Artroskopi, dyb infektion og resultatopgørelse

I Ugeskrift for Læger den 3. maj 2004 [1] præsenteres en i flere henseender god artikel om emnet dyb infektion ved artroskopi i Danmark. Artiklen overser helt, at der laves 4.000-6.000 artroskopier i speciallægepraksis om året i Danmark! Problemet er, at man tager Landspatientregistret som solokilde, og speciallægepraksis sender ikke oplysninger til dette register (guderne må vide hvorfor!).

Der opstilles et spørgsmål, om alle bør have antibiotika inden indgreb. Det bruges, så vidt jeg ved, ikke i speciallægepraksis. Der er eksempler på dyb infektion fra speciallægepraksis.

Fra min praksis kender jeg en periode, hvor der var ét om måneden, indtil vi fandt årsagen hos en sygeplejerske, som ikke kunne se helt skarpt og derfor overså urenheder. Hun lærte det, og proceduren ændredes, så infektioner forsvandt. De har mig bekendt ikke været der siden (hun er nu på pension).

I speciallægepraksis kan det være et problem, at vi ikke får udmelding fra sygehusene, såfremt de får en af vore patienter indlagt med dyb infektion. Det ville være ønskeligt af hensyn til muligheder for at analysere forløbet og evt. finde årsag og derigennem forebygge nye lignende situationer.

Det anslåede antal mørklagte infektioner tror jeg ikke på! Patienterne kommer ofte ud hos os, når de har været udsat for et problem af denne karakter i sekundærsektoren, og der er ikke så mange, som antydet i artiklen.

Et problem kan være den tid, det tager at gennemføre en artroskopi. Fra mine sygeplejersker hører jeg jævnligt, at det på sygehuse tager op mod en time fra kikkert indsættes i knæet til den tages ud igen. For en rutineret speciallæge tager det 10-20 min afhængigt af, om man skal fjerne meniskvæv o.l. Større intraartikulære indgreb laves ikke i speciallægepraksis, hvor betaling er via Sygesikringen. Det er mit indtryk fra samtaler med de speciallæger, der driver klinikker med patienters egenbetaling, at infektion er uhyre sjældent.

Det peger således hen imod, at artroskopørens rutine betyder ikke så lidt. Dette debatteres ikke meget i artiklen, men for os gamle synes dette at være den væsentligste faktor. Mange af de procedureresultater, vi ser i de store internationale tidsskrifter, er lavet af rutinerede speciallæger, og komplikationsfrekvenserne vil da også blive mindre.

Her er det overlægernes undervisning af de yngre læger, der nok kunne have brug for en opstramning. (Ja, man kunne måske ligefrem overveje, om det er en idé, at yngre ortopæder kom ud i speciallægepraksis og dér blev oplært i skopi, så antallet af infektioner kunne falde).

Det kunne være endnu billigere end antibiotika, som foreslået i artiklen.

SVAR