Behovet for bedring er krystalklart: Nu er det psykiatriens tur

Lad mig starte lige på og hårdt: Mennesker med psykiske lidelser rammes af en ulighed i sundhed, vi ikke kan være bekendt som velfærdssamfund. De ryger i højere grad end den øvrige befolkning, spiser mere usundt, bevæger sig mindre og drikker alkohol i mængder, der langt overstiger de anbefalede genstandsgrænser. Det medvirker alt sammen til sygdom og tidlig død. Personer med en psykisk lidelse dør langt tidligere end den øvrige befolkning, og det er desværre rigtig mange, vi taler om. Det er nogens nabo, barn eller forælder, vi taler om her – det er dem, det går ud over. Psykiske lidelser er folkesygdomme, og vi kender stort set alle nogen, der lever med én.

En utilstrækkelig og usammenhængende psykiatri betyder, at mange psykiske lidelser opspores for sent, forværres unødigt, og at tilstødende somatiske og psykiske lidelser ikke forebygges og behandles tilstrækkeligt. Og for de sværest syge er konsekvenserne ubærlige: Brugen af unødig tvang stiger, der kommer flere retspsykiatriske patienter, og der er en voldsom overdødelighed.

Ovenstående opremsning er på ingen måde udtømmende. I Ugeskriftets temanummer kan man læse meget mere om blandt andet angst og depression. Dels at disse tilstande skal kunne behandles i almen praksis, og dels at der finder en stigmatisering sted, som desværre slår igennem på mange fronter. Blandt andet i form af manglende midler til forskning. At psykiatrien i årevis har levet en tilværelse i skyggen, kommer næppe som en overraskelse for mange med indsigt i sundhedsvæsenet. Situationen i psykiatrien er alvorlig, og det har den været alt for længe. Vi er mange, der i årevis har gjort opmærksom på de massive strukturelle udfordringer, som patienter, pårørende og sundhedspersoner kæmper med.

Styrk psykiatrien nu

Heldigvis er det ikke en naturlov, at det skal være sådan. Det er en situation, der kan laves om på. Det er en situation, vi må og skal ændre.

Lægeforeningen præsenterede i juni 2021 et psykiatriudspil med tårnhøje ambitioner for psykiatrien. Det er vores indspil til 10-årsplanen for psykiatri. Det går for vidt at gennemgå alle udspillets 21 forslag til konkrete politiske indsatser her. Udspillet kan læses i sin helhed på læger.dk, men jeg vil gerne trække nogle stykker frem i dette indlæg.

Vi foreslår, at der i den kommende 10-årsplan skal afsættes 100 mio. kr. årligt frem mod 2030 i en national forskningspulje til kliniknær, psykiatrisk forskning, kvalitetsarbejde og udvikling af patientbehandlingen inden for udvalgte sygdomsområder. Midlerne kan for eksempel uddeles af Den Frie Forskningsfond.

Vi mener også, at der skal uddannes markant flere speciallæger i psykiatri og børne- og ungdomspsykiatri, end tilfældet er i dag. Der er en udbredt mangel på speciallæger i psykiatrien bredt set, og derfor nytter det ikke noget at blive ved med at uddanne for få. Og det er desværre konsekvensen af den seneste dimensioneringsplan fra Sundhedsstyrelsen, som bestemmer antal årlige hoveduddannelsesstillinger.

Og ikke mindst har vi foreslået, at Folketinget skal sætte 450 millioner af hvert år de næste 10 år til den regionale psykiatri. Hertil kommer behov for tilsvarende investeringer i socialpsykiatrien og misbrugsbehandlingen.

Stærkt fagligt oplæg til en 10-årsplan

I midten af januar offentliggjorde Sundhedsstyrelsen og Socialstyrelsen det længe ventede faglige oplæg til en 10-årsplan for psykiatrien. Et fagligt oplæg, som tilbage i 2020 blev bestilt af sundhedsminister Magnus Heunicke, og som jeg håber, han vil lade sig inspirere kraftigt af – sammen med Lægeforeningens eget psykiatriudspil, naturligvis.

