Andrologien i Danmark – lad os sammen gøre det bedre!

Som det fremgår af overlæge, dr.med. Hans Jørgen Kirkebys leder i Ugeskrift for Læger 2/2021 [1], findes der ingen rene andrologiske afdelinger i Danmark. Allerede i maj 1983 udkom et andrologiudvalg nedsat af Sundhedsstyrelsen med en redegørelse: »Andrologi: organisation af undersøgelse og behandling«. I udvalget var kliniske repræsentanter for intern medicin, urologi, gynækologi-obstetrik, pædiatri og psykiatri. Udvalgets anbefaling var, at andrologi kunne være subspeciale til intern medicin, pædiatri og gynækologi-obstetrik – men ikke urologi (hvilket gav anledning til et lille skriftligt efterspil blandt urologer).

Hvert af de nævnte områder har specifikke kompetencer inden for andrologi, og vi – og ikke mindst vore patienter – er bedst tjent med, at vi har et godt konstruktivt samarbejde på tværs af vore grundspecialer. Vi er nogle, der startede med at forske i andrologi allerede i studietiden, og som valgte at blive gynækologer, idet det er inden for dette speciale, man møder flest mænd med fertilitetsproblemer. Blandt de 15-22% af befolkningen, der har fertilitetsproblemer, findes årsagen hos manden i en tredjedel, og hos yderligere en tredjedel er årsager hos manden medvirkende.

Andrologien er af Sundhedsstyrelsen anerkendt som højtspecialiseret funktion og er placeret i fertilitetsklinikkerne på Rigshospitalet og Odense Universitetshospital. Nogle fertilitetslæger beskæftiger sig hovedsageligt med kvinder, mens andre hovedsageligt beskæftiger sig med mænd, men jeg anser de sammenhængende fertilitetsklinikker som hensigtsmæssige, så heteroseksuelle, infertile par kan behandles som en helhed – mentalt og medicinsk.

Behandling af infertile mænd omfatter både sædundersøgelse, klinisk undersøgelse, inkl. UL-skanning af testikler, prostata og sædblære [2], hormonelle og genetiske laboratorieanalyser [3] samt medicinsk og kirurgisk behandling. Det er hensigtsmæssigt og rationelt, at alle disse funktioner tilbydes i samme regi (som det også er kendt fra gynækologien). Eksempelvis indebærer hensigtsmæssig behandling af mænd med retrograd ejakulation, at man både kan tilbyde medicinsk behandling, håndtering af sæd udtaget fra urinblæren efter alkalinisering af urinen og kirurgisk udtagning af sædceller [4]. Primær såvel som sekundær hypogonadotrop hypogonadisme (f.eks. Kallmanns syndrom) kræver langvarig hormonbehandling med løbende monitorering af sæd- og hormonparametre. Og i en afdeling som vores modtager vi et stort antal fertilitetspatienter fra alle landets fem regioner til mikrokirurgisk udtagning af sædceller (mikrodissektion-TESE).

Andrologi er altid blevet behandlet stedmoderligt i Danmark. I Sundhedsstyrelsens diagnosekoder anvendes betegnelsen »oligospermi«, selvom der internationalt er konsensus om at anvende den mere logiske betegnelse »oligozoospermi«, i betegnelsen »teratozoospermi« har man glemt en stavelse, så der står »terazoospermi«, »asthenozoospermi« er slet ikke en mulig diagnose, selvom det er en hyppig tilstand osv.

Vi andrologisk orienterede fertilitetslæger har altid nydt godt af et konstruktivt samarbejde med andrologisk orienterede endokrinologer, urologer, pædiatere, genetikere, patologer og en lang række eksperter uden et lægeligt speciale. Sådanne store netværk er en forudsætning, hvis man skal forsøge at udvikle sædceller til mænd med svær nonobstruktiv azoospermi og manglende sædcelleproduktion [5].

Her til lands har vi et mindre selskab: Dansk Andrologisk Selskab, som nogle af os prøver at holde liv i, men der er også større internationale andrologiske selskaber, bl.a. European Academy of Andrology, som kun et fåtal af os danskere er medlem af. En af forklaringerne er utvivlsomt, at de mange store fertilitetsselskaber samt urologiske og endokrinologiske selskaber har store andrologiske sektioner.

Nu hvor debatten igen er rejst, er tiden måske inde til at genoverveje, hvordan andrologien fremover bør organiseres i Danmark? Det må være et absolut mål, at vi fastholder og forener de mange gode andrologiske kompetencer, der findes i de enkelte grundspecialer til størst mulig gavn for vore patienter.