Bekymringsskrivelse til Sundhedsstyrelsen i forhold til overdiagnostik og overbehandling af ADHD


De seneste år har der i almen praksis været en stor stigning i henvendelser fra unge og yngre voksne, der ønsker udredning for ADHD.
Når vi i almen praksis bruger adult ADHD self-report scale (ASRS)-skemaet, der i de nationale kliniske retningslinier (NKR) anbefales som visitationsværktøj for ADHD-udredning, oplever vi, at næsten alle patienter rater højt på skemaet. Det har medført et stort antal henvisninger til de privatpraktiserende psykiatere med henblik på ADHD-udredning. Flere privatpraktiserende psykiatere oplyser, at ca. 90% af alle de henvisninger, de modtager, vedrører ønske om ADHD-udredning. En så stor andel af henvisninger kalder på undren.
Vi har ikke tal for, hvor mange af de henviste, der faktisk får ADHD-diagnosen. Men i almen praksis er det vores oplevelse, at næsten alle henviste får diagnosen.
Det ser vi ikke ved nogen anden sygdom. Det ser således ud som om, de diagnostiske redskaber, vi har, ikke er gode nok.
Prævalensen af ADHD var i 2022 hos 18-27-årige mænd og kvinder på hhv. 8,2% og 6,1 %, hvilket er højere end forventet [1].
I NKR vedr. ADHD-behandling anbefales medicinsk behandling primært til børn og unge ved væsentlig funktionsnedsættelse, og hvor psykologiske og/eller pædagogiske tiltag ikke har haft tilstrækkelig effekt [2]. For voksne med ADHD er anbefalingen om medicinsk behandling svag [3].
Flere Cochrane-reviews har konkluderet, at evidensniveauet for behandling med amfetaminer og metylphenidat er lavt, men samtidigt, at der er er mangel på gode kliniske studier, især langtidsstudier [4, 5].
Alligevel oplever vi i almen praksis, at stort set alle, der efter psykiatrisk udredning får diagnosen, herunder de mange kun lettere funktionspåvirkede patienter, bliver startet op i medicinsk ADHD-behandling, og herefter hurtigt bliver afsluttet til opfølgning i almen praksis.
Det undrer og bekymrer os, at næsten alle nydiagnosticerede patienter med ADHD bliver startet op i medicinsk behandling, da det ikke er i tråd med anbefalingerne i NKR.
Lægemiddelstatistiktal fra Medstat.dk viser, at antallet af danskere, der indløste recepter på ADHD-medicin, er steget med ca. 50% fra 2022 til 2024.
Vi er bekymrede for overdiagnostik og overbehandling af ADHD og mener, der er brug for et skærpet fokus på problemstillingen fra Sundhedsstyrelsens side omkring:
Den diagnostiske tilgang, herunder de diagnostiske redskaber.
Den behandlingsmæssige tilgang, hvor NKR aktuelt ikke efterleves.
Bekymringsskrivelsen bliver sendt til Sundhedsstyrelsen. Der er mulighed for at skrive under på www.skrivunder.net
Grøntved S, Hald K, Mohr Jensen C et al. Prevalence and incidence of attention deficit/ hyperactivity disorder in Denmark: a national register based open cohort study. Acta Psychiatr Scand.2025 Mar 27.Online ahead of print. https.//doi.org/101111/acps.13804
National klinisk retningslinje for udredning og behandling af ADHD hos børn og unge, udgivet af Sundhedsstyrelsen, 2021
National klinisk retningslinje for udredning og behandling af ADHD hos voksne, udgivet af Sundhedsstyrelsen, 2017
Boesen K, Paludan-Muller A S, Gøtzche P, Juhl Jørgensen K, Extended-release methylphenidate for attention deficit hyperactivity disorder ( ADHD) in adults, Cochrane Reviews 24 februar, 2022
Storebø O J et al, Methylphenidate for children and adolescents with attention deficit hyperactivity disorder (ADHD), Cochrane Reviews 27 marts, 2023