Ansvaret for videreuddannelsen skal ligge ét sted: Hvor patienterne er – i det offentlige sundhedsvæsen

Regeringen og regionerne indgik for få dage siden en ny akutaftale, som har en række gode, nye elementer. Nogle af dem har vi i Lægeforeningen haft stort fokus på: en midlertidigt forlænget behandlingsgaranti og hurtigere godkendelse af udenlandske kolleger. Men der er også velkendte elementer, som man kan undre sig over, at regionerne ikke for længst har sat i gang ­eller sat turbo på – som eksempelvis at give nye medarbejdere en god start og at sikre bedre aflastning af sundhedspersonale.

Og så er der de konsekvenser af den samlede akutaftale, som er mere upåagtede, men meget vigtige set med lægeøjne. De kan rokke ved balancen mellem offentlig og privat behandling og gøre det sværere at fastholde personale i det offentlige sundhedsvæsen. Dertil kommer, at de potentielt kan få afgørende betydning for den lægelige videre­uddannelse.

Den ny aftale lægger op til, at flere behandlinger skal foregå i privat regi. Det offentlige skal i øget omfang betale for at lade patienter blive behandlet og ­undersøgt på private hospitaler og klinikker, dog til en reduceret pris. Det sker på et tidspunkt, hvor andelen af behandlinger på privathospitalerne aldrig har været større. I 2022 henviste ­regionerne knap 237.000 undersøgelser og behandlinger til ­privathospitaler og private klinikker. Det er 63% flere end i 2019, hvor knap 146.000 patienter blev sendt på et privathospital. Samtidig åbner den nye aftale for, at Sundhedsstyrelsen skal vurdere, på hvilke områder flere specialiserede behandlinger skal kunne udføres i privat regi. Samlet set må vi altså regne med yderligere vækst i ­antallet af private behandlinger og med en potentiel risiko for, at den højtspecialisede behandling, som vi har brugt mange kræfter på at samle på få offentlige sygehuse, spredes.

Her og nu kan det høvle toppen af ventelister, men det er også en udvikling, som ikke kun i de sidste par år, men også fremadrettet kan udfordre den sikkerhed for videreuddannelse, som vi har taget for givet. Vi ­risikerer et scenarie med en mangelfuld videreuddannelse i offentligt regi, hvor den enkelte kan få vanskeligt ved at sikre     sig de nødvendige kompetencer, og hvor ansvaret for, at læger specialuddannes i tilstrækkeligt omfang, de facto bliver delt. Vi ønsker ingen af delene og kan kun advare mod en situation, hvor regionerne ikke meningsfyldt vil kunne stå inde for, at yngre kolleger får den nødvendige, basale uddannelse på en række områder. Simpelthen fordi der udføres for få af nogle indgreb på de offentlige afdelinger.

Den nye aftale lægger op til, at regionerne kan indgå aftaler med privathospitaler om at bidrage til uddannelse uden nærmere specifikation af, hvilke faggrupper der tales om eller hvordan. Formuleringerne er ikke særligt håndfaste. Og man kan også diskutere, om det er en god idé i større omfang, når det gælder læger. Der kan være grund til at frygte, at unge læger ikke vil få erfaring med et tilstrækkeligt bredt udsnit af ­patienter med behov for både basale og mere avancerede behandlinger. Man kan også være betænkelig ved, om privathos­pitaler, som jo er underlagt markedsvilkår, vil kunne garantere stabile uddannelsestilbud over længere tid – ikke mindst når vi forhåbentligt kan få sikret, at det offentlige kan levere på sin opgave.

Under alle omstændigheder er det afgørende, at ansvaret for videreuddannelsen fortsat ligger ét sted. Det hører naturligt hjemme der, hvor de fleste patienter – trods alt (!) – fortsat er, og det er i det offentlige sundhedsvæsen.

Et andet element i akut­aftalen, som potentielt kan få ­direkte konsekvenser for vores faglighed, er, at »udviklings- og forskningsarbejde samt ph.d-­arbejde i en periode kan vige for det kliniske arbejde, hvor det er muligt«. Det er svært p.t. at afkode, hvad der præcist ligger i de formuleringer, som Lægeforeningen har udtrykt stor skepsis over for. At begrænse forskning, som jo er afgørende for den løbende udvikling af nye og eksisterende behandlingsmuligheder, giver ikke mening. Derudover er det vigtigt at huske, at lægers forskning, herunder vores løn, imens vi forsker, ofte er finansieret af andre end regionerne, og derfor kan man ikke uden videre gå ud fra, at læger ansat med henblik på forskning kan blive en del af det kliniske patientnære arbejde.

I de kommende måneder skal den nye akutaftale omsættes til virkelighed. Vi vil have et skarpt øje på, at det bliver i en version, som ikke nedprioriterer forskning, og som tilbyder unge læger videreuddannelse i et offentligt sundhedsvæsen, som har alle nødvendige behandlinger og operationer på hylderne – dét er også i patienternes interesse.