Forargelsen over, at læger ikke søger arbejde der, hvor der er mest brug for dem – typisk i landets udkanter - dukker op fra tid til anden. Hvorfor mon man aldrig møder lignende forargelse, når der opstår mangel på ingeniører i Sønderjylland, farmaceuter i Nordjylland eller jordemødre på Fyn?
Der udbryder med mellemrum forargelse over, at læger ikke søger arbejde der, hvor der er mest brug for dem – typisk i landets udkanter, hvor mangel på læger lukker hospitalsafsnit og lægepraksisser. I Kristeligt Dagblad skrev en debattør for nylig, at det kun ville være rimeligt, at nyuddannede læger betalte af på deres dyre uddannelse med at arbejde de første fem år på det sted, som staten anviste. Underforstået, at hvis lægerne flyttede vestpå, ville det afhjælpe problemet med de lægetømte landsdele.
Det interessante er, at man aldrig møder lignende forargelse, når der opstår mangel på ingeniører i Sønderjylland, farmaceuter i Nordjylland eller jordemødre på Fyn. Så begynder man i stedet at diskutere dimensionering af studiepladser og tiltag i forhold til løn og arbejdsforhold, som skal gøre det attraktivt at arbejde de steder, hvor der mangler særlige faggrupper.
Det er ikke et individuelt ansvar, om der er læger nok i provinsen. Det er heller ikke universiteterne, der skal slå de unge mennesker i hovederne og sige, at de ikke må flokkes om universitetshospitalerne.
Så mens ingeniøren, jordemoderen og farmaceuten betragtes som eftertragtede medarbejdere, man skal bejle til, får lægerne prædikat af at være vrangvillige eller forkælede, hvis de ikke søger job i Udkantdanmark.
Vi har som samfund åbenbart særlige forventninger til læger. Det at være læge opfattes et eller andet sted stadig som et kald. Noget af forklaringen skal formentlig findes i vores sundhedsvæsens opbygning med praktiserende læge som første indgang. Som borgere har vi en kontrakt med samfundet om, at vi får tildelt en læge fra fødslen. Derfor giver det et hak i den grundlæggende tryghed og tillid til systemet, når det gule sundhedskort udskrives uden andet end et nummer til lægevagten. Det opfattes som et personligt svigt.
Det er meget nemmere at føle sig svigtet af en faggruppe, som man kan kalde forkælet og privilegeret, end at rette skytset mod de strukturelle årsager til, at der nogle steder mangler læger, mens der er rigeligt omkring de store universitetshospitaler.
Faktaboks
De danske lægestuderende er privilegerede. De får en grundig og kostbar uddannelse, som gør dem til dygtige og flyvefærdige kandidater efter seks års studier. Sagen er imidlertid, at lægerne hverken er mere eller mindre forkælede end andre med en lang og kostbar uddannelse, og at samfundskontrakten i Danmark nu engang er, at man får en uddannelse på skatteydernes regning, hvorefter man selv bliver skatteyder og betaler tilbage på den måde.
Det er ikke et individuelt ansvar, om der er læger nok i provinsen. Det er heller ikke universiteterne, der skal slå de unge mennesker i hovederne og sige, at de ikke må flokkes om universitetshospitalerne. Ansvaret ligger hos arbejdsgiverne og hos uddannelsesplanlæggerne, der skal sikre, at de uddannede læger finder det attraktivt at søge uden for de store byer.
Der er heldigvis eksempler på initiativer, hvor regionen og kommunen har skabt attraktive forhold for yngre læger og deres familier. Det er gode takter, som arbejdsgivere i områder med lægemangel med fordel kan lade sig inspirere af.
