Ansvaret for forebyggelsen i almen praksis: Kan man, hvad man vil?

Hvad er det egentlig, at almen praksis kan love resten af sundhedsvæsenet, at sektoren kan udrette inden for forebyggelse? Forventningerne er vist helt i top, så det må være en del af det faglige ansvar i almen praksis at tydeliggøre, hvad der er belæg for, at almen praksis kan udrette.

Det område, jeg kender bedst til, er de praktiserende lægers råd om rygestop. Inden for rygestopområdet er konklusionen i et Cochrane-review om korte råd om rygestop fra lægen, at råd kan øge frekvensen af rygestop med 2,5% sammenlignet med rutinepraksis [1]. I forfatternes perspektivering fremgår det imidlertid, at mens der synes at være en tilstrækkelig viden til at konkludere noget om effekten af sådan en intervention, er det stadig en udfordring at finde ud af, hvordan man øger frekvensen af rygestop hos de praktiserende læger i det daglige arbejde.

Flere undersøgelser har belyst i detaljer, hvordan praktiserende læger løfter opgaven med at give råd om rygestop som en del af konsultationen [2-4]. Det er en opgave, som tilsyneladende er noget vanskeligere at løfte, end man lige skulle tro. Forebyggelse som en del af konsultationen stiller store krav til håndteringen af lægen og patientens indbyrdes roller og positioner.

Frede Olesen skriver i Ugeskrift for Læger den 1. oktober 2007 (Ugeskr Læger 2007;169:3414-6), at der er forskel på, hvad forskellige lejre i almen medicin vil tilbyde af forebyggelse til deres patienter. Ud over spørgsmålet, hvad det er, almen praksis vil tilbyde, synes jeg, at det er relevant at rejse spørgsmålet, hvad det egentlig er, at sundhedsvæsenet som sådan og samfundet i øvrigt kan regne med, at almen praksis kan løfte inden for forebyggelse. Det vil gøre det muligt at lave en samlet prioritering af forebyggende indsatser i samfundet, som hviler på realistiske forventninger til, hvad almen praksis kan udrette. De (urealistisk?) store forhåbninger til almen praksis skulle helst ikke tage opmærksomheden fra de måske nok mere væsentlige kollektive forebyggende indsatser, som skal foregå uden for rammerne af sundhedsvæsenet [5].