Skip to main content

”Bidt af muskelhunden”

Et skærpet tilsyn fra Styrelsen for Patientsikkerhed har sat tanker i gang hos overlæge Michael Schmidt om Styrelsens rolle. "Vi har her at gøre med et system, hvor den anklagende, undersøgende og dømmende myndighed er en og samme", skriver han bl.a.

Overlæge Michael Schmidt, Psykiatrien Region Sjælland, Roskilde, msch@dadlnet.dk
Interessekonflikter: ingen

15. jan. 2018
8 min.

Sundhedsstyrelsen står i lægers bevidsthed helt centralt. En mastodont i sundhedsvæsenet, der med sin uafhængighed af den siddende minister og sin ubestridte faglige tyngde siden 1909 har udgjort landets højeste autoritet på sundhedsområdet.

Sundhedsstyrelsen er i lange perioder blevet ledet af en lægelig medicinaldirektør, rekrutteret på baggrund af kliniske og akademiske meritter. Det har medvirket til den særlige respekt og aura, som i mange år omgav Sundhedsstyrelsen, der kunne sætte en stor del af dagsordenen på sundhedsområdet.

I perioden 1928-2001 var der fem direktører, som altså ”overlevede” skiftende regeringer. Direktøren repræsenterede kontinuitet og stabilitet. Til sammenligning har der i de sidste ti år også været fem direktører; nu er det ikke ligefrem en livstidsstilling, men måske mere et springbræt til noget andet. Baggrund som læge er heller ikke længere et fortrin. To af de seneste fem direktører er fundet i djøf-rækkerne.

Det er ikke værdigt for et retssamfund at have denne uheldige sammenblanding af anklagende, undersøgende og dømmende myndighed i en og samme enhed, der tilmed udsteder sanktioner, som ikke kan appelleres, holder alle kort helt tæt til kroppen og overskrider alle rimelige tidsfrister

I 2015 sprængte et folketingsflertal hele Sundhedsstyrelsen, som vi kender den, i luften. Ud af ruinerne opstod de nuværende fem konstruktioner. Jeg gætter på, at flere læsere vil have svært ved at sætte navne på alle fem. For ikke at tale om alle de nye direktører, kontorchefer og enhedschefer, som befolker konstruktionerne. Nu og da dukker enkelte navne op i pressen, men det er svært at fastholde et overordnet billede.

En af de fem konstruktioner hedder skam stadig ”Sundhedsstyrelsen”. Ifølge egen hjemmeside beskæftiger den sig nu med planlægning, forebyggelse, evidens, uddannelse og beredskab, ældre og demens samt strålebeskyttelse.

Et andet af de fem fragmenter efter eksplosionen er blevet til den nyoprettede Styrelsen for Patientsikkerhed (STPS), opstået ved et sammenskrab af Sundhedsstyrelsens tilsynsenheder og Patientombuddet. Det uskyldige navn til trods er det vist i det seneste års tid gået op for de fleste af landets læger, at det er STPS, som potentielt kan blande sig i deres karriere på en meget indgribende måde. Med den politisk fremdrevne såkaldte strammerpakke har STPS udviklet sig til det, som et tabloidmedie har kaldt ”en muskelhund som skal holdes i kort snor”.

Sagen

Jeg har ikke fejlbehandlet patienter. Min brøde var, at jeg efter STPS’ opfattelse som leder ikke havde superviseret en kollega tilstrækkeligt tæt og ofte og derved ikke forhindrede flere tilfælde af det, som STPS mener er fejlbehandling. Derudover var det ekstra belastende, at jeg ikke erkendte fejlene, når STPS præsenterede mig for dem, men i stedet tog til genmæle og forsvarede kollegaens dispositioner i en akut klinisk hverdag. Samlet set blev det takseret til, at jeg var til fare for patientsikkerheden. Jeg blev derfor i februar 2016 sat under skærpet tilsyn ”indtil videre”.

Lad mig for at rydde den sten af vejen med det samme erkende, at jeg efter STPS’ vurdering er skyldig efter det anklageskrift, som STPS udarbejdede, STPS eksekverede og STPS lagde til grund for sanktionen.

Kritikpunkter

I ovennævnte åbenlyst meningsløse udsagn ligger netop kernen i min kritik af den nuværende konstruktion. Vi har her at gøre med et system, hvor den anklagende, undersøgende og dømmende myndighed er en og samme. Når man dertil lægger, at STPS afsiger ”domme” uden mulighed for at anke, ja, så er der grund til at blive alvorligt bekymret.

Som borger i et retssamfund, hvor selv en mindre uenighed med politiet om en færdselsforseelse kan bringes for retten, har jeg flere gange måttet knibe mig i armen for ikke at tro, at jeg er vågnet op i en bananrepublik med en selvudnævnt diktator. For nu at blive ved politiet kan de fleste sikkert huske, at man for nogle år siden netop oprettede Den Uafhængige Politiklagemyndighed for at undgå nepotisme og sikre både borgerne og politiet en fair sagsbehandling.

Spørgsmålet er: Kan en myndighed, der er tillagt så vidtgående beføjelser som STPS, på sigt fastholde en uhildet og neutral sagsbehandling? Eller: Sniger den uindskrænkede magt til at anklage, undersøge og udstede inappellable sanktioner sig langsomt ind i medarbejdernes tilgang til opgaven? Er det menneskeligt muligt at forblive upåvirket af uindskrænket magt? Eller kan man risikere, at sagsbehandlingen mere eller mindre ubevidst lægger sin tyngde i at bekræfte anklagen? Kan der hos enkelte medarbejdere indsnige sig spor af magtfuldkommenhed i et sådant system? Jeg ved det ikke, men synes, at det er et underligt retsprincip i et demokratisk retssamfund, hvor man på andre områder (jf. eksemplet fra politiet) går den stik modsatte vej.

