Bedre patientforløb - hvad skal der til?

I Dansk Selskab for Geriatri glæder vi os over, at der er kommet fokus på den ældre medicinske patient. Dansk Selskab for Intern Medicin foreslog ved en konference i januar 2006 at oprette en national følgegruppe for de medicinske forløb. Ifølge referat i Ugeskriftet (2006;168:445) fik forslaget sundhedsministerens velsignelse.

Fokus på den medicinske patient og bedre og sammenhængende patientforløb er begge dele områder, som naturligt har en høj prioritet i geriatrien. Naturligt, fordi de geriatriske patienter er kendetegnet ved at have et komplekst medicinsk sygdomsbillede, og fordi de er helt afhængige af, at bl.a. »overleveringsforretningen« mellem sygehus, praktiserende læge og hjemmepleje foregår på en god og sikker måde. Geriatrien har da også allerede gennem mange år haft fokus på disse områder.

En af løsningsmodellerne i geriatrisk regi har været geriatriske team, som på mange måder har fungeret som brobyggere mellem sygehus og primærsektor. De geriatriske afdelinger, daghospitaler og team har i vidt omfang påtaget sig rollen som tovholdere, når skrøbelige ældre medicinske patienter skal gennem et indlæggelsesforløb, som kræver deltagelse af læger fra flere specialer - altså den interne brobyggerfunktion, der er nødvendig, så længe patienten stadig befinder sig i hospitalsregi (indlagt eller ambulant). Den interne brobyggerfunktion kræver en speciallæge, som på et højt fagligt niveau kan vurdere behovet for udredning og behandling set i lyset af patientens ønsker og samlede livssituation.

Udvikling, der skriger på handling

Sundhedsvæsenet og specielt den del af sundhedsvæsenet, som beskæftiger sig med de ældre medicinske patienter herunder geriatrien, står over for opgaver, som skriger på handling. Her skal blot kort anføres nogle af de væsentligste:

• Demografiske forhold. Den andel af befolkningen, som udgøres af ældre, er voksende. Vi lever gennemsnitligt længere. Heldigvis er der undersøgelser, der tyder på, at den andel af livet, som leves med alvorlige funktionstab, bliver kortere og kan afkortes yderligere. Tidlig og effektiv forebyggelse er i forbindelse med en række sygdomme en forudsætning for at undgå funktionstab.

• Speciallægemangel. Der mangler speciallæger i mange specialer. Sundhedsstyrelsens prognose fra 2003 forudsiger yderligere faldende speciallægeantal frem til 2025. De næste 4-5 år er faldet ikke helt så markant, fordi man ifølge prognosen forventer en vis tilvækst på baggrund af indvandring. Der er behov for en betydelig indsats for hurtig integration og godkendelse af tilrejsende læger, hvis indvandring skal mindske speciallægemanglen.

• Sygeplejerskemangel. Ikke blot speciallæger er en mangelvare. Der mangler også sygeplejersker. Opgaveglidning fra læger til sygeplejersker vanskeliggøres heraf. Arbejdsvilkår for sygeplejen må forbedres, hvis sundhedsvæsenet skal kunne fastholde sine medarbejdere og fortsat rekruttere kvalificerede unge til plejeuddannelser.

• Faglig og organisatorisk udvikling er ikke omkostningsfri - den betyder også flere opgaver for personale i sundhedsvæsenet. Specielt forestår et stort arbejde i forhold til kvalitetsudvikling og akkreditering. Udvikling og implementering af elektronisk journal er et andet område, som i hvert fald i en periode vil koste mange kræfter. Der må tages højde for den øgede arbejdsmængde i planlægningen.

• Speciallægeuddannelse. På baggrund af en enorm faglig udvikling inden for alle lægelige specialer har det været nødvendigt at gøre lægeuddannelsen mere specialiseret. Dette forhold øger behovet for intern brobygning. I en række vesteuropæiske lande har geriatere overtaget en stor del af den akutte interne medicin i kraft af deres funktion som »basisinternmedicinere« i en tid, hvor de øvrige internmedicinere bliver tiltagende højt specialiserede.

Hvad kan vi som geriaMtere byde på?

I Dansk Selskab for Geriatri er vi glade for, at så mange gode kræfter nu synes at samles om at gøre de medicinske patientforløb bedre. Det vil vi gerne være med til. Her skal nævnes noget af det, som det geriatriske speciale kan bidrage med:

• I de akutte modtagelser bliver der i takt med den stigende specialisering behov for en yderligere styrkelse af den geriatriske funktion. Tilbud om akut/subakut geriatrisk behandling under indlæggelse og ambulant skal konsolideres og udbygges.

• Vores erfaringer med tværsektorielt samarbejde, bl.a. i de geriatriske team. Dette samarbejde kan udbygges med f.eks. konsulentfunktion/fremskudte ambulatorier i kommunale institutioner.

• Geriaterens funktion som sygehusenes interne brobyggere og tovholdere for de skrøbeligste patienter kan med fordel styrkes. Det kan ske ved udbygning af geriatriske team og daghospitaler samt via fremskudte ambulatorier.

• Den viden og erfaring, der er opsamlet i de geriatriske afdelinger vedrørende sekundær og tertiær forebyggelse (eksempelvis forebyggelse af fald), skal udbygges og anvendes både på sygehusene og i de kommunale institutioner.

• Forskning, bl.a. i form af den anvendte forskning, som arbejder med at implementere forskningsresultater, herunder udvikle modeller for samarbejdet mellem primær- og sekundærsektor, som det f.eks. flere steder foregår på demensområdet.

• Geriatrien har gennem en årrække satset på et stærkt tværfagligt samarbejde med både fysio-/ergoterapeuter, sygeplejersker og sekretærer. Vi har herved indhentet erfaringer, som nu kan anvendes i forbindelse med den opgaveglidning, der er nødvendig for at afhjælpe manglen på speciallæger.

Opgaverne der venter forude er store. Men lad os ikke forfalde til kollektiv depression over det glædelige budskab - alternativet taget i betragtning - at vi lever længere. Så glem alt om »ældrebyrde«, og lad os i stedet skabe rammerne for en god og værdig alderdom også for den andel af ældrebefolkningen, vi her beskæftiger os med - den ældre medicinske patient med behov for koordineret medicinsk behandling og genoptræning.