Skip to main content

Bedst behandling - kun for de ressourcestærke?

Medlem af Europa-Parlamentet (V) Karin Riis-Jørgensen, medlem af Europa-Parlamentet (V) Niels Busk & sundhedsordfører (V) Birgitte JosefsenE-mail: karin.riisjorgensen@europarl.europa.eu
20. jun. 2008
05 min

I efteråret kunne man læse en kronik i Morgenavisen Jyllands-Posten, som stadig sidder i kroppen på en, og som nu desværre er blevet endnu mere aktuel. Den var skrevet af to kvinder, som begge lider af brystkræft. Sygdommen havde spredt sig til knogler og lever; den var altså både livstruende og smertefuld. De to kvinder mente ikke, at de kunne få den bedst mulige behandling i Danmark. Og de var begge overbeviste om, at de kunne have undgået denne ulykkelige situation, som de var havnet i, hvis de fra begyndelsen havde fået behandling i udlandet. Uden hjælp fra det offentlige havde de i efteråret fundet frem til et hospital i Frankfurt, hvor de kunne få kemobehandlet deres levermetastaser regionalt, hvilket ville give dem chancen for længere levetid. Hver rejse kostede dem mange tusinde kroner.

Når vi stadig tænker på disse kvinder, er det naturligvis fordi, deres historie er grufuld. Kampen for at få lov til at leve lidt længere er i sig selv hjertegribende på det helt personlige plan. Men for os andre er det værste, at de to kvinder må betegnes som heldige sammenlignet med så mange andre danskere.

De har haft ressourcerne, både de mentale og de økonomiske, til at opsøge et sted, hvor man har særlige erfaringer til at behandle netop deres kræftsygdom. Sådan er det ikke for mange andre syge danskere, der ikke har andet perspektiv end at håbe på, at den måske ikke særligt specialiserede behandling, de tilbydes i Danmark, er den rette til at redde deres liv og førlighed.

Ret til second opinion

Den danske regering fik i 2001 indført det, vi kalder second opinion, altså en anden vurdering, som bl.a. har været medvirkende til, at danske patienter kan få behandling i udlandet på det offentliges regning. Der er altså allerede etableret en mulighed for, at pengene kan følge patienten, men der er lang vej endnu, før sundhedssystemet er så fleksibelt, som patienterne fortjener, og før historien ovenfor om de to kvinder ville kunne lade sig gøre uden deres egen stærke handlekraft. Derfor så vi gerne, at EU's nye sundhedsdirektiv blev gennemført, da det netop vil sikre patienternes rettigheder til at søge behandling i alle EU-lande på hjemlandets regning.

Desværre må vi konstatere, at det - uden at det har givet særlig opmærksomhed herhjemme - er lykkedes Poul Nyrup Rasmussen at obstruere mod en snarlig bedring af denne situation. Ikke bare de to brystramte kvinder, der nu tager til Frankfurt for at få den rette hjælp, rammes af Poul Nyrup Rasmussens overraskende indstilling til muligheden for at blive behandlet i et andet EU-land. Mange andre syge EU-borgere ville i den snarlige fremtid have haft udsigt til at få den bedst tænkelige behandling, hvis ikke Socialdemokraterne i EU havde forsinket et forslag, der ville formalisere alle patienters behandlingsrettigheder.

Vores holdning er, at vi skal have gennemført klarere spilleregler for, hvornår og på hvilke vilkår en patient kan søge behandling i et andet EU-land. Borgerne skal derfor informeres om deres ret. Det kræver EU-regler, der regulerer og synliggør patienternes rettigheder.

Vi mener også, at vi skal skabe en funktion, så borgere frit kan få overblik over, hvor den bedste behandling findes - altså et »kartotek« over, hvilke sundhedssystemer der tilbyder bedst mulig behandling for skattekronerne.

Klarere spilleregler for, hvornår en patient kan få behandling i et andet EU-land, vil sikre, at alle uanset pengepung, økonomiske ressourcer og overskud kan blive behandlet i udlandet. Vi vil undgå, at danske patienter dør på ventelister eller på grund af manglende erfaring med behandling af netop deres sygdom, og vi opnår, at både de danske og andre sundhedsvæsener specialiseres og skærpes af den europæiske konkurrence og vidensudveksling.

Centraliseret behandling og fri bevægelighed

Vi har rigeligt bevis for, at centraliseret behandling inden for f.eks. sjældne kræftsygdomme, giver altafgørende udslag for patientens overlevelse. Og det er indiskutabelt, at patienternes frie bevægelighed vil give en kæmpegevinst i form af langt mere kvalificeret behandling. Også selvom det kun vil dreje sig om en ganske lille procentdel af det samlede antal behandlinger.

Flere afgørelser fra EF-Domstolen slår fast, at EU's regler om fri bevægelighed også gælder sundhedsydelser. I dag har EU-borgere altså allerede ret til behandling i et andet land, hvis ventetiden i hjemlandet er »urimelig« lang. Men hvem ved det? Og hvem har kræfterne til at slås for deres ret? Forslaget, der nu er blevet forsinket, ville have gjort denne ret til allemandseje. Nu er den kun forbeholdt os, der i forvejen magter at kæmpe for vores rettigheder.

Poul Nyrup Rasmussen har i et brev til samtlige socialdemokratiske kommissærer advaret om, at det planlagte direktiv kan medføre kaos inden for de enkelte landes sundhedsvæsener, og er dermed lykkedes med at få udsat det regelsæt, der skulle formalisere patienternes bedre muligheder for behandling i EU.

Det undrer os, at den slags skal komme fra en Socialdemokrat. Er det virkelig Socialdemokraternes ærinde, at retten til bedst mulig behandling kun er forundt de privilegerede, som kan bide skeer med systemet eller selv kan betale? Poul Nyrup Rasmussen stiller sig på systemets side i stedet for på patienternes side. Det klæder hverken ham, Socialdemokraterne eller tankerne bag den fri bevægelighed i EU.

Tilsyneladende bekymrer Poul Nyrup Rasmussen sig for det danske sundhedsvæsen. Han mener måske, at alverdens EU-borgere vil vælte ind over grænsen for at stille sig op i køen til vores hospitalsbehandling? Næppe! Og uanset, hvor let adgangen til behandling over grænserne bliver, foretrækker langt de fleste patienter at lade sig behandle i hjemlandet. Som mange erfaringer herhjemmefra viser, er det udelukkende, når der er faretruende lange ventelister eller tungtvejende behandlingsmæssige årsager til det, at patienter søger til andre hospitaler end det nærmeste. Desuden er den nu forsinkede formalisering af ret til behandling i udlandet betinget af, at der er behandlingsplads og de fornødne ressourcer der, hvor man ønsker at blive behandlet.

Vores tanker følger med de to modige, brystkræftramte kvinder, der på eget initiativ kæmpede mod systemet og hver 4. uge tager den halvanden time lange flyrejse til Frankfurt i håb om at vinde lidt levetid. Men vores tanker går også til alle andre, der kunne have fået den nødvendige behandling, hvis Socialdemokraterne kunne tilslutte sig, at vi alle skal have ret til den bedst mulige hospitalsbehandling.

Der er i øjeblikket tekniske problemer med at vise kommentarer på Ugeskriftets artikler. Vi arbejder på sagen