Eksempler fra min egen sag

Sagkyndige: STPS benytter et korps af særligt sagkyndige inden for de respektive specialer. Som anklaget har man ingen indflydelse på udvælgelsen af disse eller eventuelle forhold omkring habilitet.

Aktindsigt: Søger man aktindsigt i egen sag, får man næsten udelukkende sendt de papirer retur, man selv har tilsendt STPS. Alt, som vedrører det, man søger aktindsigt i, altså selve sagsbehandlingen (hvem har behandlet sagen, hvad er der lagt vægt på osv.), er som hovedregel undtaget aktindsigten. Det er som at lede efter en black box fra et nedstyrtet fly i Stillehavet at finde ud af, hvad der er foregået i STPS.

Høringsfrister: Det er altafgørende at overholde de tidsfrister, som STPS udstikker – ellers har man fortabt sin ret til at indsende kommentarer og kan risikere alvorlige sanktioner. Fristerne er korte, jeg har oplevet helt ned til én hverdags frist til at kommentere et vigtigt dokument. Omvendt har STPS ingen kendte tidsgrænser for egen sagsbehandling, seks, otte eller ti uger er ikke unormalt at vente på svar. Hvis man altså får et svar, hvilket ikke er en selvfølge. Er man helt uden for sagen, men eksempelvis ledende overlæge og i den sammenhæng blevet bedt om en udtalelse, kan man ved forglemmelse risikere, at STPS indleder en sag om at fratage lægeautorisationen! Husk derfor at tjekke din mailboks, før du går på ferie. Eller tag en uddannelse, hvor du ikke har en klinisk autorisation at forsvare.

Tilsynet: Hvad går et skærpet tilsyn ud på? Hvad holder STPS øje med, hvad skal og kan man gøre for at komme ud af skammekrogen? Svaret på spørgsmålet er: ingenting. Det er ikke en skrivefejl; tilsynet, jeg var udsat for, bestod af præcist ingenting. Efter syv måneders tavshed tænkte jeg, at STPS havde glemt mig, og skrev derfor til dem og bad om at få tilsynet ophævet, da jeg ikke kunne se meningen med det. Nu kom der sandelig svar! Et ukompliceret tilsyn varer et år, og de skulle nok rette henvendelse, når de var klar, men det var ikke ”nu”. Da der var gået 12 måneder, skrev jeg igen til STPS, denne gang via Lægeforeningens juridiske afdeling, fik intet svar og ingen bekræftelse på modtagelsen af mit brev. Dette lille ritual gentog sig i alt tre gange over fire måneder. Først da vi til sidst sendte anbefalet brev, e-mail og fax på én gang, kom der endelig en bekræftelse på modtagelsen af alle mine henvendelser.

STPS besluttede herefter, at man som opfølgning på tilsynet ville indhente en arbejdsgiverudtalelse, og udbad sig derfor oplysninger om, hvor jeg arbejdede. Det var man efter 15 måneders skærpet tilsyn med en læge, som efter STPS' vurdering udgjorde en fare for patientsikkerheden, åbenbart ikke vidende om. Udtalelsen blev så hurtigt, det var muligt, indsendt af min nuværende leder, som i sin sommerferie pludselig modtog trusselsbrev om autorisationsinddragelse.

Herefter gik alt i stå igen. Det tidligere ritual med at indsende rykkere via Lægeforeningens jurister gentog sig. Tiden gik. Til sidst mistede jeg tålmodigheden, kastede al forsigtighed over bord og skrev direkte til STPS' øverste direktør. Selv om hun var på tjenesterejse, svarede hun hurtigt. Og satte tilsyneladende sagsbehandlingen i gang. Nogen må have fået et kraftigt prik på skulderen.

Fjorten dage efter blev det skærpede tilsyn ophævet.

Efterskrift

Jeg er naturligvis glad for endelig at være ude af STPS' gab og kan nu gøre boet op.

STPS bør snarest revideres i sin grundlæggende struktur. Det er ikke værdigt for et retssamfund at have denne uheldige sammenblanding af anklagende, undersøgende og dømmende myndighed i en og samme enhed, der tilmed udsteder sanktioner, som ikke kan appelleres, holder alle kort helt tæt til kroppen og overskrider alle rimelige tidsfrister. Vi så meget tydeligt i udtalelserne omkring Svendborg-sagen, hvor svært det er for STPS at forstå, hvordan man forvalter uindskrænket magt i et demokrati.

Ministeren og det nuværende folketingsflertal har ikke samme hastværk med at gennemføre en tiltrængt revision, som de havde med at få strammerpakken vedtaget. Hvem er deres rådgivere?

Hvis det primært er gabestokseffekten, som Folketinget og STPS går efter, er missionen lykkedes. En stakkels læge med samme navn som jeg blev så bange og fortvivlet, at han stort opsat lod sig interviewe til Ugeskrift for Læger for at bedyre sin uskyld over for kolleger og patienter. Jeg har dog kun selv mødt en enkelt kollega, som ikke hurtigt gennemskuede sammenhængen og trak på skuldrene af sagen. Ingen patienter har beklaget sig.

Men hvad så med læringen og (patient)sikkerheden? Tja, jeg er i processen blevet langt bedre til at passe på mig selv som læge ved f.eks. at sikre mig alle oplysninger, før jeg accepterer en opgave, jeg dokumenterer alt meget konkret, jeg undgår vagter eller andre potentielt uforudsigelige situationer og tager gerne et ekstra sæt blodprøver. For en sikkerheds skyld.

Take care out there.

Læs også: Lægeforeningen: Alvorligt signal

Læs også: Tusindvis af læger sender mistillidsvotum til omstridt styrelse