Behandling af sædelighedskriminelle

Forskningsstipendiat Morten Ebbe Juul Nielsen (MN) konkluderer i sin kronik [1], at den behandling med kønsdriftdæmpende medicin, som Anstalten ved Herstedvester tilbyder indsatte, der er dømt for meget alvorlig sædelighedskriminalitet [2], ikke er etisk uforsvarlig. Jeg kan tilslutte mig MN's konklusion.

Måske ufrivilligt rummer kronikken imidlertid nogle usikkerhedsmomenter. Overskriften lyder: »Er tvangsbehandling af sædelighedskriminelle etisk uforsvarligt?« Det bør præciseres, at der ikke er tale om tvangsbehandling. De indsatte, der modtager behandlingen, er såvel skriftligt som mundtligt informeret om virkning og bivirkninger og har underskrevet et informeret samtykke. Men det kan naturligvis ikke afvises, at der ligger et element af tvang i beslutningen. Stort set alle indsatte, der indgår i behandlingen, er idømt langvarige frihedsstraffe, mange (tidsubestemt) forvaring, og hvor »fri« er man i sin beslutning, når alternativet er årelang frihedsberøvelse? Egentlig tvangsbehandling vil stride mod alle (læge)etiske principper og vil i øvrigt også være ulovmedholdelig - alene psykotiske patienter kan under nogle nærmere anførte betingelser tvangsbehandles. I praksis vil tvangsbehandling heller ikke være mulig eller i hvert fald ganske uansvarlig. MN nævner kort de mulige bivirkninger ved behandlingen, f.eks. osteoporose og leverpåvirkning. Såvel før som under behandlingen skal der foretages somatiske undersøgelser - blodprøver, knogleskanning osv. med henblik på vurdering af eventuelle kontraindikationer og for at sikre, at alvorlige bivirkninger ikke opstår. Disse undersøgelser kan ikke gennemføres ved tvang, og dermed kan behandlingen heller ikke gennemføres ved tvang.

Hvor langt kan et straffesystem gå for at beskytte borgerne mod recidivkriminalitet? MN drøfter et demarkationskriterium, hvis essens, så vidt jeg forstår det, er, at en (be)handling ikke er moralsk forkert, såfremt personen ideelt burde (min fremhævelse) samtykke i (til) en sådan (be)handling. MN synes selv at mene, at demarkationslinjen, hvad angår kønsdriftdæmpende behandling, ligger højt, idet han bemærker, at netop den gruppe af sædelighedskriminelle, der tilbydes behandlingen, ideelt burde sige ja. Men nogle siger altså nej, og så må samfundet beskytte sig på anden måde, dvs. langvarig frihedsberøvelse.

Et andet usikkerhedsmoment er betegnelsen »sædelighedskriminelle«, som omfatter et bredt spektrum af lovovertrædelser, fra blottere til de groveste former for overfaldsvoldtægt. MN nævner et sliding scales-princip: jo alvorligere kriminalitet, jo mindre krav til recidivsandsynlighed (underforstået for at iværksætte behandling med kønsdriftdæmpende medicin). Er det ikke at åbne døren til glidebanen? Den tidligere anvendte kirurgiske kastration blev netop kritiseret for, at indikationsområdet efterhånden blev uacceptabelt udvidet.

Det er vigtigt at fastholde, at indikationsområdet ikke bør udvides. Kønsdriftdæmpende behandling er en såvel somatisk som psykologisk meget indgribende foranstaltning, som nærmer sig grænsen for, hvad samfundet kan tillade sig selv over for personer, der har begået de mest brutale former for kriminalitet. Den tragiske Tønder-sag har rejst en bølge af moralsk panik, hvor nogle har krævet kønsdriftdæmpende behandling - med eller uden tvang - af de dømte. Jeg er sikker på, at MN ikke mener, at sådanne folkestemninger skal bestemme grænsen for en persons ideelle samtykke, men er det bedste bolværk så ikke på forhånd at afstikke snævre grænser? Hertil kommer, at ingen ved, om behandlingen også er effektiv over for andre former for sædelighedskriminalitet. Af mange grunde tvivler jeg f.eks. på, at behandlingen vil have nogen særlig effekt over for pædofile.

MN slutter befriende med at afvise »en refleksmæssig skepsis over for ,sammenblandingen` af kriminalitetsbekæmpelse og medicinsk og psykiatrisk virke«. Som mangeårig retspsykiater kan jeg kun være enig.

Interessekonflikt: Forfatteren er psykiatrisk konsulent i Direktoratet for Kriminalforsorgen.