For det er et godt oplæg. Faglighed, viden og evidens danner grundlag for anbefalingerne i oplægget, og selvom der er enkelte tidsler og torne, har oplægget har overordnet set de rigtige elementer med.

Der skal ske et gennemgribende fagligt løft af indsatsen til mennesker med psykiske lidelser på tværs af social- og sundhedsområdet. Og vi skal sikre en tidlig og sammenhængende indsats – blandt andet gennem implementeringen af nationale standarder og krav til kvaliteten – også på det kommunale område. Og så skal indsatsen til børn, unge og de sværest syge prioriteres som noget af det første.

Psykiatrien skal have nok (special)læger + andre kolleger

Det faglige oplæg konstaterer helt korrekt, at en hovedårsag til psykiatriens udfordringer er den massive kapacitetsmangel – altså den massive mangel på læger og på vores kolleger fra andre faggrupper. Det er det største problem. Hvis vi skal gøre os forhåbninger om at indfri de faglige ambitioner i oplægget til gavn for patienterne, så er det simpelthen nødvendigt med flere (special)læger, flere sygeplejersker, flere social- og sundhedsassistenter og mange andre faggrupper.

Der skal derfor arbejdes omgående og indgående med rekruttering og fastholdelse. På tværs af praksis, kommuner og sygehuse skal der arbejdes med flerfaglighed - med et fokus på langsigtet faglig udvikling og kontinuerlig kvalitetsforbedring. Solide faglige miljøer med udviklingsmuligheder er nøglen.

Investeringer i at uddanne fremtidens medarbejdere til området bør også være en topprioritet. Manglen på speciallæger i både voksen- og børne- og ungdomspsykiatrien har som eksempel været udbredt, og alligevel er der konsekvent blevet uddannet for få. Derudover har mange forladt den regionale psykiatri, da de som speciallæger ikke længere havde mulighed for at udrede og behandle patienter.

Politikerne skal huske helheden

Det er vigtigt, at de ansvarlige politikere ikke falder i den fælde, at de gode forslag ender som drypvise indsatser, der spredes ud over 10 år og finansieres midlertidigt som satspuljeprojekter. Man kan ikke vælge og vrage mellem enkelte indsatser – »cherrypicking« dur ikke. Det er tværtimod afgørende, at planen binder de mange foreslåede initiativer sammen i den rigtige rækkefølge og med en samlet plan – også for finansieringen - for alle 10 år.

Der skal skabes bedre sammenhæng i psykiatrien. Det nytter ikke noget at tro, at problemerne kan løses isoleret. Der findes ikke nemme løsninger på de strukturelle problemer, vi har i psykiatrien. Hvis det var nemt, var de forhåbentlig løst for længst.

Derfor skal de faglige ambitioner kobles med konkrete og bindende mål og delmål med krav til kvaliteten. Indsatserne skal følges tæt, så vi kan justere undervejs og sikre, at de mange tiltag skaber den kvalitet og sammenhæng, patienterne har behov for.

Tårnhøje forventninger til 10-årsplanens løft af psykiatrien

Der skal ikke herske tvivl om, at vi har tårnhøje forventninger til 10-årsplanen. Det faglige oplæg giver håb. Det bliver et langt, sejt træk, men Lægeforeningen tager gerne vores del af ansvaret for, at vi kommer i mål.

Men for at komme i mål kræver det, at vores politikere viser vilje til endelig at få vendt udviklingen. Vi håber, at der er vilje på tværs af Folketingets partier til én gang for alle at sætte gang i de nødvendige tiltag med de nødvendige økonomiske rammer, så vi sikrer en ordentlig behandling af mennesker med psykisk sygdom. De politiske ambitioner bør være på højde med, hvad vi har set med kræftplanerne. Ansvaret for at få lavet en robust plan med den rette finansiering hviler nu på politikernes skuldre. Behovet for bedring er krystalklart: Nu er det psykiatriens tur.