Topskat
Bliver din indkomst som pensionist så høj, at du skal betale topskat, så skal du være ekstra opmærksom. Indbetaler du til pension i 2013, og kommer en del af fradraget til at ligge under topskattegrænsen (421.000 kr. efter arbejdsmarkedsbidrag), så vil du tabe op til 15 % af denne del.
Det er altså kun, hvis du - som formentlig mange læger gør - betaler topskat af sidst tjente krone nu og bundskat af sidst tjente krone på udbetalingstidspunktet, at du med sikkerhed kan nedsætte din indkomstskat. Så vil det til gengæld være en god forretning for de fleste.
Nye betingelser
Rammerne for indbetaling til pension er i 2013 ændret på væsentlige punkter. Topskattegrænsen er sat meget op, så mange ikke længere betaler topskat. Kapitalpensionen er afskaffet og erstattet af en aldersopsparing.
Hører du til dem, der har indbetalt til en rate- eller kapitalpension sidst på året, så kan 2013 være året, hvor det ikke længere kan betale sig.
Kan det betale sig?
Sparer du ikke indkomstskat ved at indbetale til pension, så vil du sandsynligvis få mere ud at afdrage gæld. Det gælder især, hvis du slet ikke betaler topskat.
Du skal derfor se kritisk på de opfordringer om at indbetale mere til pension, du får fra banker og pensionsselskaber. Undersøg altid først, om det kan betale sig for dig, og om der findes bedre alternativer.