Panelet
Arvesynd og ulighed
Umiddelbart skulle man måske tro, at det er de sygeste og dermed de fattige, der er dyre i sundhedsvæsenet. Jeg har en mistanke om det modsatte.
20. jul. 2016
3 min.
Ulighed i sundhed er for tiden et tema i den bedste sendetid. Hvis ansvar er det, har man ikke også et personligt ansvar? spurgte tv-lægen den gravide, cigaretrygende mor til tre, som sad fast i et liv på kontanthjælp.
Har den nyfødte i sådan en familie et ansvar for, at hun/han fødes nogle hundrede gram lettere end tandlægeparrets nyfødte? Og dermed et ansvar for dårligere odds fra starten?
En stor andel af de adspurgte i en nyligt foretaget rundspørge mente ikke, at ulighed var et problem. Nej, det kommer jo an på for hvem, men nogen dør altså af det, så det er i hvert fald et sundhedsproblem for nogen.
Politisk vilje kan selvfølgelig også ændre den skæve og helt urimelige lægefordeling, men det koster noget, og da ressourcerne ikke er uendelige, betyder det, at nogen skal afgive noget.
Hvis vi er enige om, at den nyfødte ikke selv er ansvarlig for sin fødselsvægt, kunne man godt se ulighed som en slags arvesynd. Men de færreste tror nu om dage på arvesynd og ved godt, at ulighed er noget, vi har valgt. Selvfølgelig kan sundhedsvæsenet ikke fjerne alle ulighedens følgevirkninger. Kuren for den sygdom er politisk.
Men sundhedsvæsenet gør ondt værre og forstærker den sundhedsskadelige effekt af uligheden, f.eks. ved at bruge flere ressourcer på de økonomisk stærkeste. Umiddelbart skulle man måske tro, at det er de sygeste og dermed de fattige, der er dyre i sundhedsvæsenet. Jeg har en mistanke om det modsatte. Jeg bor og arbejder i en landsdel, hvor der er en høj andel af gamle, en lav gennemsnitlig husstandsindkomst og en lav middellevetid. Så her er en høj koncentration af syge. Til gengæld en meget lav koncentration af læger. Praktiserende speciallæger er der kun ganske få af, så det giver sig selv, at forbruget af speciallæger i denne befolkning bliver lav.
Men man kan vel ikke tvinge lægerne til at bo og arbejde bestemte steder – nej, vist kan man ikke. Men læger tager ligesom alle andre mennesker arbejde der, hvor der er arbejde at få, og hvor arbejdsvilkårene er gode. Så hvis der er masser af arbejdsmuligheder lige der, hvor man er, når man slutter på universitetet, hvorfor så ikke blive der? Og hvis arbejdet lidt væk fra universitetsbyen ovenikøbet er forbundet med lav status og vanskelige vilkår, ville man som ung læge jo nærmest være tåbelig, hvis man fravalgte universitetsbyens mange muligheder.
Hvor der er en vilje, er der en vej. Politisk vilje kan selvfølgelig også ændre den skæve og helt urimelige lægefordeling, men det koster noget, og da ressourcerne ikke er uendelige, betyder det, at nogen skal afgive noget. Ulighed kan i sagens natur kun bekæmpes med en bedre fordeling.