Skip to main content

Atlas of common pain syndromes Waldman SD.

Overlæge Jette Højsted E-mail: jette.hojsted@dadlnet.dk

4. nov. 2005
1 min.

Bogen beskriver i 14 kapitler hyppige akutte og kroniske smertetilstande, som man møder dem i almen praksis eller hos en praktiserende anæstesiolog, f.eks. forskellige typer af hovedpine, tennisalbue, karpaltunnelsyndrom, postherpetisk neuralgi, spinalstenose, piriformis-syndrom og mange andre. I alt beskrives 78 forskellige tilstande, der primært præsenterer sig med smerter. Bogen er anatomisk opdelt efter regioner, hvilket gør den hurtig at slå op i. Hver smertetilstand beskrives under overskrifterne: The Clinical Syndrome, Signs and Symptoms, Testing, Differential Diagnosis, Treatment, Complications and Side Effects and Clinical Pearls. Hver beskrivelse ledsages af stereotyptegning, der søger at illustrere et karakteristisk klinisk træk ved tilstanden - oftest i relation til opståelsesmåden. Mange af figurerne virker imidlertid ret overflødige og bidrager ikke med yderligere oplysninger, f.eks. er tilstanden kronisk pankreatitis illustreret ved en ældre herre, der forpint holder sig på maven med et glas fyldt med ukendt liquor og isterninger foran sig samt en naiv tegning af pankreas' placering i abdomen. Men måske kan tegningerne have memotekniske fordele for medicinstuderende og yngre læger. Stort set alle behandlingsforslag involverer en blokadebehandling, men i øvrigt synes behandlingsforslagene rimelige og i overensstemmelse med moderne smertebehandling. Bogen kan betragtes som et forfriskende supplement til gængse lærebøger og anvendes som opslagsbog f.eks. i almen praksis.

Philadelphia: W. B. Saunders, 2002.315 sider. Pris: 63 GBP.

ISBN 0-7216-9211-7