Anoreksifælden

I Ugeskrift for Læger (2005;167:559) anmelder afdelingslæge Thomas A. Brinck, Psykiatrisk Afdeling, H:S Rigshospitalet, Poula Rose Henriksens bog »Anoreksifælden« - som han ikke kan anbefale.

Vi kan på det amtsgodkendte bo- og behandlingssted Krogagergaard ikke finde belæg for, at stedets synspunkter angående anoreksiens væsen »er en grov påstand og mangel på respekt for syge mennesker«. Bogens synspunkter er dokumenteret af anoreksipigerne selv. Vi nærer ikke generelt »fjendtlighed over for al lægelig behandling af psykiske tilstande og over for det etablerede behandlingssystem«, men påviser, at der er et X-antal anorektikere, der kan få større gavn af den i bogen beskrevne alternative NLP-terapi. En kilde oplyser efter samtale i 2002 på Psykiatrisk Afdeling, H:S Bispebjerg Hospital: 50% bliver raske, 10% dør, 40% får et elendigt liv. I bogen »Spiseforstyrrelser«, Psykiatrifondens Forlag, 2003, side 52, Figur 2 om anoreksi: 40% bliver raske, 30% får det bedre, 20% bliver kronisk syge. Comorbiditet: 65% får depression, 35% får angst- eller tvangstilstande. Ifølge artikel i B.T., juni 2002 (af Mette Fensbo), udtaler overlæge Marianne Hertz, Psykiatrisk Afdeling, H:S Rigshospitalet, bl.a.: »Be-handling af anoreksi bør ikke foregå på de psykiatriske afdelinger sådan som det sker i dag«, og »der findes ingen standardbehandling, det der skal til, er at lægge et individuelt behandlingsprogram. Det kræver et helt konkret samtale-program«.

Hvad tilbydes? Kostplan og miljøterapi, altså mad, hvad det netop ikke drejer sig om. Lægerne har svært ved at give slip: »behandlingsmulighederne er ikke udtømte«, hvilket socialforvaltningerne dækker sig ind under og dermed fravælger det alternative. Vi ved, at der er mange, der ikke hjælpes i det etablerede system, hvilket vi har dokumentation for, og udskrives til tomhed og fortvivlede forældre. Det er dokumenteret, at de kan hjælpes i det alternative, således på Krog-agergaard. Bogen må naturligvis være et opgør med det etablerede - så længe det ikke drejer sig om livstruende situationer. At et paradigmeskift er påkrævet, vidner mange samtaler med de unge og deres forældre om. Helt enkelt: hvorfor ikke erkende, at nogle kan hjælpes i social- og sundhedsvæsenet, som slet ikke har kapacitet nok, mange andre ikke? De bør selvfølgelig hjælpes i det alternative. Paradigmeskiftet!

SVAR