Skip to main content

Blodig sommer

20. aug. 2010
02 min

♠ Læge Johannes Bjerre, Esbjerg, medlem af www.livogtrafik.dk. E-mail: johannesbjerre@hotmail.com

Seksogtredive mennesker blev slået ihjel i sommertrafikken, og det gjorde juli måned til årets blodigste [1]. Til sammenligning har ni års krig i Afghanistan kostet 34 danske soldater livet [2]. Ethvert tab af menneskeliv er en tragedie, og trafikdrab reducerer middellevetiden, da trafikdrab er den hyppigste dødsårsag for unge mennesker i alderen 5-34 år [3]. I livogtrafik.dk arbejder vi for, at man når levende frem, da næsten alle trafikdrab kan forebygges [4]. Vi glæder os derfor over vores statsminister, som vil forbedre Danmarks middellevetid, der ligger på en placering som nr. 36 i verden. Statsministeren vil have Danmark i verdensklasse som en af de ti førende nationer mht. middellevetid [5]. I livogtrafik.dk glæder vi os over regeringens kommission for færdselssikkerhed, der har en plan for at nedbringe antallet af trafikdrab [4]. Desværre er det endnu ikke lykkedes for regeringen at leve op til sin egen vision. Det gik galt i 2007, 2008 og 2009. Ulykkeligvis ser det ud til, at tragedien vil gentage sig i 2010, og visionen ligner mest af alt en illusion.

I resultatorienterede brancher ser man professionalisme. I fodbold har det konsekvenser, når resultaterne udebliver, så skiftes der ud blandt spillerne. Hvis resultaterne fortsat udebliver, ender det ofte med en fyring af træneren. I Danmark har vi været tålmodige, og de manglende resultater har endnu ikke haft konsekvenser. Når jeg ser på antallet af trafikdrab, får jeg den frygt, at vi har et hold af amatører, der bygger luftkasteller med katastrofale følger.

Referencer

  1. http://www.tv2lorry.dk/moduler/nyheder/news.asp?id=50326 (august 2010).
  2. http://www.berlingske.dk/krigen/34-doede-danske-soldater-i-afghanistan (august 2010).
  3. http://www.statistikbanken.dk (august 2010).
  4. http://www.faerdselssikkerhedskommissionen.dk (august 2010).
  5. http://jp.dk/indland/indland_politik/article1894341.ece (august 2010).
Der er i øjeblikket tekniske problemer med at vise kommentarer på Ugeskriftets artikler. Vi arbejder på sagen