Skip to main content

Anstændig debat efterlyses

Birgit H. Petersson

2. nov. 2005
2 min.

Er overlæge Marianne Lau virkelig så inkompetent, at hun skal have en journalist i UfL (2002; 51: 6108-10) til at bringe hendes synspunkter i den faglige debat, som for tiden foregår omkring recovered memories, med udgangspunkt i overlæge Jytte Willadsens (JW) kronik i Politiken (14.10.2002)? Tilmed benytter journalisten, der selv under betegnelsen sundhedsfaglig journalist har skrevet en kronik i Politiken (med psykolog John Halse), lejligheden til at nedvurdere et så sjældent fagligt begavet menneske med, at vedkommende er pensioneret. Sjældent har man vist en sådan ynkelighed i UfLs spalter. Hvor er redaktionen henne i denne sag? Handler det om at enkelte lægers og hospitalers prestige nu er på spil, efter at man er blevet saglig underkendt, og redaktionen føler, at denne prestige må modvirkes med alle midler, også usaglige? Eller er der tale om journalistens private korstog i stedet for en nødvendig videnskabelig og faglig debat?

Hvis interviewet havde været en dialog med JW, hvis navn ikke engang er nævnt i teksten, havde der været lidt anstændighed tilbage. Det samme havde været tilfældet, hvis man havde husket at medtage, at 31 psykologer fra Aarhus Universitet gik ind og støttede kronikkens indhold og bad deres kolleger opdatere deres viden. Må vi få en anstændig videnskabelig debat?

Jeg har tidligere i min tid i Lægeforeningens centrale organer taget afstand fra den politiske brug af journalister i UfL, og senest i forbindelse med diskussionerne omkring UfL videnskabelige del været imod at ansatte journalister skulle formidle lægestof i UfL. Det mindste krav må være, at læger kan argumentere videnskabeligt og selv kunne formidle viden og mulig kritik. Det gælder ikke mindst, hvis man påtager sig at udfærdige offentlige erklæringer til bl.a. retssystemet. En artikel som denne bør endnu en gang føre til, at man overvejer, hvad man bruger journalister til i UfL. Fremme af troværdighed kan det ikke være, når man bruger så beskidte midler som nedvurdering.

De desværre alt for få læger, der kender litteraturen omkring recovered memories, har glædet sig over, at psykologgruppen fra Aarhus Universitet reagerede så hurtigt på JWs kronik. Det glædelige var især, at en anden og i denne sammenhæng afgørende faggruppe også havde indblik i de faldgruber, der kan være en følge af anvendelsen af recovered memories. JW trænger ikke til at få faglig hjælp i denne debat for at trække det længste strå. Men kan lægestanden, som den præsenteres i UfL, være tjent med en så underlødig debatform og stadig blive respekteret? Det tror jeg ikke.