På repræsentantskabsmødet i lørdags havde vi en lang og god drøftelse af forhandlingsaftalen. Et flertal på 34 stemte på mødet for aftalen, mens 16 stemte imod. Det skal understreges at alle, uanset standpunkt, var enige om at respektere den afgørelse, som medlemmerne vælger.
På repræsentantskabsmødet i lørdags havde vi en lang og god drøftelse af forhandlingsaftalen. Mange repræsentanter var på talerstolen, og debatten var livlig og nuanceret.
Et flertal på 34 stemte på mødet for aftalen, mens 16 stemte imod. Således et klart ja til aftalen fra repræsentantskabet.
Det skal understreges at alle, uanset standpunkt, var enige om at respektere den afgørelse som medlemmerne vælger.
Hvorfor stemte repræsentantskabet ja?
Ift. opgaveafgrænsning indeholder forhandlingsaftalen klare forbedringer ift. vores nuværende overenskomst.
Hvor der i den aftale, vi arbejder under nu, kun i helt særlige tilfælde kan aftales korrektion af rammen, står der i forhandlingsaftalen
at ressourcer skal følge opgaver,
at opgaveflytninger skal følges op i praksisplanudvalgene,
at vi i fællesskab løbende skal følge økonomien og drøfte justeringer ved truende overskridelser.
Ikke alle i repræsentantskabet mente, at det var tilstrækkeligt. De mente, at der skal ske en krystalklar afgrænsning af opgaverne. Det samme synspunkt har jeg hørt på medlemsmøderne.
I mine øjne er det ikke muligt, og heller ikke ønskeligt, for hverken os eller vores patienter. Vi kan ikke komme alle vores opgaver ned i kasser og lægge låg på. Så firkantet er vores fag og vores arbejde ikke.
Alternativet til en bekendtgørelse kan være en lov. Det bliver det efter min mening absolut ikke bedre af. En aftale kan opsiges. Det kan en lov ikke.
Økonomien er der ikke nogen, der synes er luksuriøs. Men jeg mener, den er acceptabel alt taget i betragtning.
Man kan argumentere imod økonomiloftet, men vi må forholde os til, at vi har et økonomisk råderum på 285 mio. kr. i tredje overenskomstår. Og derudover, at der er mulighed for at hente ekstra 200 mio. kr. årligt de sidste 2 år i aftaleperioden ved at indgå lokalaftaler.
Endelig indeholder aftalen klare forbedringer i forhold til efteruddannelse og kvalitet.
Og det er svært at se nogen attraktive alternativer til aftalen.
På repræsentantskabsmødet og medlemsmøderne er det blevet klart, at modstanderne af forhandlingsaftalen primært ønsker en genforhandling.
Det tror jeg ikke vi får noget ud af.
Regionerne, KL og regeringen har alle siddet med i RLTN, og min klare fornemmelse efter de sidste måneders forhandling er, at der ikke er mere at komme efter. Så havde vi heller ikke forladt forhandlingsrummet.
Arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen sagde i tirsdags til ugeskriftet.dk det samme. Han udtaler, at vi højst har udsigt til hvad der svarer til et par gummistøvler, hvis vi tiltvinger os en ekstra forhandlingsrunde. Er det risikoen ved et nej værd?
Aftalemodstandernes sekundære plan er at afvente ministerens bekendtgørelse. Det mener jeg er svært risikabelt.
Ingen kan vide, hvad ministeren konkret vil gøre, men jeg har meget svært ved at forestille mig, at ministeren vil give os mere end det, vi har forhandlet os frem til. Omvendt er min vurdering, at det sagtens kan blive dårligere, da en bekendtgørelse skal lægge sig op ad den aftale, vi har nu, i overgangsåret.
Det betyder, at vi kan miste forbedringerne i efteruddannelsen og pengene, der skal kompensere tidsforbrug til akkreditering, samt de ekstra penge, som vi har fået lagt på den økonomiske ramme. Derudover er også reguleringsordningen i betydelig fare. Og er reguleringsordningen først fjernet, bliver den svær at få tilbage.
Alternativet til en bekendtgørelse kan være en lov. Det bliver det efter min mening absolut ikke bedre af. En aftale kan opsiges. Det kan en lov ikke.
Faktaboks
Hvis vi vil frigøre os fra en bekendtgørelse eller måske endda en lov, kræver det, at vi afleverer ydernumrene.
Regeringen slog i sommer fast, at den ikke vil refundere borgernes udlæg, men i stedet begynde at opbygge gratis, regionale klinikker. Det vil med stor sandsynlighed føre til brugerbetaling i almen praksis, jf. vores egen Plan B. Og stor risiko for en socialt ulige primærsektor. Bestemt ikke min kop te.
Modstanderne af forhandlingsaftalen vil sige, at dette er et frygtscenarie. Jeg mener, det er et realistisk scenarie.
Derimod mener jeg, at den aftale, vi har indgået, vil medvirke til at sikre fortsat lighed i sundhed og vil styrke vores plads i det borgernære sundhedsvæsen.
På det samlede grundlag mener jeg derfor, at PLO's medlemmer skal stemme ja til forhandlingsaftalen.
