Skip to main content

Behandlingen af patienter med spiseforstyrrelser på private behandlingssteder

Overlæge Mette Waaddegaard, ♠ Overlæge René Klinkby Støving, E-mail: rene.k.stoving@dadlnet.dk, Overlæge Carsten Køhler, Cand. psych. Loa Clausen, Cand. psych. Camilla Jacobi, Fysioterapeut Elizabeth Heindorff, Sygeplejerske Annette Rothenborg, Sygeplejerske Inger Becker, Klinisk diætist Lene Kiib Hecht, Bestyrelsen i Dansk Selskab for Spiseforstyrrelser

3. okt. 2008
2 min.

Regeringen og satspuljepartierne indgik den 22. februar 2008 en ny aftale for perioden 2008-2011. Aftalen indebar økonomisk støtte til behandlingen af patienter med spiseforstyrrelser på private behandlingssteder. Således er der nu uddelt 14,5 millioner kroner til flere behandlingssteder.

Dansk Selskab for Spiseforstyrrelser (DSS) hilser naturligvis enhver opnormering af den sundhedsfaglige behandling af spiseforstyrrelser meget velkommen. Men bestyrelsen i DSS undrer sig dog over, hvilke faglige kriterier Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse har benyttet til udvælgelsen af bidragmodtagerne.

F.eks. ses, at Frederiksbergcentret, der er tildelt 2,4 millioner kr., er et center, der behandler afhængighed af alkohol og ludomani ud fra Minnesotamodellen, men som ikke er specialiseret i behandling af spiseforstyrrelser. Ligeledes ses, at Kildehøj Privathospital som den største bidragmodtager er tildelt 5,3 millioner kroner til ti døgnbehandlingsforløb af seks måneders varighed. På hjemmesiden for Kildehøj Privathospital advokeres der for, at patienter med spiseforstyrrelser skal behandles med indlæggelse frem for ambulant behandling, idet fagfolk anklages for at underbehandle spiseforstyrrede og ikke at vide noget om behandlingen af specielt bulimi. Under overskriften »Børn og unge på dødslister« kan vi fra hjemmesiden citere:

»Måske handler det mere om frygt hos behandlerne for at samarbejde og frygt for at ,miste` patienter til konkurrent/samarbejdspartner? Og manglende erkendelse af egne faglige begrænsninger. Så hellere genhenvise patienten til allerede afprøvede effektløse ambulante behandlingstilbud ... eller placere dem på lange ventelister, hvor de så kan vente sig ihjel«.

DSS mener, at der er alt for mange patienter på alt for lange ventelister til behandling, da behandlingskapaciteten er underdimensioneret. Det er dog vigtigt, at al behandling, der tilbydes for offentlige midler, er af veldokumenteret høj faglig kvalitet, uanset om behandlingen foregår i privat eller offentlig regi.

De sværeste tilfælde af spiseforstyrrelser bør ifølge Sundhedsstyrelsen [1] og vores opfattelse behandles på specialiseret niveau på hospitaler. I øvrige tilfælde er der ikke faglig begrundelse for at vælge bekostelig og for den enkelte vældig indgribende døgnindlæggelse frem for ambulant behandling ifølge nationale [1] og internationale guidelines [2, 3].


Referencer

  1. Spiseforstyrrelser. Anbefalinger for organisation og behandling. Sundhedsstyrelsen, 2005.
  2. Eating Disorders. Core interventions in the treatment and management of anorexia nervosa, bulimia nervosa and related eating disorders. National Collaborating Centre for Mental Health. National Institute for Clinical Excellence. The British Psychological Society and Gaskell, 2004.
  3. Wilson GT, Grilo CM, Vitousek KM., Psychological treatment of eating disorders., Am Psychol 2007;62:199-216.