Behandlerens perspektiv er vigtigt i den gode samtale

I sundhedsvæsenet har der gennem de sidste årtier været tiltagende fokus på kommunikation. Forskning viser, at god kommunikation øger både komplians og patienttilfredshed, hvilket medfører bedre behandlingsresultater og færre klager [1]. I Region Syddanmark har man derfor besluttet, at alt sundhedspersonale med patientkontakt skal gennemføre kommunikationskurset »Den gode samtale« i løbet af de næste fem år [2]. Vi har udviklet materialet og kurserne til »Den gode samtale« og har i den forbindelse defineret et nyt begreb: behandlerens perspektiv. Man har ikke tidligere talt om behandlerens perspektiv inden for sundhedskommunikation. Det er dog et centralt element i terapeutiske samtaler og supervision, hvor terapeuten (eller den superviserede) har opmærksomhed på det, der »kommer fra os selv« i mødet med andre. Vi mener, at behandlerens perspektiv har afgørende betydning for kommunikationen mellem patient og behandler, og at vi ved at lægge vægt på behandlerens perspektiv i sundhedsvæsenet kan optimere samtalerne for både patient og behandler. En fælles terminologi er dog en forudsætning for, at vi kan videreudvikle vores kommunikative kompetencer både ved kommunikationstræning og i klinisk praksis. Med denne kronik ønsker vi at forklare begrebets betydning i håbet om et skærpet fokus på behandlerens perspektiv i sundhedsvæsenet.

Patientcentreret samtale

Den gode samtale bygger på Calgary-Cambridge Guiden, der er en veldokumenteret og anerkendt metode til at gennemføre samtaler med en patientcentreret tilgang [3]. I den patientcentrerede samtale er der særligt fokus på at etablere en fælles dagsorden for samtalen, at få inddraget patientens perspektiv, for til sidst at afslutte med en fælles plan. Patientens perspektiver det udgangspunkt – den referenceramme – patienten er rundet af. Det betyder blandt andet patientens viden, forestillinger og værdier [4]. Når vi som behandlere får uddybet patientens perspektiv i samtalen, kan vi i højere grad give patienten det, han eller hun forventer af samtalen. Det giver en øget patienttilfredshed.

Hvad bringer sundhedspersonen ind i rummet?

Igennem de sidste år har fokus således været på patienten i sundhedskommunikation, og det er stadig budskabet. Patientinddragelse er helt central for at opnå gode samtaler. Men for at kunne have patienten i fokus må vi som behandlere også kende os selv, vores ressourcer og ikke mindst vores udfordringer og begrænsninger. Derfor gør vi med denne kronik opmærksom på vigtigheden af behandlerens perspektivi kommunikationen og i den terminologi, vi anvender. Behandlerens perspektiv er den referenceramme vi har – det vi »bringer ind i rummet«. Det er vores erfaring, vores forudindtagethed og vores personlige vilkår i den givne situation – for eksempel travlhed og humør. Meget påvirker den måde, vi møder patienten på, og vi bliver også påvirket af patienten. Hvis en patient for eksempel giver udtryk for utilfredshed, kan vi komme til at gå i forsvar, hvilket er uhensigtsmæssigt for samtalen. En bevidsthed i samtalen om vores perspektiv (at vi reagerer med forsvar og irritation) kan hjælpe os til at kommunikere på en anden måde. Der kan også være patientkategorier, som vi har sværere ved at håndtere end andre. Her er det nyttigt at have indsigt i, hvilke patienter vi skal bruge ekstra energi på at være empatiske over for. Vi har undervist sundhedspersonale i kommunikation i forskellige sammenhænge igennem mange år. For nogle er det naturligt at være opmærksom på det, vi bringer ind i rummet. Det er dog vores erfaring, at de kommunikative udfordringer, sundhedspersonale møder i samtaler med patienter, ofte skyldes en manglende erkendelse af eget perspektiv. Derfor kan en øget indsigt i og opmærksomhed på behandlernes perspektiv forebygge, at samtaler ikke går som ønsket.

