»At skrive recepter er let, men at kommunikere med folk derudover er svært.« lyder det henkastet fra en landlæge i Franz Kafkas novelle af samme navn (1919). Denne aforisme om en sondring mellem det lette og det svære giver anledning til en tiltrængt samtale om lægens kardinaldyder.
Recepterne (det lette) repræsenterer det naturvidenskabelige paradigme. Mens læge-patient-kommunikation (det svære) hviler på en ældre humanistisk tradition. I de syv lægeroller opridses disse to positioner også i dag, medicinsk ekspert og kommunikator.
På medicinstudiet oplever jeg en overeksponering af førstnævnte: Uddanner vi læger, hvor gærdet er lavest?
Idealet om naturvidenskabens fuldstændige objektivitet er allestedsnærværende på medicinstudiet, og ofte svær at få øje på. Vi diskuterer ikke, hvordan biomedicinsk viden er skabt, men lærer, at »RCT, dobbeltblindede og placebokontrollerede studier« åbenbarer den største sandhedsværdi.
Idealet antager, at et videnskabeligt forsøg, udført med tilstrækkelig umage, eliminerer forskeren (subjektet) og kaster lys over, hvordan f.eks. en deprimeret hjernes (objektets) serotoninniveauer ser ud. Afviger den deprimerede hjernes serotoninniveauer fra en »rask« median, må balancen genoprettes. Eksemplet er simplificeret, men repræsentativt for medicinstudiets biokemiske hegemoni. Er lægegerningen blevet synonym med uddelingen af medikamenter?
»Vi mangler et læringsrum, der kultiverer eftertænksomheden, inden man udskriver sertralin og ritalin til børn, eller selvransagelsen inden man ryster wegovy ud af ærmet fra en onlineklinik«Oscar Juul, BA-medicin
Selvfølgelig ikke. Så på hvilken måde overskrider lægen denne rolle? Svaret er flerdimensionelt, men kommunikationen er et godt nedslag. Det er i samtalen, anamnesen, at vi får adgang til førstepersonsperspektivet. Lidelsernes ejendommelighed kan aldrig objektiviseres – eller forstås som et hvad. Den enkelte patient vil opleve sin sygdom, sin tilstand anderledes end den næste – altså som et hvordan. Heri ligger muligheden for, at to mennesker ikke gavnes bedst af samme behandling.
På medicinstudiet må man skyde en hvid pind efter at blive (ud)dannet i medicinsk humaniora. Både Kierkegaard og Løgstrup har, i hvert deres århundrede, advaret lægestanden mod underprioriteringen af subjektets rolle i sygdom og sundhed. Vi mangler et læringsrum, der kultiverer eftertænksomheden, inden man udskriver sertralin og ritalin til børn, eller selvransagelsen inden man ryster wegovy ud af ærmet fra en onlineklinik.
Det er let at udskrive recepter, men at kommunikere med folk om behovet, lidelsen og konteksten er svært. Jeg drømmer om, at medicinstudiet tager sin humanistiske forpligtigelse alvorligt. På f.eks. psykologistudiet er videnskabsteori med til forstå fagets grundantagelser. Der tilbydes et ståsted, hvorfra man kan stille sig kritisk og nysgerrig på sin faglighed, dets historie.
Det er kernevigtigt, at vi bliver dygtige medicinske eksperter, og jeg ser det ikke som et nulsumsspil, men som en åbenlys konstatering af nødvendigheden for læger, der kan abstrahere fra die Naturwissenschaften.
