Artrose i socialmedicinske perspektiver

Muskel og skeletsygdomme er særdeles udbredte, og det skønnes, at omkostningerne i forbindelse hermed er adskillige milliarder kroner årligt. En ikke ubetydelig del af omkostningerne skyldes artrosesygdomme, der ses med stigende incidens [1]. Blandt de 21 hyppigste folkesygdomme i Danmark er artrose nummer to (2010-2012). I forhold til sygedage, førtidspensioner, udgifter til behandling og pleje og produktionstab er artrose henholdsvis nummer fire, syv, to og syv [2].

Der er således tale om et stort folkesundhedsproblem, der kalder på et særligt fokus, og i dette nummer af Ugeskrift for Læger er en række artroseproblematikker behandlet.

Artrosesygdommen er kendetegnet ved kroniskesmerter, indskrænket bevægelighed og nedsat funktionsevne i arbejde og hverdagsliv. Som andre kroniske somatiske sygdomme påvirker artrosesygdommen også det mentale helbred og livskvaliteten. Funktionsbegrænsningen kan give anledning til, at sociale aktiviteter må ophøre eller begrænses med mulig ensomhed som konsekvens, et forhold der kommer mere og mere fokus på. I det seneste nummer af Gigtforeningens medlemsblad »Ledsager« har man »ensomhed« som selvstændigt tema med beretninger om de psykosociale konsekvenser af at leve med muskel- og skeletsygdomme [3].

Artrosesygdommen og konsekvenserne heraf rammer socialt ulige

Artrose blev tidligere kaldt slidgigt, hvilket var en uheldig betegnelse, da kun et mindretal af artrosesygdomme er forårsaget af slid.

Der er en udbredt opfattelse af, at arbejde er en hyppig årsag til artrose. Dette er imidlertid ikke tilfældet, om end udbredt knæliggende eller hugsiddende arbejde, arbejde med ikke faste byrder og landbrugsarbejde kan resultere i en overhyppighed af artrose i henholdsvis knæ, ryg og hofter.

Hvis man er i erhverv med stor fysisk belastning, kan det være særdeles vanskeligt at udføre arbejdsopgaverne, hvorimod erhverv uden større fysiske krav og med gode muligheder for vekslende arbejdsstillinger muliggør tilrettelæggelse af arbejdet med de skånehensyn, artrosesygdommen medfører.

Borgere med grundskoleuddannelse har betydeligt flere gener og smerter fra muskler og led end borgere med mellemlang/lang uddannelse. Andre eksponeringer end slid gennem livet har indflydelse på uligheden [4].

En del patienter med artrose og mere end seks år til folkepensionsalderen oplever at komme i klemme i det sociale system og finder vejen til en permanent ydelse som fleksjob eller førtidspension vanskelig. Dette skyldes, at arbejdsevnen skal være nedsat i ethvert erhverv. Som nævnt ovenfor findes der en række erhverv uden større fysiske belastninger. Patienter, der har arbejdet i fysisk krævende erhverv og ikke har uddannelser, der kan udnyttes i mindre fysisk krævende erhverv, kan principielt ud fra en helbredsbetragtning arbejde i ikke fysisk krævende erhverv, men kan realistisk set ikke opnå ansættelse i et sådant arbejde. Konklusion: For rask til fleksjob eller førtidspension, for syg til at kunne varetage et arbejde inden for eget område. Disse patienter er i stor risiko for at ende på kontanthjælp eller ressourceforløbsydelse, hvilket for størsteparten vil medføre en betydelig lønnedgang. For patienter med under seks år til folkepensionsalderen er denne problematik imødegået med lov om seniorpension, hvor patienten bedømmes i forhold til sidste/hyppigste erhverv.

En ny lov om ret til tidlig pension, som regeringen aktuelt stiller forslag om, den såkaldte »Arne-pension«, er på vej. Som det ser ud nu kræves der, at man har været beskæftiget 42 år på arbejdsmarkedet. Loven vil ikke løse problemerne for borgere, der grundet fysisk krævende arbejde og artroseproblemer ikke kan honorere kravene til deres arbejde. I hvert fald ikke, hvis dette misforhold opstår, inden man har været på arbejdsmarkedet i 42 år. Det er vores vurdering, at »Arne-pensionen« vil øge den sociale ulighed og tilgodese de stærkeste i målgruppen og skade de svageste i målgruppen.

Behandling og rehabilitering

Behandling af konsekvenser af artrose er symptomlindrende medicin, kirurgi og i stigende omfang genoptræning. Rehabilitering omfatter genoptræning og behovsbestemte indsatser af social, beskæftigelsesmæssig og uddannelsesmæssig karakter.

Rehabiliteringen af artrosepatienter varetages af det kommunale sundhedssystem, hvor især GLA:D-konceptet udbydes til patienter med artrose i knæ og hofter. Der er en et vis variation i henvisningskriterier og i, hvilke aldersgrupper rehabiliteringen udbydes til. Der fokuseres især på træning og vedligeholdelse af fysisk aktivitet, men også smertemestring og energiforvaltning er en del af tilbuddet. Den behandlende læge kan orientere sig på www.sundhed.dk om, hvilke tilbud og henvisningskriterier der findes i de enkelte kommuner. Det er afgørende, at rehabiliteringen retter sig imod såvel de somatiske og sociale som de mentale udfordringer. Et studie gennemført i Region Sjælland viste, at to trediedele af patienterne med somatiske funktionsevnebegrænsninger ligeledes havde funktionsevnebegrænsninger betinget af mentale problemer [5]. Som nævnt kan der være behov for skift til mindre fysisk belastende job, et skift, der eventuelt kræver uddannelse.

Rehabiliteringen kan med fordel gennemføres med udgangspunkt i ICF-referencerammen, en biopsykosocial model, hvor det tydeliggøres, at ikke kun selve sygdommen har betydning for funktionsevnen, men også personlige faktorer som ressourcer og mestringsstrategier samt omgivelsernes krav og eksponeringer af forskellig art [6, 7].

For artrosepatienter i den arbejdsføre alder er det af stor betydning at inddrage arbejdspladsen på et tidligt tidspunkt, da rettidig omhu kan bidrage til arbejdsfastholdelse og til at kunne justere kravene. De arbejds- og socialmedicinske afdelinger kan understøtte en sådan inddragelse i samarbejde med kommunerne, patientens faglige organisation og virksomhedens arbejdsmiljøorganisation.

Artrose kan opstå i alle led, mest udtalt i ryggen, og er en betydelig del af sygdomme i bevægeapparatet, som er den sygdomsgruppe, der udgør den største sygdomsbyrde i Danmark.

Det undrer os, at en sygdom, som i den grad udgør en stor samfundsøkonomisk byrde i behandling, genoptræning, rehabilitering og produktionstab og uligt belaster livskvalitet og gode leveår for så mange mennesker, endnu ikke har fået en national handlingsplan – som hermed efterlyses.