Autonomien og den utilstrækkelige sundhedsaktør

Autonomi til patienten var 1980'ernes svar på et tidssvarende læge-patient-forhold. Det informerede samtykke skulle sikre, at den syge ikke var prisgivet lægernes beslutninger men selv fik indflydelse. Formålet var, at helbredsproblemer kunne løses i overensstemmelse med patientens egne ønsker og værdier.

Nutidens store bølge hedder forebyggelse. I Danmark har interessen helt overvejende samlet sig om individuel forebyggelse af livsstilssygdomme. Forebyggelsen skal styrke patienten og gøre ham/hende i stand til at tage hånd om sit eget helbred. Mens formålet med behandling af en sygdom som regel er indlysende (at patienten bliver rask), kan man løbe ind i den forhindring i forebyggelsen, at det ikke er sikkert, at alle ønsker sig at blive deres risiko kvit. Hvordan er det f.eks. at man kan være en rigtig festabe, hvis man slet ikke drikker meget alkohol på en gang? Er cigaretter ikke også lækre?

Forebyggelse som råd om en bedre livsstil kommer ofte i form af det, man kalder »motivering«. Motivering skal i denne sammenhæng forstås som det, at lægen opmuntrer sin patient til at ændre sin livsstil, enten ved at prøve at overbevise og fortælle om fordelene ved at ændre livsstil og ulemperne ved ikke at gøre det, eller, som andre gør det, ved at undersøge gennem samtalen, hvordan patienten stiller sig til sin egen livsstil, og søge efter motiver for at ændre den. Men når man gerne vil motivere nogen til at gøre noget anderledes, fordi de ikke ændrer adfærd af sig selv, kommer man som læge ind i en gråzone, hvor patienten måske ikke har givet samtykke, og hvor det, som lægen vil overbevise patienten om, måske er noget, patienten ikke er interesseret i på det tidspunkt. Hvad stiller man så op med patientens selvbestemmelse? Lægen ved jo noget om sundhed og sygdom, som patienten måske ikke gør. Måske har patienten bare ikke fået tilstrækkelig information? Er der tale om en situation, hvor man varetager kroppens interesse, der hvor den er under herredømme af en utilstrækkelig sundhedsaktør? Hvis den person, hvis krop der er tale om, simpelthen ikke magter sin opgave med at varetage kroppens interesser? Er der nogen, som burde fratages myndigheden over egen krop? Fordi de ikke varetager dens interesse godt nok?

Med livsstilsrådgivningen har vi flyttet os fra autonomiens ideal om, at folk skal tage deres egen beslutning, i retning af et ideal om, at folk skal hjælpes til at tage den »rigtige« beslutning.

Lægen ønsker at gavne patientens helbred, og det er forholdsvis oplagt, at patienten også er interesseret i det, så længe patienten selv har søgt lægen med et problem. Straks vanskeligere bliver det, når lægen begiver sig ud i at motivere en patient for at ændre livsstil i en situation, hvor det er noget, patienten ikke selv ønsker at ændre.

Der er en spænding imellem autonomi og motivation, som driller i den kliniske praksis. Hvordan kan en patient overhovedet komme til at sige »nej« til at blive motiveret, hvis det ligger i selve tankegangen i det at motivere, at man skal have folk til at ændre mening? Troen på, at man kan påvirke patientens motivation for at ændre livsstil har konsekvenser for vores syn på et »nej«. Livsstilsændringer er ikke noget, man som patient enten har motivationen for eller ikke har motivationen for, men noget, som man kan blive motiveret til af andre.

Det kunne være et alternativ til tanken om at motivere, at man som læge eller som samfund var med til at opbygge den aktør, som skal til for, at valget af livsstil reelt kan være frit. Også inden for livsstil findes der social ulighed. I den optik er det måske ikke i første omgang livsstilen, man skal interesse sig, for men f.eks. uddannelsen og levekårene. De er vigtige faktorer for, hvor sandsynligt, det er, at en person »vælger« »den rigtige« livsstil.