Bliver jeg en dårligere læge, fordi jeg er ordblind?

Jeg har læst medicin siden februar 2023. Det er jeg rigtig glad for. Jeg elsker min studiegruppe, jeg er optaget af det faglige miljø på studiet, og jeg holder meget af mit studiejob på OUH. Men jeg er ikke kun medicinstuderende, jeg er også ordblind. For mig er det helt naturligt.

Alligevel er det til debat på medicinstudiet i Odense, hvor der bliver sat spørgsmålstegn ved, om man overhovedet kan være læge, hvis man har brug for hjælpemidler – og om man har ret til at bruge dem på studiet.

Jeg troede egentlig, at den diskussion var overstået. For mig er det oplagt, at hvis man har evnerne og kan tilegne sig pensum, så er det ikke et problem, at man har brug for hjælpemidler for at vise sit fulde potentiale.

Jeg havde håbet, at vi var kommet videre fra den tid i folkeskolen, hvor jeg fik at vide, at jeg ikke var lige så god som de andre – alene fordi jeg var ordblind. Jeg havde f.eks. svært ved at få lov til at tage tysk, fordi lærerne mente, at jeg ikke ville kunne gennemføre en gymnasial uddannelse. Deres eneste begrundelse var min ordblindhed. Men jeg klarede folkeskolen, og heldigvis blev forståelsen for ordblindhed bedre hen ad vejen. Nogle lærere kunne se, at jeg ikke var dum – jeg havde bare brug for hjælp for at kunne læse og skrive.

På gymnasiet var udviklingen godt i gang. Jeg fik de hjælpemidler, jeg havde behov for – og det betød, at jeg kunne vise, hvad jeg faktisk kunne. Jeg blev ikke holdt tilbage af fordomme om, at jeg ikke var lige så dygtig, fordi jeg var ordblind.

Det var netop muligheden for at bruge hjælpemidler, der gjorde, at jeg kunne vise mit potentiale. Med dem kan jeg læse og skrive – uden dem kan jeg ikke.

Allerede ved kvote 2-prøven til medicinstudiet mødte jeg desværre modstand igen. Jeg havde svært ved at få lov til at bruge mine hjælpemidler. Der var tekster, jeg ikke måtte få læst op, med begrundelsen: »Hvis man skal være læge, skal man kunne læse«. Først efter flere klager fik jeg lov – og jeg tænkte, det nok bare var en fejl, der ville blive rettet fremover. Jeg regnede med, at tingene ville være i orden, når man først kom ind på universitetet.

Men da jeg begyndte på medicinstudiet, oplevede jeg det stik modsatte. Universitetet og studienævnet gjorde meget for at begrænse min adgang til hjælpemidler – hjælpemidler, som er nødvendige for, at jeg overhovedet kan vise, hvad jeg kan. Jeg har f.eks. brug for programmer, der kan læse op for mig og give stave- og skrivehjælp. Flere gange har jeg ikke fået adgang til disse ved eksamener og har måttet klage gentagne gange for at få medhold. Og jeg er langtfra den eneste. Mange andre studerende med handikap oplever også, at de ikke får den støtte, de har ret til ifølge FN’s handicapkonvention, som Danmark har været tilsluttet siden 2009.

Derfor har jeg startet en ordblindeforening på studiet og er blevet valgt ind i studienævnet, hvor jeg har arbejdet for at ændre tingene. Vi har opnået fremskridt, men jeg oplever stadig en grundlæggende holdning hos nogle, om at man er mindre kompetent som læge, hvis man har brug for hjælpemidler.

Jeg har oplevet direkte, at en medstuderende sagde til mig: »Hvis man ikke kan læse uden at få læst op, kan man ikke blive læge«.

Det er derfor, jeg skriver det her indlæg. Jeg vil gerne stille spørgsmålet:

Er det virkelig den udbredte holdning, at man er en dårligere læge, hvis man har brug for hjælpemidler – selv om man ellers har evnerne, fliden og forståelsen?

Det tror jeg ikke på.

Jeg tror på, at vi nogle gange er nødt til at ændre små ting i vores system for at kunne rumme den diversitet, der i virkeligheden gør os stærkere. Hvis vi ikke skaber plads til mennesker med handikap – f.eks. ordblindhed – som ellers har kompetencerne og engagementet til at blive dygtige læger, så går vi glip af værdifulde perspektiver og erfaringer.