Antimikrobiel resistens: fælles national tilgang i kampen mod vancomycinresistente enterokokker

Infektioner med vancomycinresistente Enterococcus faecium (VREfm) kan være vanskelige, til tider umulige, at behandle [1]. WHO og CDC angiver begge VREfm som en af de største trusler blandt de resistente bakterier. Mange mennesker er bærere af VREfm i tarmen, uden at det manifesterer sig som sygdom. Smitte med VREfm sker næsten udelukkende på hospitaler. Bakterierne danner biofilminfektioner på implantater, herunder hjerteklap-, kar- og ledproteser, og giver især alvorlig sygdom hos patienter, der er svækkede af andre lidelser. Kun ganske få antibiotika er virksomme mod VREfm og tåles godt af patienter, især ved længerevarende behandlinger. I øjeblikket ser vi spredning i Danmark af VREfm, der også er resistente for teicoplanin.

De danske infektionshygiejniske retningslinjer anbefaler, at patienter med VREfm isoleres ved hospitalsindlæggelse, og at der foretages aktiv screening af risikopatienter, herunder patienter fra afdelinger med udbrud af VREfm [2]. Retningslinjerne er ikke juridisk bindende, men angiver en mindste standard for bedste praksis i behandling og pleje, som forventes at blive fulgt [3]. Mens nogle hospitaler, herunder hospitalerne i Region Sjælland, yderligere har intensiveret overvågning af VREfm med bl.a. løbende fuldgenomsekventering af alle VREfm isoleret fra patienter og hospitalsmiljø, har andre danske hospitaler de senere år valgt hverken at isolere eller screene.

Siden flere hospitaler ophørte med specifikke forholdsregler over for spredning af VREfm, er andelen af vancomycinresistente isolater ved invasive E. faecium-infektioner på få år steget fra at ligge stabilt på ca. 9 -10% til nu 14% på landsplan [4]. Denne udvikling må forventes at fortsætte med den nuværende praksis.

Der er udviklet enkle og billige procedurer til massescreening af prøvemateriale for VREfm [5]. Sådanne tests kan påvise uopdagede bærere af manifeste eller potentielle VREfm og afsløre uerkendte igangværende udbrud.

Infektioner med VREfm har konsekvenser for den enkelte patient og for hospitalsvæsenet: Et stort antal publikationer viser, at i forhold til vancomycinfølsomme E. faecium forårsager VREfm længere og dyrere behandling, længere indlæggelsestid, længere behov for intensivbehandling og længere og mere krævende efterbehandling, selv når der tages hensyn til patienternes grundtilstand. Som følge heraf er der god økonomi i at undgå infektioner med VREfm. Omfattende screening og genomisk baseret tidlig opdagelse af spredning på hospitaler muliggør hurtig intervention, hvilket begrænser antallet af smittede og reducerer ekstraudgifter.

Den voksende trussel fra antimikrobiel resistens bør imødegås med langsigtet sammenhængende prioritering. VREfm giver alvorlige og fordyrende nosokomielle infektioner hos vores mest sårbare patienter, hvorfor spredning bør bekæmpes på hospitalerne gennem en ensartet national hygiejnisk standard.