Fokus har flyttet sig

Vi bør se samtalen mellem patient og behandler som et ligeværdigt møde mellem to mennesker, der har forskellige perspektiver (udgangspunkter). Når man er bevidst om det og tillægger både patientens og behandlerens perspektiv betydning i samtalen, er der større chance for, at der opnås en god relation. Tilgangen i sundhedskommunikation har – som et pendul – bevæget sig fra den lægefokuserede samtale over til den patientcentrerede samtale. Det har været en naturlig reaktion på et forældet, hierarkisk (og patriarkalsk) sundhedsvæsen, hvor lægen traf valg om undersøgelser og behandling på patientens vegne. Der var ikke megen interesse for patientens ønsker eller behov, og det har vi heldigvis bevæget os væk fra. Men det er på tide, at sundhedskommunikationspendulet svinger tilbage mod midten til en ligeværdig relationscentreret samtale, hvor der er fokus på både patientens og behandlerens perspektiv. Dette er det naturlige udgangspunkt for en reelt ligeværdig kommunikation.

De fleste behandlere tilstræber en professionel og respektfuld tilgang til alle patientgrupper. Men i bestræbelserne på at være professionelle, empatiske og med fokus på patientens perspektiv har vi utilsigtet negligeret vores egen personlige andel i relationen. Vi kan endda opleve, at den er upassende og noget, vi bør undertrykke. Men som behandlere har vi også et følelsesliv og kan være ramt af for eksempel sympati, afmagt eller frustrationer. Det vil have indflydelse på relationen til patienten og på vores kommunikation. Særligt hvis vi ikke anerkender vores eget perspektiv og dets betydning. Vi skal derfor blive endnu mere bevidste om det, der sker med os i mødet med patienter, der har det svært. Det vil forbedre kommunikationen, hvis vi er bevidste om vores eget perspektiv og tør sætte ord på. Det kan eksempelvis være patienten, som forventer, at vi skal nå mange forskellige ting i samtalen. Hvis vi kan italesætte det, kommer vores perspektiv frem, og det giver patienten et medansvar for samtalen: »Det bliver presset, hvis vi skal nå så meget, og så føler jeg ikke, at jeg kan gøre mit arbejde ordentligt«.

Kend dit perspektiv

Ved at opnå en større indsigt i vores eget perspektiv og egne reaktionsmønstre kan vi bedre arbejde med os selv i relationen til patienterne. Det kræver dog, at vi har mod til at kigge på vores egen andel i en relation, der ikke fungerer. Dette er helt i tråd med et nyt og væsentligt bidrag til debatten om, hvor betydningsfulde relationer er i vores arbejde i sundhedsvæsenet [4]. Ved at være bevidste om vores egne udfordringer som behandlere, eventuelt støttet af supervision og kommunikationstræning, kan vi nemmere møde patienterne der, hvor de er. Målet er derfor ikke, at vi altid skal være enige med eller holde af patienten. Målet er, at vi behandlere bliver mere opmærksomme på det, som vi bringer ind i rummet, og derved opnår en samtale, der er præget af en ligeværdig og respektfuld kommunikation.

Behandlerens perspektivhar ikke tidligere været defineret inden for sundhedskommunikation. Det er vigtigt, at vi bruger samme terminologi, når vi skal træne og udvikle vores specifikke kommunikationsfærdigheder. Det er først, når vi har en fælles forståelse af, hvad behandlerens perspektiv er, at vi kan diskutere, videreudvikle og have en bevidsthed om det i vores egne samtaler. Vi har i denne kronik taget udgangspunkt i samtalen med patienten. Men det er vigtigt, at vi som behandlere har fokus på vores eget perspektiv i alle kliniske samtaler, for eksempel også samtaler med pårørende. Det er ikke kun relevant i den terapeutiske samtale.

Vi håber, at der vil blive taget godt imod begrebet behandlerens perspektivinden for sundhedskommunikation, og at sundhedspersonale vil få en øget opmærksomhed på deres eget perspektiv i samtalerne. Når vi tør se patienten som en reelt ligeværdig samtalepartner, og ikke som en patient vi primært skal tage hensyn til og passe på, er den relationscentrerede samtale en kendsgerning.