Behandling med centralstimulerende medicin

Allan Hvolby & Jan Ib Jørgensen [1] har i en artikel om behandling med centralstimulerende (cs) medicin præsenteret evidensbaserede retningslinjer til behandling med Ritalin af børn med DAMP (svarende til ICD 10-diagnosen: F90 hyperkinetisk forstyrrelse). En sådan klar og sikker vejledning er umiddelbart altid velkommen. Imidlertid rummer den nogle kontroversielle synspunkter og en tvivlsom holdning.

Forfatternes terapeutiske udgangspunkt er, at »for at opretholde virkning i 12 timer er det nødvendigt med tre daglige doser«. Det er bevist ved talrige undersøgelser, men et lige så væsentligt spørgsmål er - hvorfor i 12 timer? Svaret er, at udover den forventede positive virkning i børnehaven eller i skolen eller i fritidshjemmet skal der også opnås en effekt hjemme. Med andre ord, behandlingen er ikke kun med henblik på at dæmpe symptomerne (først og fremmest reducere hyperaktivitet og øge koncentration) i de relevante pædagogiske rammer, men også hjemme. Herom er der delte meninger - er denne behandling tænkt som supplement til de pædagogiske tiltag eller er den også ment som hjælp til forældrene. Den sidste rummer nogle »bivirkninger«, nemlig (mis)forbrug p.n. ved større uro, krævende begivenheder, forstyrrende adfærd, aggressivitet, uro m.m. Alle sammen måske rimelige ønsker fra de ofte belastede forældres side, men det er ikke hensigten, at Ritalin skal ligestilles med børnemagnyl. Overdrevet angst? Måske, men delvis realistisk når man tænker på, at Ritalin bliver mere og mere brugt som en form for intellektuel doping eller som et alment beroligende middel [2]. Dette må rejse en række etiske spørgsmål, især når Hvolby & Jørgensen selv åbner mulighed for behandling med Ritalin af børn uden hyperaktivitet, men »med andre opmærksomhedsforstyrrelser«.

Det ukloge ved at udstede generelle retningslinjer er den lige så evidensbaserede konklusion, nemlig at de individuelle forskelle - både hos det pågældende barn og i dets miljø - i relation til både virkninger og bivirkninger under Ritalin-behandling er meget signifikante og udslagsgivende [3].

Dertil kommer, at betegnelsen DAMP eller diagnosen ADHD har en indbygget usikkerhed, fordi de i høj grad er baseret på subjektive adfærdsbeskrivelser (fra forældre, pædagoger og lærere) og i mindre betryggende grad på objektive undersøgelser (navnlig brain image-metoder). Den samme usikkerhed gælder det opfølgende forløb.

Alt i alt må den evidensbaserede konklusion derfor være, at behandling med potente cs er en speciel børnepsykiatrisk opgave, som bør løses med udgangspunkt i det enkelte barn og ikke ud fra et skema.

SVAR: