specialisterne (sygehuspræster, imamer, psykologer), men være en del af den brede, patientcentrerede omsorg og kræve bred sundhedsfaglig opmærksomhed i rammerne af den forhåndenværende tid og praksis, ikke mindst i en globaliseret tid, hvor hensynet til etniske og religiøse minoriteter får større betydning.

Hvordan ydes åndelig omsorg i Danmark i 2017?

Den grundforskning, der har fundet sted i Danmark og Norden i de sidste ti år, leder nu til interventionsforskning i, hvordan den åndelige omsorg bedst kan opkvalificeres i Danmark. Undertegnedes professorat i eksistentiel og åndelig omsorg er et led i disse bestræbelser (se overblik under http://faith-health.org/?p=5411. Internationalt er der på baggrund af empirisk evaluering udviklet både brugbare spørgeguidelines til italesættelse af åndelige behov i akutte situationer og bredere efteruddannelsestilbud i kommunikation om åndelige behov. I dansk sammenhæng har vi nu udviklet lignende forskningsbaserede guidelines og efteruddannelseskurser tilpasset dansk kultur. Meningen er ikke, at disse guidelines skal frem på bordet, hver gang samtalen drejer i eksistentiel retning, men de giver eksempler på, hvordan en samtale om eksistentielle og åndelige temaer kan åbnes, fordybes og afsluttes godt med konkrete eksempler på adækvate spørgsmål (www.faith-health.org/?p=5621).

Måden at åbne op for patienters eksistentielle og åndelige bekymringer og ressourcer er ikke at spørge: ”Er du religiøs?". Sådan et spørgsmål vil snarere i dansk sammenhæng afstedkomme en hurtig afvisning, hvorefter samtalen lukkes eller drejes i anden retning. Der skal bredere spørgsmål til, som relaterer sig til den kriseramtes situation, med tilkendegivelse af indlevelse, nærvær og omsorg.

I 1970’ernes sundhedssystem brød man med tabuet om især kræftpatienters seksuelle problemstillinger ved hjælp af systematiske og ledelsesunderstøttede tilgange som Plissit-modellen, og man fik systematiseret en ansvarlig omsorg for disse patientbehov. De seneste forskningsresultater omkring eksistentiel og åndelig omsorg i Danmark kalder på udvikling af lignende sundhedsprofessionel opmærksomhed omkring åndelige patient- og pårørendebehov, herunder hvordan man skaber både kultur og strategi til bedst at imødekomme dem.