De danske lægestuderende er privilegerede. De får en grundig og kostbar uddannelse, som gør dem til dygtige og flyvefærdige kandidater efter seks års studier. Sagen er imidlertid, at lægerne hverken er mere eller mindre forkælede end andre med en lang og kostbar uddannelse, og at samfundskontrakten i Danmark nu engang er, at man får en uddannelse på skatteydernes regning, hvorefter man selv bliver skatteyder og betaler tilbage på den måde.
Det er ikke et individuelt ansvar, om der er læger nok i provinsen. Det er heller ikke universiteterne, der skal slå de unge mennesker i hovederne og sige, at de ikke må flokkes om universitetshospitalerne. Ansvaret ligger hos arbejdsgiverne og hos uddannelsesplanlæggerne, der skal sikre, at de uddannede læger finder det attraktivt at søge uden for de store byer.
Der er heldigvis eksempler på initiativer, hvor regionen og kommunen har skabt attraktive forhold for yngre læger og deres familier. Det er gode takter, som arbejdsgivere i områder med lægemangel med fordel kan lade sig inspirere af.