Antallet af internationale forskningsartikler om forholdet mellem tro og helbred er i de senere årtier steget markant [1]. Den internationale, og nu også danske, forskning dokumenterer, at mennesker med en tro og dertil hørende livsstil har en lavere sygdomsforekomst end ikketroende [2, 3].
Andre undersøgelser dokumenterer, at eksistentielle og åndelige overbevisninger påvirker håndtering af sygdom, symptomkontrol, oplevet tryghed ved behandling og angst for døden [1]. Ifølge en nylig Harvard-undersøgelse koster døende, der oplever god åndelig omsorg fra deres palliative behandlerteam, det halve i den sidste uge inden døden, i forhold til patienter, der oplever mindre grad af åndelig omsorg. Undersøgelsens konklusion er, at det primært er fordi, de, der kun modtager en begrænset åndelig omsorg, oplever flere bekymringer, åndenød, smerter, mv., hvilket øger sandsynligheden for, at de dør på intensivafdelinger i stedet for hjemme [4].
Danskerne og religion
Samtidig står det klart, at især sygdom intensiverer eksistentielle og åndelige behov. Et større antal forskningsprojekter fra Odense, København og Aarhus har givet indblik i danske patienters og pårørendes åndelige behov (www.faith-health.org/?p=5411). Undersøgelserne tyder på, at sygdomskrise sjældent gør en ateist til troende eller en troende til ateist. Det er snarere sådan, at sygdom aktiverer eller intensiverer en tro, som mennesker kan bære i sig, ofte uden, at den har spillet en særlig aktiv rolle før i deres liv. Det synes i særlig grad at gælde for Danmark, som sociologer betegner som ”verdens mindst religiøse samfund”. Religiøsitet italesættes som et af de største tabuer i Danmark, har begrænset betydning i det offentlige rum og lader sig kun meget vanskeligt italesætte af danskerne [5].
Danskerne og tro
Skal man tro de store værdiundersøgelser, er danskernes manglende trospraksis ikke det samme som, at danskerne ikke er troende. Spørger man anonymt, som man har gjort i godt tredive år gennem ”Den Europæiske Værdiundersøgelse” finder man, at kun 7% af danskerne betegner sig som ”overbeviste ateister”, 21% som ”ikketroende”, mens 72% betegner sig som ”troende” [5]. Godt halvdelene heraf tror på en ”personlig Gud”, resten på ”en højere magt”. Danskerne kan på mange måder figurativt siges at være det folkefærd i verden med den højeste grad af ”passivt” kirkemedlemskab, der kan aktiveres ved behov. Godt 76% af danskerne er medlemmer af den danske folkekirke (verdens højeste grad af medlemskab af nogen organiseret kirke), mens kun 2% går i kirke på ugentlig basis (verdens laveste grad af religiøs praksis). Som en kollega sagde ved en konference, hvor jeg fremlagde disse tal: "This is crazy! This is like subscribing to Netflix without having a TV!”.
Passivt medlemskab
Danskernes ”medlemskab” handler om mere end kirkegang: Det handler om kulturel og etnisk tilknytning, men symboliserer tillige en tro på, at der er ”mere mellem himmel og jord”. Således er den mest udbredte trosform i Danmark: ”Jeg tror på noget, jeg ved bare ikke rigtig, hvad det er!” Dette ”passive medlemskab” kan aktiveres, såfremt man oplever et tab af kontrol i forbindelse med krise, især sygdom, enten hos sig selv eller i den nærmeste familie. På den måde kan man rettelig kalde dansk religiøsitet for ”krisereligiøsitet”.
Hvorfor åndelig omsorg?
Der kan gives to grundlæggende, konkurrerende svar på spørgsmålet om, hvilke konsekvenser den fremvoksende forskning skal have for den sundhedsfaglige praksis i Danmark. Det ene svar lyder: Når Danmark er verdens mindst religiøse samfund (og hospitalet i øvrigt er et sted, hvor praksis bygger på naturvidenskab og ikke tro), bør hospitalet ikke gøre mere i forhold til at yde eksistentiel omsorg og støtte. Den lille minoritet, der med udgangspunkt i regelmæssig kirkegang faktisk er vant til at italesætte religiøse overvejelser, kan (og vil som regel også) få dækket religiøse behov i hjemmesognet eller hos sygehuspræsten. Problemet med dette svar er, at det ophøjer de naturvidenskabeligt baserede interventionstiltag til en altdominerende kosmologi, der hverken indfanger kompleksiteten eller betydningen af patienters behov; de 2% regelmæssige kirkegængere er sikkert udmærket dækket, ja, men hvad med flertallet af de uafklarede og deres uudtalte tvivl, angst og eksistentielle nød?