Skip to main content

Angsten i kunsten: Ti danske kunstnere fortæller

♠ Professor Raben Rosenberg E-mail: raben@dadlnet.dk

6. mar. 2009
2 min.


Dette er en meget smuk bog både i form, indhold og formål. Forfatteren er læge med tillægsuddannelse i journalistik. Han har selv oplevet uforståelig angst og blev overrasket over, hvor teoretiske og lærebogsagtige mange bøger om angst er. Derfor skulle der skrives en anden bog om angst. Bogen udmærker sig ved velskrevne interview med en række kunstnere (Naja Marie Aidt, Jørgen Leth, Katrine Gislinge, Peter Høeg, Kirsten Thorup, Henrik Nordbrandt, Cathrine Raben Davidsen, Ib Michael, Ghita Nørby og Michael Kvium), der hver især fortæller om deres egne oplevelser og refleksioner i relation til angstens mange fremtrædelsesformer: panikangst, fobier, tvangstanker og psykosenær angst. Bogen afsluttes med korte oplysende lærebogsagtige kapitler om angstens fremtrædelsesformer, dens årsager og de vigtigste behandlinger. Der er desuden et interview med professor Tom G. Bolwig, der på baggrund af sine mangeårige kliniske erfaringer reflekterer over forholdet mellem angst og skabelse af stor kunst.

Bogens force er, at angst reflekteres ind i en kunstnerisk sammenhæng, og at angstsymptomerne herved ikke blot ses klinisk isoleret, men tværtimod får et konkret eget liv gennem interview med de forskellige kunstnere, der dækker et bredt felt af kunstarter. Formålet er ikke at snage i komplicerede kunstnerpsyker, men at give læseren indblik i, hvorledes de forskellige kunstnere har evnet at leve med og kontrollere angsten. Budskabet er vigtigt: Man kan være kunstnerisk aktiv på et højt niveau trods perioder med angst. Det er oplysende, at kunstnerne benytter de samme metoder som andre mennesker for at kontrollere angstsymptomerne. Der er blevet anvendt både medicinske og psykologiske behandlingsmetoder. Ikke overraskende finder man, at kunstnerne også har benyttet angsten til en kirkegaardsk refleksion over eksistentielle temaer både i relation til eget liv og kunstnerisk produktion.

Fotograf Kaarde Viermos har bidraget med meget smukke fotografier af hver enkelt kunstner. Udgivelser fra PsykiatriFonden har generelt et højt grafisk niveau, men denne bog er et lille grafisk mesterværk. Med andre ord, både indholdsmæssigt og grafisk en fornem udgivelse, som man må håbe får en stor læserskare. Bogen bidrager fornemt til at afmytologisere angstlidelser og give patienter håb.