Arktisk medicin

En måned som vikar på medicinsk afdeling på Dronning Ingrids Hospital (DIH) i Nuuk, gør mig ikke til orakel på grønlandske sygehusforhold. Men det, man ikke opfatter på fire uger, forbliver måske for altid skjult for øjet.

Det grønlandske sygehusvæsen er det samme bundløse kar som det danske. Man mangler personale, udstyr og penge. Det er sin sag at få sepsis, når man blot er en måned gammel og født i Uummannaq, 1.000 km nord for landssygehuset. Og så på et tidspunkt da lokalsygehusets eneste laborant er bortrejst, og samtlige evakueringsmuligheder er opbrugte, fordi de relevante fly og helikoptere er i luften og piloterne i de øvrige overholder hviletidsbestemmelserne.

Ting tager tid. Sådan er det i Danmark, og sådan er det i det enorme land mellem den gamle og den ny verden. Det sætter debatten i Danmark om udrykningshold og afstande mellem sygehusene i relief. Det er ikke så nemt at ændre på Grønlands udstrækning, heller ikke på logistikken. Så det må befolkningen, inklusive lægerne, indstille sig på. Det er dog ikke det mest frustrerende for en fireugers passant. Det er derimod følgerne af den flagrante personalemangel.

Uden danske vikarer kan det grønlandske sundhedsvæsen ikke fungere. Vikarer er dyre, de er nemlig ikke altid ansat på samme lønvilkår som de fastansatte. Hjemmestyret betaler, hvad man mener man har råd til. Men det er min fornemmelse, at der er et betydeligt skisma i forholdet mellem, hvad man ofrer på løst og fast personale. Vikarer kommer og går, leverer varen, men bidrager hverken til kontinuitet, kultur eller grundlæggende kvalitet. Vi gør det, så godt vi kan, men enhver der har været ansat i korttidsvikariater, ved, at en del af opgaverne bliver henlagt til næste vikar og til de fastansatte efter deres ferie.

Den ideelle løsning er naturligvis at sikre en fast stab af sundhedspersonale. Men det kræver, at man gør det mere attraktivt at søge stilling i Grønland. Her tænker jeg ud over på løn og beskatning også på boligforhold, institutioner og beskæftigelsesmuligheder for ægtefæller. Nøjagtig som i Danmark.

Hvorfor søge arbejde på DIH eller et af kystsygehusene? Der er, som jeg ser det, bortset fra de faglige udfordringer, og de er anseelige, kun en eneste grund: den grønlandske natur. Nuuk er mildt sagt ikke særlig spændende. Når man har gjort sig bekendt med de 100 km asfalteret vej i området, er der vandrestøvler, snesko, ski og motorbåd tilbage. Områderne er enorme, naturen overvældende.

Er man ikke til friluftsliv og råt klima er der, ud over det meget meningsfyldte arbejde, ikke meget at komme efter i Nuuk. Så de fastboende danskere er en højselekteret gruppe. Det er ikke svært at blive indtaget i fjorden, fjeldene, lyset og luften. Og det er det, der sælger varen.

Men det virker som om de grønlandske politikere har valgt at lade stå til inden for sygehusområdet. Som om den storslåede natur skal kompensere for de mange problemer og frustrationer, de evindelige vikarrokader skaber. Jeg er sikker på, at efterspørgslen ville svare til udbuddet, hvis man fra grønlandsk side tog problemet alvorligt. Jeg er ikke blind for, at danskere, der arbejder i Grønland, gennemsnitligt tjener betydeligt mere end grønlænderne, og at der i den besynderligt afslappede personalepolitik på sygehusområdet er aspekter af politiske finurligheder og selvstyreromantik.

For patienter og personale er hverdagen på sygehuset ganske krævende. Jeg ved ikke, om det er for stærkt at betegne forholdene som ulandsagtige, men påstanden om, at befolkningen i Grønland, afstandene og den deraf følgende logistik til trods, ikke skal behandles dårligere end indbyggerne i Danmark rent sundhedsmæssigt, holder ikke. Dertil er der for mange løse ender. For mange henvisninger der går tabt, for lange ventetider, for mange vakancer. »Siden Grønland hjemtog sundhedsvæsenet har Landsstyret ikke løbende justeret behandlingstilbuddene i takt med dem, der har fundet sted i Danmark. Derfor er de to sundhedssystemer ved at bevæge sig længere og længere væk fra hinanden«, skriver lederskribenten i dagens udgave af Grønlandsposten.

Men havørnen flyver forbi mit vindue, og pukkelhvalerne blæser på fjorden.