Assessment- & interventionsguid

Forfatteren tager udgangspunkt i behovet for evidensbaseret udredningsarbejde og intervention hos børn og unge med psykiske problemer til afløsning af den mere erfaringsprægede tilgang.

Det er ikke helt klart ud fra bogen, hvem der udgør målgruppen. Psykologer og børne- og ungdomspsykiatere ville være oplagte, men det er uklart, om målgruppen også omfatter læger og eventuelt andre faggrupper. Forfatteren er meget trofast over for den teoretiske tilgang, så der forudsættes en forståelse af de psykologiske/psykiatriske teorier vedrørende børn og unges udvikling.

Forfatteren advokerer for, at man tager den øgede viden om assessment af styrker og resurser til sig på samme måde, som vi er vant til ved vurdering af sygdom og svagheder. Her rammer han et ømt punkt hos mange med lægelig baggrund.

De første 30 sider bruges til det teoretiske oplæg. Det kræver en betydelig teoretisk viden om udviklingspsykologi og psykiatri at følge med og tage denne omfattende gennemgang til sig.

På side 31-47 viser forfatteren den guide, der skal anvendes til et assessment . Det påpeges, at man bør anvende forskellige kilder til oplysninger inden for udviklingshistorie, relationer og personlighedsstruktur. Det er en meget omfattende guide, så selv om forfatteren påpeger, at man skal udvælge det relevante, kan den forekomme overvældende. Omvendt rører forfatteren her ved noget vigtigt, og man erindres om at være seriøs i sit kliniske forarbejde. Overgangen til analysen af data med henblik på intervention er nok bogens svage led. Kun siderne 48-51 omhandler dette, som dog må være kernen i bogen. Her må brugeren anvende sin viden, indfølingsevne og intuition. På side 51 er der en oversigt med en firedeling i interventionstyper. Ofte vil problemerne hos børn og unge være meget sammenvævede og løsningsforslagene svære at inddele så firkantet.

Herefter er der et kapitel om sværhedsgraden, hvor forfatteren støtter sig til Miller og Kernberg , to kendte forskere inden for feltet. Dette er et meget teoretisk kapitel, der mest vil tiltale dem, der har en teoretisk tilbøjelighed.

Endelig når forfatteren frem til sidste kapitel om effekt. Her præsenterer han to ret enkle, men afprøvede instrumenter, der kan anvendes til dokumentation. Begge instrumenter, Session Rating Scale om terapien og Outcome Rating Scale om forløbet, bygger på, at patienten/klienten selv krydser af på fire linjer, som angiver vedkommendes tilstand inden for fire områder. Disse instrumenter kan på grund af deres overkommelighed og robusthed være anvendelige i dagligdagen.

Sammenlagt en meget vedkommende bog, der påpeger behovet for evidensbaseret praksis. Spørgsmålet er, hvem målgruppen er, men for læger kan den være vedkommende som en påmindelse og vejledning især om et seriøst dataindsamlingsarbejde.