Skip to main content

Anvendelse af akupunktur i den primære sundhedssektor

Alment praktiserende læge Thorkild Bøgh Christensen, Vinderup, E-mail: t.boegh@teliamail.dk

3. nov. 2005
2 min.

Det er ca. 30 år siden danske læger begyndte at interessere sig for akupunktur. Dengang havde man kun den kinesiske forklaringsmodel. Med den indsigt, man siden har fået i mulige neurofysiologiske mekanismer bag akupunkturens virkemåde, er man også nået frem til nogle indikationsområder, og der er blevet udviklet en behandlingsmetode, som er specielt egnet til brug i den primære sundhedssektor.

En af hovedindikationerne for akupunktur er hele det store symptomkompleks, der falder ind under begrebet myofascielle smerter. Dette er noget, der fylder rigtig meget i almen praksis, og kan vi her effektivt behandle denne smerteproblematik, undgås de lange smerteforløb og risikoen for udvikling af kroniske myofascielle smerter.

Et myofascielt smertesyndrom begynder med triggerpunktaktivitet og/eller hypertoni i en muskel eller muskelgruppe. På dette stadium, hvor det drejer sig om inaktivering af relativt få triggerpunkter, findes der næppe nogen mere effektiv metode end akupunktur eller dry needling. Der er forskellige teknikker, men fælles for dem er at opnå en stimulation af nervefibre, der hæmmer transmissionen af nociceptive impulser fra triggerpunkterne i det sensoriske baghorn. Derved sker en afspænding af triggerpunkternes hypertone muskelfibre, og man opnår en umiddelbar smertelindring.

En hypotese er, at triggerpunkter opstår ved den motoriske endeplade, hvor en sensibilisering af de sensoriske og autonome nerveender fører til en kontraktion af muskelfibrene. I en muskulatur med triggerpunktaktivitet og hypertoni opstår der på grund af karafklemning lokal hypoksi, og når en sådan muskel bruges, øges hypertonien og dermed hypoksien. Dette forårsager frigørelse af endogene substanser, som øger det nociceptive input på det sensoriske baghorn og yderligere triggerpunktaktivering.

Med den udvikling, der er sket, må man sige, at akupunktur er blevet et vigtigt værktøj i den myofascielle smertebehandling, og at akupunktur er et lægeligt speciale, der hører hjemme i den primære sundhedssektor.

Det er et lægeligt speciale, fordi analysen af et smertesyndrom kan være ganske kompliceret, når der først er udviklet sekundære og tertiære triggerpunkter og ikke mindst, når en smerte manifesterer sig et andet sted end der, hvor den udgår fra. Kan man ikke finde den udløsende årsag, kan man ikke behandle smerten.

Det hører hjemme i den primære sundhedssektor, for det er her vi møder smerteproblemerne i de tidlige stadier.

Mange lidelser kunne undgås, og der kunne spares mange penge ved at satse på og tilføre resurser til non-farmakologisk smertebehandling i primærsektoren. Myofascielle smerter skal behandles med rettidig omhu.