Behandlingen af angst og depression mangler sammenhæng

INTERESSEKONFLIKTER: Ingen

Mere end 90% af patienterne med angst og depression behandles af praktiserende læger. Men sygdomsklassifikationen (DSM-IV og ICD-10) og retningslinjer for diagnose og behandling er skabt i psykiatrien, og brugbarheden til i almen praksis at forstå patienter med komplekse problemer har været diskuteret [1].

Både fra faglig og sundhedspolitisk side lægges der op til en øget fælles, samarbejdende behandlingsindsats (shared care) mellem psykiatrien og almen praksis for patienter med ikkepsykotiske sygdomme. Men trods intentionerne er der intet gjort for at fremme shared care. På steder hvor der tidligere har eksisteret forskellige samarbejdsordninger mellem almen praksis og psykiatrien, er disse trådt i baggrunden i forbindelse med omstruktureringer og specialisering i psykiatrien.

Sparsom effekt af medicin

Praktiserende læger har få effektive behandlingsmuligheder ud over medicin for disse sygdomme. Men depressioner, som behandles i almen praksis, er ofte de lette og middelsvære, og her har medicinen kun sparsom effekt. Retningslinjerne anbefaler psykoterapeutisk behandling [2, 3], men praktiserende læger er ikke uddannede i psykoterapi, og det er påvist, at der ikke er effekt ej heller af kognitiv terapi, som gives af praktiserende læger, der blot har gennemført korterevarende kurser [4]. Desuden er tiden knap i almen praksis, og muligheden for at tilbyde samtaleterapi er begrænset, heller ikke alle læger tilbyder denne behandling.

I psykiatrien indføres der behandlingspakker, hvor der indgår tilbud om psykoterapi, pårørendesamtaler, psykoedukation m.m. Men kun patienter, som modtages til behandling i psykiatrien får del i dette tilbud. Psykiatrien bliver mere og mere trængt, og der er store kapacitetsproblemer og speciallægemangel. Dette sammenholdt med den øgede specialisering og krav om, at patienten skal opfylde specifikke kriterier for at kunne henvises, betyder, at en stor del af de almenpsykiatriske patienter, som diagnosticeres i almen praksis med angst eller depression, vil blive afvist eller ikke passe ind i psykiatriens målgrupper, og praktiserende psykiatere har så lange ventelister, at det ikke udgør en reel behandlingsmulighed for patienter, som får en depression. Mange patienter, ofte komplekse tilfælde med somatisk komorbiditet, personlighedsforstyrrelser, misbrug og sociale problemer, er derfor henvist til behandling udelukkende i almen praksis. Set fra et patientperspektiv er behandlingstilbuddene således vidt forskellige og afhængige af, hvilken sektor de behandles i.

Organisatoriske ændringer påkrævet

Det er ikke tilstrækkeligt med behandlingsvejledninger og undervisning af de praktiserende læger [5]. Der skal organisatoriske ændringer til, hvis behandlingen skal forbedres. Der er behov for, at behandlingssystemet kommer til at hænge sammen, og at effektive behandlingstilbud bredes ud til hele gruppen af patienter med angst og depression.

Der bør etableres en sammenhængende og samordnet behandlingsindsats på tværs af sektorerne, også for de almenpsykiatriske patienter, som ikke passer ind i specialklinikkerne, enten fordi sværhedsgraden af deres symptomer ikke er tilstrækkelig høj, selv om patienterne kan være i høj grad funktionshæmmede, eller fordi de pga. personlighedsforstyrrelse, misbrug eller sociale problemer ikke kan profitere af specialtilbuddene. De praktiserende læger må kunne trække på specialistkompetence også til disse patienter. Et samordnet behandlingssystem efter en model med shared care, ville opfylde mange af disse krav. Der er behov for ægte shared care, som nedbryder barrierer og fremmer forståelsen mellem sektorerne til gavn for den store gruppe af patienter, som ikke får en effektiv behandling i dag.