Blev grundlæggende forvaltningsretslige principper tilsidesat i udleveringen af en dansk læge og forsker til retsforfølgelse i USA?


Læge og vaccineforsker Poul Bak Thorsen blev den 4. juni 2025 fængslet i Tyskland i henhold til en international arrestordre udstedt af USA i 2011. I 2021 afgjorde Retten i Odense, at Thorsen ikke kunne udleveres fra Danmark til retsforfølgelse i USA. Den 8. maj 2026 blev Thorsen udleveret fra Tyskland til USA og selvsamme dag stillet for en dommer i Atlanta, Georgia. Thorsen nægtede sig skyldig i alle anklager. Efterfølgende blev Thorsen varetægtsfængslet, eftersom dommeren afslog at imødekomme forsvarernes anmodning om løsladelse mod kaution, som det ellers er kutyme i sager om mulig økonomisk kriminalitet i USA.
Denne kronik beskæftiger sig med de forvaltningsretlige anliggender i processen og mulige afledte konsekvenser, som denne danske statsborgers udlevering fra Tyskland til retsforfølgelse i USA rummer. Et muligt skyldsspørgsmål i en sag om påstået økonomisk kriminalitet debatteres ikke.
Den nuværende amerikanske sundhedsminister og vaccineskeptiker Robert F. Kennedy Jr. [1] har i årevis udtalt sig utvetydigt om Thorsens skyld. Kennedy har i bogen »Master manipulator« i 2016 karakteriseret Thorsen som en verdensklasseskurk, en mørkets troldmand, og i øvrigt betvivlet lødigheden af Thorsens forskning. Centers for Disease Control and Prevention (CDC) har tidligere ydet økonomisk støtte til Thorsens vaccineforskning. Kennedy har kritisereret CDC for at være en uærlig organisation [2]. Kennedys politiske mål er bl.a. at stække CDC’s vaccineprogram, men ligeledes selektive dele af den frie og uvildige vaccineforskning. Et kohortestudie [3] udgået fra Statens Serum Institut kan ikke påvise en sammenhæng imellem kumulativ aluminiumeksposition i børnevacciner og en forøget risiko for udvikling af kronisk autoimmunitet, atopi eller allergi og neuroudviklingsforstyrrelser. Kennedy kritiserede bl.a. studiedesignet og krævede, at publikationen blev trukket tilbage, hvad chefredaktøren for tidsskriftet efterfølgende nægtede [4]. Det har vakt betydelig røre, at en siddende amerikansk sundhedsminister forsøgte at presse et velrenommeret peerreviewet medicinsk tidsskrift til at trække en videnskabelig artikel tilbage.
Processen i og betimeligheden af Thorsens udelevering til en tvivlsom rettergang i USA, som ultimativt kan føre til justitsmord og en langvarig fængselsdom til afsoning i USA, har fået begrænset bevågenhed uden for de trykte medier. Med de særdeles tungtvejende politiske, retlige og etiske aspekter, som udleveringen af en dansk statsborger fra et andet EU-land til et tredje ikke-EU-land indebærer, må man bortset fra sparsomme tilkendegivelser fra enkelte retsordførere [5] undre sig over den begrænsede hjemlige politiske interesse. I en tid med et dansk forretningsministerium og langstrakt fokus på regeringsdannelse melder tvivlen sig, om en dansk statsborgers retssikkerhed udgjorde en besværlig sag, som midt i det verserende transatlantiske politiske uvejr nonchalant blev ofret på et belejligt juridisk alter.
En række spørgsmål melder sig i kølvandet på disse betragtninger, men det er uden for kronikkens rammer at besvare samtlige. Hvorledes kunne det komme til udlevering fra et andet EU-land, når en dansk domstol få år forinden havde nægtet at udlevere Thorsen i samme sag? Hvad har den danske Rigsadvokat foretaget sig for at forhindre udleveringen? Bør alle EU-borgere have en ensartet retssikkerhed, som i lignende situationer sikrer imod udlevering til retsforfølgelse i et ikke-EU-land? Hvorledes har den danske Lægeforening engageret sig i sagen? Hvilke mulige konsekvenser kan udleveringen få for vaccineforskningen og vaccineforskere? Thorsens kommende retssag kan ikke blot blive påvirket af den nuværende administration i det ovale kontor, men også blive udnyttet i administrationens politiske strategi og ønske om indflydelse på vaccineforskningen. Dette kan medføre en skævvridning af forskningen og yderligere få betydelige konsekvenser for den globale sundhed.
Den juridiske beskrivelse af sagsforløbet baserer sig i et ikke ubetydeligt omfang på professor ved Juridisk Institut, Syddansk Universitet, Frederik Waages noter.
Manglende garanti for afsoning i Danmark var baggrunden for, at Retten i Odense i 2021 nægtede at udlevere Thorsen til retsforfølgelse i USA. Efter dansk lov kan udlevering betinges af en sådan garanti. Samme år frafalder de danske myndigheder alle anklager mod Thorsen. I Tyskland gælder ingen tilsvarende sikring til afsoning i Danmark for Thorsen, idet lovgivningen i Tyskland fokuserer mere på grundlæggende rettigheder som forbud mod dødsstraf, humane fængselsforhold etc. En udlevering kan gennemføres, om disse forhold i øvrigt anses for at være opfyldt.
