Skip to main content

Asfyxi och neonatal. Rapport nr. 57

♠ Klinikchef Carsten Lenstrup E-mail: CALE@geh.regionh.dk

16. jan. 2009
2 min.


Bogen giver en beskrivelse af asfyksi og neonatal hjerte-lunge-redning (HLR, »genoplivningsbehandling«) og er udarbejdet af Svensk Forening for Gynækologi og Obstetriks arbejdsgruppe for perinatologi.

I bogen gives der retningslinjer for behandling af det asfyktiske nyfødte barn, idet den foreliggende udgave er en korrektion af tidligere behandlingsanbefalinger baseret på internationalt anerkendte evidensbaserede retningslinjer inden for rammerne af International Liasion Committee on Resuscitation (ILCOR).

Grundprincipperne er:

  1. Hurtig etablering af god ventilation.

  2. Brug af atmosfærisk luft.

  3. Herefter bedømmelse af barnets pulsforhold.

Bogen har fire kapitler om HLR og har desuden specielle kapitler om fosterovervågning og neonatale transporter og til slut et afsnit om undervisning og træning.

I kapitlerne om den primære HLR beskrives elementerne i observation og behandling af det nyfødte barn systematisk og pædagogisk, og der suppleres med illustrationer og tabeloversigt over den medicinske behandling. Derudover er der gode opsummerende tavler med facts om udstyr og intubering.

Bogen indeholder et særafsnit om prætermt fødte børn med gestationsalder under 32 uger og beskriver deres særlige problemer med respiratory distress syndrome, hypotermi og hypovolæmi.

Det efterfølgende kapitel omhandler den fortsatte behandling af perinatal asfyksi på neonatalafdelingen. Hypoksisk, iskæmisk encefalopati beskrives klart og grundigt med gennemgang af principperne for klinisk vurdering, diagnosticering og behandling (hypotermibehandling og antiepileptisk behandling) og endeligt beskrives prognosen. Der er igen her gode og overskuelige tabeller.

Bogen indeholder desuden et godt kapitel med beskrivelse af den asfyktiske proces og årsagerne til kronisk asfyksi, og kapitlet følges op af en gennemgang af fosterovervågning med kardiotokografi - herunder ST-analyse, pH og pulsoxymetri.

Bogen er særdeles klar og instruktiv og er fyldt med gode oplysninger nævnt i en logisk og pædagogisk rækkefølge, således at den er en god hjælp i forbindelse med udarbejdelse af procedurebeskrivelser og instrukser.

Det svenske sprog er let at læse - eneste lille problem er, at der i bogen henvises til kapitelnumre, men der er ingen numre på kapitlerne.

Alt i alt god og anbefalelsesværdig læsning.