Behandling af børn under 15 år

Interessekonflikter: Ingen.

Jeg bliver nødt til at respondere på det indlæg fra Lægeansvarsudvalget, der var i Ugeskrift for Læger i uge 11 (2011;173:788-9) vedrørende behandling af børn under 15 år. Afgørelsen fra Patientklagenævnet er interessant, da den må formodes at danne præcedens på området. Lovens bogstav er ganske klart, men jeg vil alligevel tillade mig at stille spørgsmålstegn ved, om meningen med loven også er så stram som den tolkning, der er lagt op til.

Lovgivningen siger, at det udelukkende er indehaveren af forældremyndigheden, der kan give tilladelse til ikkeakut livsreddende behandling og er således ganske klar.

Afgørelsen i Patientklagenævnet betyder, at der nu er lagt en præcedens, og konklusionen i indlægget er, at man som behandler skal sikre sig, at det er ihændehaveren af forældremyndigheden, der giver sin tilladelse til behandlingen. Det kan være min uvidenhed, der her bliver sat på prøve, men mig bekendt findes der ikke et sådan bevis, og i øvrigt vil det for mig forekomme noget akavet efter endt konsultation at skulle spørge den medfølgende voksne person, som barnet hele tiden har kaldt far (eller mor), om denne nu også rent faktisk har del i forældremyndigheden og måske sikre mig!!, at det nu også er rigtigt.

Man må jo gøre sig klart, at konsekvensen af denne afgørelse kan være, at man som læge bliver nødt til nærmest at gøre vold på sig selv for at overholde loven og ikke overholde sin normale praksis med rent faktisk at behandle de patienter, som man får i sin varetægt ud fra lægelige vilkår.

Afgørelsen betyder samtidig, at den vanlige praksis i skadestuer, hvor børn bliver indbragt af pædagoger til behandling, ikke længere vil være mulig. Det samme må selvfølgelig gælde i de heldigvis hyppige situationer, hvor bedsteforældre tager sig af deres børnebørn, mens forældrene holder en forlænget weekend et sted i Europa. Indbringes et barn med en infraktion i radius, noget der forekommer ret hyppigt, vil det med denne afgørelse i hånden ikke være muligt at smertelindre barnet med en gipsskinne, da bruddet i sig selv er stabilt og på ingen måde kræver behandling. Det vil derfor dreje sig om en behandling, der ikke kan påbegyndes, før man kan få fat i ikke bare forældrene, men den af dem, der har forældremyndigheden.

Jeg bliver nødt til at have et svar fra de politikere, der var meget kontante i deres holdning til overholdelse af lovgivningen vedrørende informeret samtykke til behandling, om de på samme måde vil bakke op om mig, når jeg i denne situation vælger at følge loven og ikke behandle det pågældende barn.

> Svar:

Formand for Lægeansvarsudvalget Marlene Mohr.E-mail: dadl@dadl.dk

Interessekonflikter: Ingen.

Tak for dit indlæg, som på bedste vis beskriver nogle samfundsperspektiver i problemstillingen.

I mange situationer er børn overdraget i andre voksnes varetægt, såvel professionelle som uprofessionelle omsorgspersoner. Dertil kommer, at mange forældre lever adskilt, men samarbejder omkring børnene.

I forhold til nuværende lovgivning er Patientombuddet, det tidligere Patientklagenævn, klar i tolkningen af loven. Problemet med loven er, at formuleringen »forældremyndighedsindehaver« er anvendt. Dette gør, at forældremyndighedsindehaveren altid skal være mulig at kontakte, i fald barnet ikke er akut syg, men behandlingskrævende. Er det det, den almindelige danske familie vil have, og kan de leve op til det i enhver situation?

Folketinget har netop vedtaget en ny forældreansvarslov, hvor hensigten er, at forældre, der ikke bor sammen, skal sikres de samme rettigheder. Fraskilte, typisk fædre, skal sikres større indflydelse på beslutninger omkring barnet. Meget fint, men det gælder således kun raske børn.

Jeg vil anbefale Folketinget at gå linen ud og med forældreansvarsloven i baghovedet revidere sundhedsloven. Loven skal forholde sig til en verden, hvor børn i en stor del af deres dag overdrages til velmenende og veluddannede omsorgspersoner. Man kan endda hævde, at har forældremyndighedsindehaveren ikke tillid til den omsorgsperson, som de har valgt til at tage sig af deres barn, skulle de nok have valgt en anden eller være blevet hjemme fra den romantiske weekend. Overdrager man sit mindreårige barn til en anden, burde man juridisk set også overdrage retten til at vurdere barnets behov for lægehjælp i tilfælde af sygdom og ikke kun i forhold til sovetider og andre barnlige behov.

Derved ville sundhedspersonale alene skulle forholde sig til behandle den lille patient og vejlede omsorgspersonen, uanset hvilken relation denne måtte have til patienten.