Af EU-Domstolens praksis (CJEU Case C-182/15 | Aleksei Petruhhin) følger, at en medlemsstat, når den modtager en udleveringsanmodning fra et tredjeland vedrørende en unionsborger, der er statsborger i en anden medlemsstat, først skal informere hjemstaten og give den mulighed for at udstede en europæisk arrestordre med henblik på overlevering til i dette tilfælde Danmark i stedet for udlevering til USA. Da sagen var frafaldet med byrettens dom, eksisterede ingen verserende sag mod Thorsen i Danmark, hvorfor Rigsadvokaten afstod fra at udstede en international arrestordre. Den tyske anklagemyndighed skulle øjensynlig have ment sig præsenteret for nye anklager, som ikke var en del af påtaleopgivelsen i Danmark, og som den danske dommer i 2021 ikke havde taget stilling til. Eftersom Rigsadvokaten imidlertid ikke var til sinds at efterforske eller retsforfølge, ej heller mulige nye forhold med henblik på udstedelse af en arrestordre, begæres Thorsen ikke udleveret til Danmark. Rigsadvokaten er forvaltningsretligt forpligtet til at undersøge, om alle juridiske muligheder er udtømt for at hjælpe borgeren. Retrospektivt melder spørgsmålet sig, om sagen burde have været forelagt EU-Domstolen med henblik på fortolkningen af Petruhhin-praksis i en situation, hvor et værtsland er på vej til at udlevere en person, som hjemlandet tidligere har nægtet at udlevere. Udleveringssagen blev efterfølgende efterladt som et anliggende imellem Tyskland og USA. Efter den tyske forfatningsdomstol i Karlsruhe godkender udleveringen til USA, anlægger Thorsens advokat et civilt søgsmål mod den danske Rigsadvokat med påstand om, at Rigsadvokaten har tilsidesat fundamentale forvaltningsretlige regler ved under de givne omstændigheder ikke i tiltrækkeligt omfang at have efterforsket sagen med henblik på udstedelse af international arrestordre mod Thorsen og i øvrigt med påstand om, at anklagemyndigheden er forpligtet til at forfølge øvrige forhold i sagen i Danmark.
Rigsadvokaten har udtalt til Politiken, at udleveringen af Thorsen til USA ikke strider mod Danmarks forpligtelser [6]. Domstolene og Rigsadvokaten har tilsyneladende et ikke ganske kongruent syn på de forpligtelser, som Danmark har i lignende udleveringssager. I 1995 deltog Niels Holck i nedkastningen af våben fra et fly til en oprørsgruppe i den indiske delstat Vestbengalen. Niels Holck returnerede efterfølgende til Danmark. Indien har siden ved flere lejligheder anmodet om at få Niels Holck udleveret til retsforfølgelse i Indien, hvilket de danske domstole hidtil har nægtet. Rigsadvokaten indstillede senest i 2023 Holck til udlevering, eftersom man anså betingelserne for, at en udlevering nu var opfyldt, herunder garantien for afsoning i Danmark. Anklagemyndigheden indbragte sin beslutning til prøvelse ved Retten i Hillerød, og den 29. august 2024 traf byretten afgørelse om, at Holck ikke skulle udleveres til retsforfølgelse i Indien. Denne kendelse har anklagemyndigheden nu kæret til landsretten, som fortsat afventer behandling ved Østre Landsret. Højesterets afgørelse i Samsam-sagen viste bl.a., at domstolene træffer afgørelser, som til en vis grad korrigerer myndighedernes vurdering [7]. Ud fra sådanne betragtninger synes det mere end rimeligt, om de danske domstole havde haft mulighed for at efterprøve Rigsadvokatens vurdering og efterfølgende fraværende efterforskning, inden Thorsen blev udleveret til retsforfølgelse i USA.
Hvad har de danske myndigheder foretaget sig for at undgå en udlevering? På baggrund af ovenstående forhold og med udgangspunkt i udleveringen fremstår spørgsmålet polemisk, eftersom det åbenlyse og forenklede svar nødvendigvis må være: Ikke tilstrækkeligt! Var dette også intentionen? Belysningen af sagen i denne kronik og andre artikler afføder tilsyneladende ikke stort andet end forundring og flere ubesvarede spørgsmål, som slutteligt kan nedkoges til: Hvorledes sikrer man sig fremover, at alle EU-borgere under lignende omstændigheder nyder en ensartet retssikkerhed mod udlevering til retsforfølgelse i et ikke-EU-land? Udsigten til en sådan konsensus kan være lang, så længe enkelte medlemslande ikke kan blive enige med sig selv – som eksemplificeret ved divergensen mellem Rigsadvokaten og de danske domstole. Når dette parres med en betydelig uenighed imellem EU-medlemsstaterne om de kriterier, som skal være opfyldt, før en udlevering kan finde sted, synes en generel enighed i EU at befinde sig endnu længere ude i horisonten. Indtil en sådan EU-retssikkerhed forhåbentlig kan opnås, må de enkelte EU-medlemslande anlægge et kritisk syn på overholdelsen af og respekten for egne forvaltningsretlige principper.
Folkeret og international politik er forbudne kar. I anliggender, hvor ytringsfrihed, etik, retssikkerhed, men også som i dette tilfælde den frie og uvildige medicinske forskning er i risiko for at blive beklikket i en massiv geopolitisk storm, må ej heller den danske og de udenlandske lægeforeninger og diverse videnskabelige tidsskrifter give køb på disse værdier. Indtil nu har den danske Lægeforening ikke officielt taget initiativ til at slå det fornødne slag. I indeværende præsidentperiode har den ideologisk dogmatiske tsunami ikke udsigt til at aftage spontant. Forløbet af Thorsens udlevering til retsforfølgelse i USA understreger med al tydelighed, at såvel på det faglige som personlige plan har sundhedsprofessionelle ikke råd eller tid til at vente. Hvad har den danske Lægeforening og de danske myndigheder og politikere?